Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bankkonge død

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 10/09/2014 - 11:45

Penge & Forbrug


En af de mest betydningsfulde skikkelser indenfor den spanske bankverden er død. Banco Santanders magtfulde Emilio Botín døde tirsdag af et h...

En af de mest betydningsfulde skikkelser indenfor den spanske bankverden er død. Banco Santanders magtfulde Emilio Botín døde tirsdag af et hjertestop. Han blev 79 år gammel. Vil hans datter overtage posten?

 

Meddelelsen om dødsfaldet kom fra Comisión Nacional del Mercado de Valores (CNMV),

 

Botín blev manden, der førte en lille regionsbank ud i den store verden, og betegnes som én af de mest indflydelsesrige personer inden for Spaniens finansverden.

 

Santanders ledelse er i dag trådt sammen, for at vælge ny formand. Meget tyder på, at valget falder på Botíns datter, Ana Patricia Botín.

 

Et sandt familie-dynasti

Født i 1934 i den nordspanske by Santander, var Emilio Botín søn af en kendt bank-familie. Hans bedstefar – som kom ind i Santander i 1909, og hans onkel sad begge på Santanders formandsposter, så det er næppe nogen overdrivelse af kalde Banco Santander – der blev grundlagt af en gruppe erhvervsledere i 1857 - for et Botín-dynasti..

 

24 år gammel begyndte Emilio at arbejde for Santander i 1958. I løbet af seks år havde han gjort lynkarriere og blev udnævnt til bankens generaldirektør.

 

Én af bankerne, der forsvandt fra gadebilledet under Emilio Botíns fusioner

 

Botín blev bestyrelsesformand for Santander i 1986, og ledte banken gennem en række fusioner, der førte ti, at den engang så lille regionsbank ikke alene blev en af eurozonens største banker - den kom helt op på verdensranglisten.

 

I top

Grupo Santander blev så sent som sidste år udnævnt til at være Spaniens største bank (Wikipedia), og var placeret som nummer 43 på Forbes 2000-listen over verdens største virksomheder.

 

Santander-aktierne faldt to procent til 7,6 euro, da nyheden brød ud i morges klokken 08:45.

 

Familie i skattesvig

Botín efterlader sin hustru, Paloma O'Shea Artiñano, og seks børn, der i blandt parrets ældste datter, Ana Patricia Botín, der anses for at være et godt bud på efterfølger efter sin far.

 

Undervejs blev Botíns nettoformue betydeligt forøget og lå i 2005 på anslået 1,3 milliarder.

 

Botín-familien kom – lige som så mange andre spanske erhvervsledere og politikere – i søgelyset, da det i 2010 kom frem, at han og han familie havde haft millioner stående på hemmelige bankkonti i Schweiz siden 1930-erne.

 

Botín slap for en sigtelse for skatteunddragelse ved at betale en ”efter-skat” på 200.000 euro.

 

Datter ny formand?

Ana Patricia Botín

 

Selv om det endnu ikke er besluttet hvem der skal være ny efterfølger, tyder meget på, at valget falder på datteren Ana Patricia Botín, nuværende CEO for bankens afdeling i Storbritannien, Santander UK.

 

Ana Patricia Botín blev født i Santander i 1960 og er uddannet økonom. Hun blev for første gang valgt ind i bankens bestyrelse i 1989 og er senest blevet genvalgt på posten i år.

 

Ana Botín arbejdede i JP Morgan fra 1981 til 1988. I 1992 blev hun udnævnt til generaldirektør for Banco Santander, S.A. og var formand for Banesto fra 2002 til 2010 efter fusionen med Santanter i 1994.

 

Politikerros til Botíns rolle

Premierminister Mariano Rajoy betegnede her til morgen Emilio Botín som den bedste ambassadør for mærket Spanien.

 

- Emilio Botín gjorde Spanien synlig udenfor landets grænser, sagde Rajoy og henviste til bankens ekspansion i Storbritannien, Brasilien, Mexico, Polen og flere andre lande.

 

- Jeg er chokeret, siger Rajoy.

 

- Jeg var sammen med Emilio sidste uge, og da havde han det rigtig godt.

 

Oppositionsleder og generalsekretær for PSOE, Pedro Sanchez, sagde få minutter inden et møde i Kongressen her til morgen, at han var overrasket over meddelelsen om Botíns død og at han sendte ”et knus til familien og hans kære i denne svære tid."

 

Også Esperanza Aguirre, formand for PP i Madrid, har udtrykt sin overraskelse over den "uventete" død.

 

- Det viser, at man ikke kan lave planer, sagde PP-formanden og roste ham for sin rolle indenfor den spanske banksektor.

 

Emilio Botín bliver i dag overført til sin hjemby, Santander, hvor der venter en storstilet begravelse.‏

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.