Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dødelig tortilla?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 10/02/2016 - 10:16

Sundhed & sygdom

SUNDHED OG SYGDOM: 66 er blevet syge, og én er død efter formodet salmonella-forgiftning i Cádiz.

Ung mand er død, og 66 er blevet syge efter at have spist på en bar i Cádiz. Myndighederne mener, at der er tale om salmonella-forgiftning. 

Man afventer lige nu en obduktion af den afdøde for at afgøre, om dødsårsagen var salmonella-forgiftning.

Ifølge Andrés Rabadán, der er leder af Cádiz Public Health Services, havde det 26-årige offer, Rúben Romero De la Torre, et dårligt hjerte. Det kan være grunden til, at forgiftningen var dødelig for ham.

Symptomer indikerer salmonella

Thelocal.es skriver, at 20 af de 66 syge er indlagt på hospitalet, men er i klar bedring, og ingen af dem viser bekymrende symptomer.

Patienternes symptomer – diarré, opkast, feber og mavesmerter – indikerer, at den mest plausible forklaring er salmonella-forgiftning.

Tortilla kan være årsagen

Rabadán ville ikke specifikt nævne, hvilken mad der muligvis har forårsaget forgiftningen, fordi der stadig bliver foretaget test.

Den lokale avis, Diario de Cádiz, skriver, at det sandsynligvis er en tortilla-sandwich med æg og kartofler, der er grunden til forgiftningen. Mange af patienterne bestilte nemlig dette.

Grimaldi, som baren hedder, er blevet lukket, indtil efterforskningen er afsluttet. Og det er der ifølge Rabadán en god forklaring på. 

- Det kan godt være, at det skader forretningen. Men det er trods alt bedre at miste penge end at miste menneskeliv, siger han.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.