Husker du Málaga anno 1989?

14. november 1989: Klokken 13 blev himlen over Málaga pludselig så sort, at det virkede, som om det var nat. I samme øjeblik startede regnen. Sådan husker de fleste indbyggere katastrofedagen, der blev én af mest dramatiske i Málagas nyere historie.

Men regnen var ikke den slags, som man normalt kendte til for årstiden. Den var som tykke gardiner og så intens, at det både var umuligt at se længere end et par meter og bygningen på den anden side af gaden var væk. På lidt over én time faldt der 160 liter pr. kvadratmeter.

Tak, det kan vi godt se!

Det havde aldrig regnet sådan før. Pludselig stoppede regnen og i stedet fyldte hagl gaderne. Det blev umuligt at færdes, selvom både beboere og handelsdrivende udstyret med skovle og hakker forsøgte at bane vej gående i hagl til knæene. Syndfloden var først lige begyndt, og den skulle vare i tre uger.

Vandmasser over alt

Floden Guadalhorce ved lufthavnen gik over sine bredder, og man kunne ikke skelne mellem, hvad der var flod og hvad, der var vej. Også floden Campanillas gik over sine bredder ligesom mindre bifloder og vandløb. Málaga blev oversvømmet.

350 medarbejdere i Fujitsu blev indespærret

Vandet steg ustoppeligt i den vestlige del af Málaga. Alle industriområderne omkring Gualdahorce-floden blev oversvømmet, og hallerne fyldt med vandmasserne, der ødelagde for millionbeløb. Personale blev afskåret fra at tage hjem, lufthavnen blev oversvømmet og flytrafikken indstillet.

Lufthavnen var hverken start- eller landingsbar - og iøvrigt kunne man slet ikke komme ind til den

Afpsærrede veje

Røde Kors med gummibåde på vejene

Bæltekøretøjer blev sat ind til redningsaktioner

Det hele skete minutter før, at klokkerne lød i skolerne, og eleverne skulle hjem. Skolelederne besluttede, at eleverne skulle blive på skolerne. Forældrene havde ikke mulighed for at hente dem – ligesom børnene ikke selv kunne komme hjem. Efterhånden som vandstanden steg, tog elever og lærere tilflugt på højere liggende etager i skolerne.

Senere på dagen kunne nogle af eleverne transporteres i fire-hjulstrækkere eller i gummibåde. Nogle elever kom først hjem dagen efter.

Vej eller flod?

Francisco Martin og Dolores Sakiaña Mezcua var hjemme den dag. Parret på 61 og 54, boede i et hus ved Barriguilla-floden. Vandmasserne brød ind i deres hjem, nåede en højde på tre meter, og parret druknede.

Katastrofen krævede yderligere seks dødsofre. Blandt dem var en ung mand på 15 år, der hjalp nødstedte op på en lastvogn. Han faldt ned, slog hovedet og druknede. En anden var Røde Kors frivillig, hvor vandmasserne kastede hans bil ind i et frontalt sammenstød med en modkørende.

Gade i Málaga centrum

Vandmasserne lammede både vand- og strømforsyningerne samt telefonforbindelserne. Transistorradioen var pludselig det eneste kommunikationsmiddel.

Vejskilte var ikke til meget gavn...

... eller stærke motorer

Det er vist en ulovlig parkering...

... og denne her

Det blev gyldne tider for pladeværkstederne

Regnen og oversvømmelserne fortsatte frem til den 8. december. Den 1. december blev Málaga erklæret for et katastrofeområde og modtog 150 millioner euro (dengang 25 milliarder pesetas) og senere yderligere 120 millioner euro til genopbygning af infrastrukturen.

Skaderne på de forretningsdrivende betød, at 190 måtte dreje nøglen om, hvilket igen medførte, at mere end 5.000 mennesker mistede deres arbejde.

Katastrofen skabte stor frygt for, at noget lignende kunne ske igen. Mange fremstillede plader til både døre og vinduer i håb om at kunne blokere for vandmasserne, hvis noget lignende skulle ske igen. De ses – af nervøsitet - stadig monteret selv ved det mindste regnvejr.

