Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hajer i turistområder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 16/07/2014 - 10:45

Vejr og natur


Hele tre hajer blev i går spottet nær seks badestrande i Barcelona. Strandene er fortsat lukket for badning.

Hele tre hajer blev i går spottet nær seks badestrande i Barcelona. Strandene er fortsat lukket for badning.

 

OBS: Strandene blev genåbnet umiddelbart efter denne artikel blev publiceret

 

Myndighederne i Masnou og Premià de Mar, Maresme, besluttede at hejse det røde flag, efter at der ved middagstid var blevet set tre mindre hajer af arten Tintorera eller på dansk; Blåhaj.

 

Livreddere fik først øje på den ene haj nær kysten ud for Playa de Ocata i Masnou. Det viste sig så, at den havde følgeskab af to kammerater.

 

De tre hajer beskrives som værende ”af mindre størrelse” og vurderes til at måle mellem en og halvanden meter, skriver Europapress.

 

Der er sendt en observationsbåd fra Røde Kors og en vandscooter ud for at holde øje med hajernes færden i området. Tilstedeværelsen af mennesker og larm fra en motorbåd vil normalt få hajerne til at søge ud på dybere vand.

 

Tør ikke tage nogen chancer

Lokalbetjente og agenter fra det catalanske politi, Los Mossos d'Esquadra, hjælper livreddere med at holde badende væk, til der igen er grønt lys, og faren er drevet over.

 

De seks strande, der fortsat er lukket for badning onsdag formiddag, er Ocata og Masnou i Masnou samt Ponent, Descàrrega, Pla de l'Os samt Bellamar i Premià de Mar.

 

Hajerne betegnes som relativt ufarlige og går sjældent til angreb på mennesker. Men civilbeskyttelsen turde ikke løbe nogen risiko og krævede derfor et totalt badeforbud i området.

 

Forbuddet ventes at blive ophævet ved 19-tiden onsdag, med mindre hajerne dukker op igen.

 

Hajer set flere steder

Det er langt fra første gang, der bliver hejst det røde flag ud for de catalanske badestrande på grund af haj-fare. Sidste år blev flere strande lukket, efter at der var spottet en Blåhaj.

 

Helt tæt på strandkanten

 

I maj sidste år blev den populære Daimús-strand i Alicante Provinsen lukket, efter at der var set en to-en-halv meter lang haj få meter ud for kysten.

 

Det er meget sjældent, at der kommer hajer så tæt til kysten, og eksperter mener derfor, at dyret var sygt eller desorienteret.

 

Overraskede en morgenbader

Og i august blev en badestrand i Torreguadiaro lige ved den eksklusive lystbådehavn El Puerto de Sotogrande i San Roque lukket, efter at der blev set en to meter lang haj helt inde på lavt vand.

 

Hajen blev opdaget af en tilfældig morgenbader, som med det samme slog alarm. Politiet besluttede at lukke stranden klokken ti, og eksperter fra miljøpatruljen Seprona arbejdede hele formiddagen på at få dyret ud på åbent hav, hvorefter stranden blev genåbnet.

 

Ifølge havbiologer er der i løbet af de seneste 435 år kun registreret 13 angreb fra Blåhajer på mennesker, og kun fire af disse var fatale.

 

Op til fire meter lang

Blåhajen (Prionace Glauca) er en af de mest almindelige hajtyper i Middelhavet og er let genkendelig på sin halefinne og strømlinede, slanke krop. Faktisk har den inspireret flere fly-designere, og derfor kan man se en vis lighed mellem flyvemaskiner og blåhajer.

Blåhajen har ikke nogen naturlige fjender, lever næsten udelukkende af makrel, sild, aborre, torsk og blæksprutter. De jager normalt i flok.

 

Arten er en meget produktiv, og hunnerne føder kuld på mellem 25 og 100 unger. På én gang vel at mærke!

 

Blåhajen tilhører familien af blinkhindehajer. De kan blive fire meter lange og 20 år gamle. Hajen findes over det meste af verden - også i Danmark.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.