Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dræberne fra Asien

Skrevet af Pia Bruun, tir, 25/10/2016 - 01:00

Vejr og natur

NATUR: Kontrolleret, men ikke udryddet. Hvepseplagen har fået myndighederne op på barrikaderne.

Myndighederne på Mallorca er gået til kamp mod den asiatiske hveps, og det ser nu ud til at give bonus - i hvert fald lidt.

Eksperter siger, at arten er kommet under kontrol, men endnu ikke udryddet. Den asiatiske hveps er en særligt aggressiv art, som truer med at tage livet af andre hvepsearter.


Slår alarm

I 2015 slog flere biavlere på Mallorca alarm over tilstedeværelsen af den asiatiske hveps. Det er siden lykkedes at fjerne og uskadeliggøre syv reder.

Rederne måler op til 70 centimeter og vejer mere end ti kilo. Hver rede kan rumme op til 1.000 insekter. Det er det høje antal, der øger faren for, at den asiatiske hveps igen kan sprede sig.

En enkelt befrugtet bidronning er nemlig nok til at lave en ny rede med tusindvis af nye hvepse.

Tilintetgørelsen af rederne er sket takket været anmeldelser fra private og biavlere.

- Der har været mange falske alarmer, men det tager vi som et tegn på samarbejde, og at flere er blevet bevidste om den fare, arten udgør for vores egne arter, siger administrerende direktør for Miljøudvalget på Mallorca, Miquel Mir.

Importeret fra Kina

De asiatiske hvepse er omkring tre centimeter lange og sorte med en orange stribe.

Ingen ved med sikkerhed, hvornår de kom hertil, men de fleste eksperter mener, at de fjendtlige styrker sneg sig ind over grænserne engang i 2004, sandsynligvis skjult i containere med forskellige varer fra Kina, der blev losset i Marseille.

Faktum er imidlertid, at da den blev opdaget i 2005 i det sydlige Frankrig, havde den uinviterede gæst allerede etableret sig godt og grundigt.

Det varede ikke længe, før den trak de første spor af ødelæggelse gennem Bordeaux-området og har siden spredt sig til de nordlige dele af Spanien.

Dræber andre arter

Hvepsen - eller gedehamsen, som den også kaldes - er et grådigt rovdyr, og den er specialist i at dræbe honningbier.

Det er ikke en dræberbi i den forstand, at den overfalder mennesker, og den er heller ikke livsfarligt giftig. I de områder i Asien, hvor den kommer fra, udgør den rent faktisk sjældent noget problem for mennesker.

Den er derfor ikke farligere for mennesker end almindelige hvepse og bier, undtagen naturligvis for folk, der er allergiske over for dyrenes gift.

Problemet ligger et helt andet sted. Asiatenes larver er ligesom alle andre gedehamse grådige rovdyr. De skal have store mængder protein for at kunne vokse og udvikle sig.

Drabspatruljer

Men hvor de europæiske hvepse ikke er kostforagtere – de tager for eksempel store mængder sommerfuglelarver, men kan også godt finde på at overfalde en honningbi i ny og næ. Den asiatiske hveps har derimod i langt større grad specialiseret sig i at overfalde honningbier.

De sender regulære drabspatruljer ud, og når de finder et bistade, det være sig menneskeskabt eller naturligt, giver de sig systematisk til at udrydde samtlige beboere i det.

Europæierne er forsvarsløse

De starter med at stationere sig lige uden for boets flyvehul, hvor de enten sidder eller svæver i luften, mens de venter på bier, der flyver ind og ud.

Bierne bliver fanget og parteret – asiatere bider hoved, vinger, ben og bagkrop af og flyver derefter tilbage til deres larver kun med biens brystparti. En let og håndterbar proteinpakke, der er lige til at sætte hvepsetænderne i.

Denne trafik fortsætter, indtil der ikke er flere levende bier tilbage i boet.

Derefter rykker kæmpehvepsene ind og plyndrer boet for larver og honning. Larverne bruges til at fodre deres egne larver, og honningen spises af de voksne hvepse.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.