Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk og spansk i Game of Thrones

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 27/04/2016 - 11:20

Rejser & oplevelser

UNDERHOLDNING: Danmark og Spanien er super godt repræsenteret i den populære tv-serie Game of Thrones med henholdsvis tre danske skuespillere og flere fantastiske spanske lokationer.

Fantasy-serien Game of Thrones har siden debuten i 2011 taget verden med storm, og natten til mandag havde seriens sjette sæson premiere på HBO.

Selv hvis kombinationen af drager, krig, strategisk magtspil og fantastisk flot film-instruering ikke tiltaler dig, kan du glæde dig over to helt andre aspekter, der måske endda kan lokke dig til at se serien. 

Kongesøn, vildkvinde og pirat

Danmark har nemlig tre dygtige skuespillere med. Nikolaj Coster-Waldau har spillet den markante birolle som den berygtede kongesøn Jamie Lannister lige siden første afsnit, mens Birgitte Hjort Sørensen trådte ind på Game of Thrones-scenen i slutningen af sæson fem som en såkaldt 'wildling'.

Birgitte Hjort Sørensen (tv) og Nikolaj Coster-Waldau (th)

I september sidste år blev det offentliggjort, at Pilou Asbæk spiller en betydelig rolle i sæson seks som den frygtede pirat Euron Greyjoy, onkel til Theon og Yara Greyjoy, der har terroriseret verdenshavene og nu skal deltage i kampen om jerntronen.

Danskeren Dar Salim har også tidligere optrådt i serien, men gør det ikke længere.

Spanien her, der og alle vegne

Mens Danmark er repræsenteret fornemt på skuespiller-fronton, ville Game of Thrones slet ikke være det samme uden de utrolige spanske borge, tyrefægtnings-arenaer eller ørkenlandskaber. 

For at tage et eksempel lægger en tyrefægtnings-arena i Osuna nær Sevilla sted til et af de mest spændende afsnit i hele den populære series historie.

Optagelserne i arenaen har betydet, at turismen er opblomstret på ny, og byen er kommet ud af en årelang økonomisk krise.

Bardenas Reales i Navarra

Almería dominerer

Girona, Peñíscola (Castellón) Zafra-borgen i Guadalajara og ørkenlandskabet Bardenas Reales i Navarra er bare nogle af lokationer, mens du skal til Andalusien for virkelig at finde det sted, hvor Spanien sætter sit præg på Game of Thrones.

Almería, der er den tørreste region i hele Europa, vil være landet for Dothraki-stammen - brutale krigere på hesteryg – på grund af provinsens Sahara-lignende landskab.

Derudover er Torre de Mesa Roldá i Cabo de Gata-naturparken også en del af serien som pyramide-byen Meereen, mens Alcazaba-borgen (se artikelbillede) er Dorne – hjem for Martell-familien.

Det er bare nogle af stederne, så hvis du befinder dig i Andalusien, er der rigtig god mulighed for at opleve Game of Thrones på helt egen krop og måske endda møde nogle af stjerne under optagelser.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.