Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Angrebet af hunde på lørdagsturen

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 21/02/2017 - 11:19

Krimi og katastrofe

DØDSFALD: 66-årig mand kæmpede forgæves for sit liv, da fem hunde angreb ham. Hans søn gjorde det grusomme fund.

Mand omkom nær sit hjem i Beniarbeig, Alicante, efter han blev angrebet af fem hunde.

Guardia Civil efterforsker nu sagen, hvor den 66-årige mand blev angrebet af hunde, der er af en race, som figurerer på listen over farlige hunderacer. 

Dyrene tilhører en person, der bor i området.

Den afdøde forlod sit hjem til fods lørdag for at gå hen til en bygning på ejendommen, hvor der er en lille have. Det gjorde han hver lørdag.

Men denne gang nåede han aldrig frem. 

Det skriver Lasprovincias.es

Søn fandt liget

Det var mandens søn, der undrede sig over, hvor faderen blev så, så han gik ud for at lede efter ham. Det var en forfærdeligt syn, der mødte ham.

Faderen lå omkommet, og der var intet, nogen kunne gøre.

Liget bar tydelige præg af, at manden havde kæmpet bravt for livet, men han havde ikke en chance mod hundene i deres vilde blodrus.

Der var omfattende skader på arme, ben og i hovedet, og manden er efter alt at dømme omkommet som følge af massivt blodtab.

Manddrab

Vidner ledte hurtigt politiet hen til en nærliggende gård, hvor forpagteren ganske rigtigt havde fem hunde.

Ingen af dem havde blod på sig, men én af dem var meget våd, som havde den lige fået en bad. Mandens forklaring var dog, at den var faldet i poolen.

Ejeren har hverken dokumentation på hundene, tilladelse til at have dem eller den lovpligtige forsikring. Kun den ene havde den lovpligtige chip.

Hundene er af blandede racer af blandt andet bullterier og pitbull, der altid skal have mundkurv på, når de er ude. 

Manden risikerer nu en anklage for uagtsomt manddrab.

Ifølge lokalpolitiet er der tidligere sager med mandens hunde, men alle af mindre alvorlig grad.

Hidser hinanden op

Alle hundene blev efterfølgende placeret på dyreherberg i området af SEPRONA, men natten til mandag bed én af dem også en ansat.

Såkaldt farlige hunderacer kan blive meget agressive, hvis ikke de bliver trænet ordentligt, og deres fysik gør netop det til en livsfarlig cocktail.

Dette kombineret med en hundeflok på fem, hvor den mest aggressive er tager førerrollen, har efter al sandsynlighed kostet manden livet.

Reglerne for farlige hunderacer

Besiddelse af potentielt farlige hunde er reguleret ved kongeligt dekret 287/2002 af 22. marts:

  • Hundeejeren er forpligtet til at få et certifikat, som dokumenterer, at den pågældende opfylder alle kravene.
  • Licensen skal fornyes hvert femte år, hvor ejeren så igen skal bevise, at han eller hun opfylder kravene. 
  • Derudover skal man gennemføre en fysisk og psykologisk undersøgelse, hvor en læge skriver under på, at hundeejeren lever op til krav om syn og fysik.
  • Ejeren skal også registrere hunden i det kommunale register.
  • Dyrene skal som nævnt altid have mundkurv på i det offentlige rum. 
  • Man må ikke bruge en udtrækkelig snor eller en rem, der er længere end to meter lang.
  • Den samme person kan ikke gå med to eller flere potentielt farlige hunde ad gangen.
  • Det er forbudt for en potentielt farlig hund at gå frit - også selvom det er i et indhegnet, privat område.
  • Bliver hunden stjålet, eller løber den væk, skal det indberettes til den kommunale registreringsdatabase inden for 48 timer. 

Racen eller ejeren?

Hver gang offentligheden får kendskab til den slags historier puster det til debatten om muskelhunde: Skal de forbydes? Og i så fald – hvilke racer skal på listen? Eller er det ejerne, der skal 'godkendes', inden de må få en hund?

I Danmark blev der for nogle år siden vedtaget forbud mod at avle eller købe bestemte hunderacer – såkaldte muskelhunde. Loven dikterer, at import, besiddelse og avl af følgende hunde er forbudt:

  • Pitbull terrier
  • Tosa inu
  • Amerikansk staffordshire terrier
  • Fila brasileiro
  • Dogo argentino
  • Amerikansk bulldog
  • Boerboel
  • Kangal
  • Centralasiatisk ovtcharka
  • Kaukasisk ovtcharka
  • Sydrussisk ovtcharka
  • Tornjak
  • Sarplaninac

- og alle blandinger, hvor bare én af overstående er indblandet. Læs mere her

I Spanien opererer man ikke med konceptet 'forbudte racer'. Der findes dog en liste over farlige hunderacer, og det er:

  • Pit Bull Terrier
  • Staffordshire Bull Terrier
  • American Staffodshire Terrier
  • Rottweiler
  • Dogo Argentino
  • Fila Brasileiro
  • Tosa Inu
  • Akita Inu

- og alle blandinger af ovenstående. Læs mere her

De forskellige selvstyrende regioner skal overholde loven vedrørende farlige hunderacer, som blandt andet dikterer særlig forsikring, årligt lægetjek af ejer og obligatorisk mundkurv.

Hver enkelt region kan vælge at tilføje racer på listen. Eksempelvis har Málaga også valgt at udpege racen Doberman. Man må gerne tilføje, men ikke fjerne.

Hvad mener du? Skal bestemte hunde forbydes eller skal bestemte hundeejere "forbydes"?

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.