Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Taxistrejke rammer storbyer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/06/2014 - 10:42

Fly & trafik


"Hej politi. Vi har fanget dem her, de deler en bil og oven i købet uden sele på. Gør noget, tak!", lyder den ironiske Twitter-besk...

"Hej politi. Vi har fanget dem her, de deler en bil og oven i købet uden sele på. Gør noget, tak!", lyder den ironiske Twitter-besked.

 

Taxichaufførerne strejker over hele Europa, fordi folk er blevet bedre til at køre sammen, og de kræver bøder og forbud mod den "ulovlige" kørsel.

 

Billedet viser, at selv landets premierminister, Mariano Rajoy, deler bil med andre. Det gør vi nok alle sammen engang imellem, men det er blevet lettere at komme i kontakt med fremmede, der mangler et lift, eller bilister, der gerne vil have en passager at dele benzinomkostningerne med.

 

Det er takket være en række mobilapp'er, at folk nu finder hinanden hurtigere end nogensinde før.

 

Rasende chauffører

Taxichauffører i Madrid og flere andre europæiske storbyer har i dag nedlagt arbejdet i protest mod mobilapper, som sætter bilister og passagerer i kontakt med hinanden, og de spanske myndigheder sætter nu hårdt ind mod “sorte taxier”.

 

I Madrid, Berlin, Rom, Paris og London har taxivognmændene vedtaget en 24-timers strejke, som varer hele dagen frem til torsdag morgen klokken seks - så ironisk nok får folk virkelig brug for samkørsels-app'en nu mere end nogensinde.

 

Samtidig varsler de spanske myndigheder kæmpebøder til brugere af Über, Blablacar, Cabyfy og EasyTaxi, hvis de ikke har tilladelserne i orden.

 

- Über er begyndt at operere i Spanien med private bilister, der tilbyder kørsel mod betaling, og det er forbudt ifølge spansk lov, som kræver licens for transport af passagerer, siger en talsmand for de strejkende taxichauffører.

 

Den populære app, der sætter passagerer i kontakt med bilister, der tilbyder kørsel, fik ellers grønt lys fra EU for nylig, men Spaniens Transportministerium er ikke meget for at godkende ordningen. Man meddeler endda, at der kan vanke bøder på op til 600 euro for ”ulovlig” transport.

 

Der var møde om sagen tirsdag denne uge, efter at Europa-Kommissionen havde kaldt den spanske kritik af ordningen for ”ekstrem” og opfordrede regeringen til selv at løse problemerne.

 

Ikke ulovligt

En talsmand for Transportministeriet siger, at man vil gå efter de bilister, der ”tjener penge på at tilbyde transport ved brug af Über, men at ”deling af transportomkostninger ikke er at tjene penge”.

 

Spaniens regering sagde i går, at bildelingsordninger og websites som BlaBlaCar er lovlige, ”så længe førere og passagerer indgår en privat aftale”.

 

- Deling af omkostninger til en tur tæller ikke som indtægt, siger en talsmand for Transportministeriet.

 

Det er dog endnu ikke klart, hvordan myndighederne har tænkt sig tjekke det i praksis.

 

Pas på monsterbøder

Transportministeriet henviser til loven om befordring af passagerer, LOTT, som dikterer, at “private og firmaer, der transporterer tredjepersoner mod betaling, skal være i besiddelse af de nødvendige tilladelser”.

 

Private, der bruger deres biler til sort taxikørsel, risikerer bøder på mellem 4.000 og 6.000 euro og helt op til 18.000 euro, hvis der er tale om gentagne lovovertrædelser.

 

Personer, der tager mod tilbud om “privat kørsel” kan risikere bøder på mellem 401 og 600 euro, hvis ikke transporten er lovlig.

 

Men også personer eller firmaer, der annoncerer med privat befordring – også selv om de ikke selv kører -  kan idømmes samme høje bøder.

 

Stor succes i Barcelona

Über har været i brug i Barcelona i mere end halvanden måned og er en stor succes. Mange studerende og private benytter sig af den slags ordninger, hvor passagererne i bilen deles om at betale for benzin og omkostninger. Det er jo egentlig ikke noget nyt, men med smartphones og forskellige apps er det blot blevet mere struktureret og organiseret.

 

En app, der har en anslået værdi på 13 milliarder, skaber unfair konkurrence, siger taxichafførerne, der kræver skrappere foranstaltninger.
Derfor har de varslet 24-timers strejke i Madrid fra klokken seks onsdag morgen.

 

- Omkring 100.000 familier i Spanien lever af taxakørsel, og det eneste, vi kræver, er, at andre også overholder den spanske lovgivning for befordring, siger en talsmand for de vrede taxivognmænd.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.