Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

”Pædofil” reddet af politiet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 22/09/2014 - 10:21

Krimi og katastrofe


Der var mange små piger ude at lege, da manden fredag aften mødte op udenfor en boligblok i Valdebernardo-kvarteret, i Madrid-forstaden Vicál...

Der var mange små piger ude at lege, da manden fredag aften mødte op udenfor en boligblok i Valdebernardo-kvarteret, i Madrid-forstaden Vicálvaro.

 

På politiets opfordring havde forældre i de mest udsatte forstadskvarterer bedt deres små piger om at være på vagt over for den pædofile mand, der har huseret i flere forstadsområder.

 

Den pædofile står bag bortførelse af mindst fem piger i alderen seks til ni. De er blevet bedøvet, seksuelt misbrugt og vasket rene for at slette beviser. Pigerne er derefter blevet efterladt – relativt uskadte – på en ødemark eller et stykke vej væk fra det sted, hvor de blev bortført.

 

Manden, som børnene fik mistanke til, passede til de fantomtegninger, som politiet havde offentliggjort: korpulent spanier i 30-års alderen, 185 cm høj med blå øjne, og smalt ansigt.

 

Skræmte

Børnene blev bange, løb hjem og fortalte om den mistænkelige mand. Og forældrene var ikke langsomme i aftrækkeren.

 

En gruppe beboere, anført af kvarterets mest modige, stormede ud for at kaste sig over manden. Han blev mødt med skældsord og anklager, samtidig med at nogle gjorde tegn til at vil kaste sig over ham. Der var lynch-stemning.

 

Manden blev klar over, at der noget riv-ravende galt og løb ned ad gaden, hvor han råbte om hjælp.

 

Han var ikke nogen pædofil, men derimod montør af overvågningskameraer. Montøren var ude for at tage mål til opsætning af nye kameraer – netop til overvågning af den frygtede pædofile i det kvarter, som politiet havde advaret om kunne være i potentiel fare.

 

Heldigvis var der en politibil lige i nærheden, hvor manden nåede at søge tilflugt, inden han blev indhentet af sine overfaldsmænd.

 

Frafaldt anklage

Det top dog politiet ret lang tid at overbevise beboerne om, at manden var helt uskyldig, og kun var ude for at inspicere boligblokken for at øge sikkerheden ved opsætning af overvågningskameraer.

 

Efter den ubehagelige oplevelse sagde montøren, at han ville rejse sigtelse mod beboerne, men fortrød, og trak så sine anklager tilbage.

 

I sidste ende var der ingen anholdt eller såret.

 

Politiet har haft møder med flere beboerforeninger og forældre til skoleelever i det udsatte Ciudad Lineal kvarter, hvor forældrene er blevet bedt om at være på vagt.

 

Forældrene opfordres til at tage deres børn med på legepladser, ligesom de har gjort det hidtil, men at de skal holde øje med mistænkelige mænd.

 

Politiet håber på den måde at fange manden, mens han strejfer omkring.

 

Opsætning af overvågningskameraer i flere beboelseskvarterer skal ydermere være med til at identificere børnelokkeren, når han nærmer sig de steder, hvor børn opholder sig.

 

Læs også: Menneskejagt på udenlandsk pædofil

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.