Carmens beretning

Carmen Carrasco, IT-ansvalig hos Spanien i Dag, glemmer aldrig katastrofen i Málaga. Dengang var hun kun 20 år. Her få du Carmens beretning:

"Den 14. november 1989 var jeg studerende på universitetet i Córdoba og boede i en lejlighed med studiekammerater. Jeg husker, det var spisetid og jeg opholdt mig på mit værelse, da en af studiekammeraterne råbte fra stuen: “Carmela, Carmela din by er i fjernsynet!”

Da jeg så på skærmen brændte der sig et billede fast, som jeg aldrig har glemt. En dame gik i gaden med vand op til livet mellem biler med åbne døre, mens en grøn affaldscontainer til glas flydende fulgte efter hende med få meters afstand.

Sidst i denne video ser du den forfølgende container...

Jeg var bekymret over, at der på kun én time var faldet så meget regn, at byen var kollapset og oversvømmet, og at jeg ikke vidste meget mere.

1 1989 havde vi ikke mobiltelefoner, så jeg skyndte mig ned i en telefonboks for at sikre mig, at min familie havde det godt. Mine forældre arbejdede i Málagas centrum og kunne ikke komme fra arbejde før meget senere på dagen. Senere fortalte min mor mig, hvordan himmelen var blevet helt sort – hun havde aldrig set det før – lige inden det regnede og haglede så voldsomt i én time.

Om natten sov de i mine bedsteforældres hus i Málaga. Mine forældre boede i Alhaurin de la Torre og kunne slet ikke køre på N340, der var blevet lukket, fordi vandet stod langt over kørebanen.

Min kæreste - nu min mand – arbejdede i et af industriområderne og nåede netop at komme over Guadalhorce-floden på en af broerne, inden den blev lukket.

Min første tur til Málaga fandt sted, da toget omsider kunne køre på skinnerne efter oversvømmelserne. Jeg husker, hvordan jeg gik fra den ene side til den anden i togvognen for at se ødelæggelserne: flodbredderne helt ødelagte, appelsinlundene fortsat oversvømmede med én meter vand, ødelagte broer i Alora.

Da jeg søndag aften skulle tilbage til Córdoba, satte min far en veninde og mig af på stationen for at tage toget omkring klokken 19. Da klokken var 20, stod vi der stadig. På det tidspunkt kom jernbanepersonale gående på perronen og orienterede om, at skinnerne igen var oversvømmede.

Efter at have stået i kø, ringede jeg til min far fra en telefonboks. Jeg husker, hvordan regnen styrtede ned, som om alle himlens sluser var åbnet. Man havde stillet plader op foran dørene, så vandmasserne ikke styrtede ind på banegården. Parkeringspladsen var oversvømmet.

En halv time efter kom min far, og det lykkedes os at komme væk fra banegården. N 340 var et rent trafik-kaos. Da vi kom til broen over Gualdahorce-floden ved lufthavnen, var civilforsvaret ved at sætte afspærringer op. Vi var den sidste bil, der fik lov til at slippe igennem, inden Gualdahorce igen oversvømmede vejen.

I de følgende dage fortsatte afspærringen af broen flere gange, da regnen ikke stoppede. Min kæreste måtte flere gange overnatte hos venner, da han ikke kunne komme hjem.

Den næste rejse fra Córdoba endte nærmest som et eventyr. Da jeg kom til stationen i Córdoba og skulle købe billet, fik jeg at vide, at toget kun var garanteret til at køre til stationen i Bobadilla, og at jeg derefter måtte klare mig selv. Jeg tog chancen.

Ved ankomsten til Bobadilla holdt der en bus, som transporterede os sikkert til Málaga. Med mine kun 20 år og de foregående oplevelser var det som et rent eventyr."

Et heldigt asen

1989 var også året, hvor jeg i april flyttede til Spanien Faktisk havde jeg selv stående lidt bohave på et lager i et industriområde lige ved siden af Guadalhorce-floden, men jeg var så heldig, at der kun skete få skader.

Det var nabo-hallen ikke. Det var et stort vinlager, hvor samtlige kasser med vin var blevet opløst, og de løse flasker - uden etiketter - lå i ét syndigt rod i kæmpe bunder. Hele eller knuste.

Jo, engang imellem følger heldet de tossede.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt