Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Enestående oplevelse ved Kysten

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, søn, 12/07/2015 - 00:02

WEEKEND & VIDEO: Smuk og lækker flod giver eventyrlystne turister en stor oplevelse, men nu er det nok, siger borgmester.

Den smukke flod El Río Chíllar i Nerja er blevet til en decideret vandforlystelsespark, som tiltrækker tusindvis af besøgende. Det vil kommunen nu sætter en stopper for, så derfor er det nu, du skal komme af sted.

Denne tur er ikke for gangbesværede, men den er altså heller ikke særlig anstrængende, så du behøver ikke være i super god form.

Hvis ikke du vil snydes for en storslået oplevelse omgivet af skøn natur på alle sider - bare få kilometer fra turist-mekkaet på Costa del Sol - så sæt kryds i kalenderen allerede nu. Ellers kan det nemlig være for sent. Nerja Kommune vil nemlig sætte en stopper for de mange pilgrimme, der hver eneste dag valfarter op ad Río Chillar.

Vel vidende, at der er udsigt til en begrænsning i besøgstallet, iler vi med en beskrivelse af denne fantastiske oplevelse til vores læsere.

 
Huskeliste og tip
 
Hele herligheden varer omkring fem timer - tur retur - helt afhængigt af, hvor mange stop du laver undervejs. Medbring mad og drikke, badetøj, et par brugte tennissko - for en del af turen foregår på stenet bund - solcreme og en bredskygget hat. Og kamera - naturligvis,  for der vil være masser af oplagte muligheder til at forevige oplevelsen.
 
 

Et godt tip til dig, der ikke er kendt i Nerja-området er at lægge turen forbi tankstationen ved afkørslen til Frigiliana. På tankstationens cafeteria - der er yderst velfungerende og med rimelige priser - kan man bede om at få et kort, med en beskrivelse over, hvordan man finder frem til start-stedet. 

Herfra går turen gennem Nerja centrum til parkeringsforholdene nær floden.
 
 
Floden Río Chillar ligger i Naturparken Las Sierras Tejeda, Almijara y Alhama, og er derfor egentlig beskyttet.
 
 

Parkering skal foregå i de tilladte områder

Lad os gøre det klart med det samme: Det her er ikke nogen weekendtur. Årsagen er ganske enkelt, at der er for mange besøgende lørdag, søn- og helligdage. Vil du desuden være blandt de heldige, der kan gøre sig håb om en parkeringsplads til en euro lige ved starten af turen, skal du være tidligt oppe.

Vær fremme ved ni-tiden, så er der chance for at få en ledig plads - og så slipper du samtidig for den værste sommervarme.

Vær forberedt på et par kilometers gang i bagende sol uden særligt meget vand

Tuen kan klares af stort set alle - også familiens mindste og den firbenede ven. Bentøjet skal være i orden, men ellers byder den ikke på nogen alvorlige strabadser undervejs. Alle børn over otte år kan være med, specielt hvis forældrene er klar til at vende om, når trætheden melder sig.

Hvis du har planer om at gå hele vejen op til dæmningen, så lad de mindste blive hjemme - eller sørg for, at der er nogen, der kan holde dem under opsyn, mens du selv går hele turen. Den sidste dele af strækningen er ikke børnevenlig.

Endlig som man går mod strømmen begynder der at komme lidt mere vand

Lad være med at springe på stenene i floden for at undgå vandet. Inden længe kan du ikke undgå at få våde fødder, og der er jo også risiko for, at du snubler på stenene.

Pludselig er der er vandfald, hvor man kan få en forfriskende skyller

Det første sted, som byder på et forfriskende brusebad dukker op lige efter el-stationen. Her styrter vandet ned i en tyk stråle fra kanalen og den lille dæmning. Læg rygsæk og alt andet, som ikke må blive vådt, fra dig, og stil dig ind under bruseren, så er du frisket op til at fortsætte turen.

Efter gåturen fra bilen i bagende sol, er vandfaldet en kølig oplevelse

En af de største gener ved at tage turen om sommeren, er varmen. Du skal være forberedt på at temperaturen i juli og august kan nå over over de 35 grader.

Der er graffiti mange steder

Hundredvis af personer vandrer hver eneste dag op og ned i floden, og det er noget, der både sviner og forurener. Der bliver smidt affaldsposer, dåser, papir og nedslidte tennissko i floden. Det bliver også skrevet navne og budskaber på klipper og sten.

Vandkanalen (tv) kan du gå ad på tilbagevejen

 
 
Herfra bliver vandet ledet ned til plantagerne langs flodlejet.
 
 

Vandet er ret lavt, men friskt og køligt

Lad være med at springe fra sten til sten, for at undgå at få våde fødder. Du skulle jo nødigt snuble, og på et tidspunkt bliver du alligevel våd!

Nogle steder snævrer klipperne sig ind omkring dig

Nu bliver flodlejet smallere, og efter endnu et par kilometer kommer du op til Los Cahorros - en imponerende marmor-kløft, der flere steder er mindre end to meter bred. 

Der er både sol og skygge på den smukke flodtur

 
Mange af de besøgende er udenlandske turister og turister fra andre steder i Spanien, der har hørt om flodens skønhed, eller set billeder på nettet. For kommunen gør ikke meget, for at trække flere turister til området.

I takt med, at det bliver mere snævert, kommer der også lidt mere gang i vandet

De mest hårdføre kan nå helt op til dæmningen og vandingskanalen, der ligger otte kilometer væk, men de fleste når kun frem til de største små søer, hvor man kan slå lejr og spise medbragt mad og drikke. Den sidste del af turen - fra vandfaldet - er den sværeste. Her er der flere større sten og klipper, der skal forceres, men en lille sti fører de besøgende den letteste vej gennem flodlejet. 

En våd mås er ikke noget problem her

Hører du til de mange, der ikke tåler at være ude i solen i 35 graders varme, så tjek vejrudsigten i forvejen, for selv om fødderne er i vand det mest af tiden, og træernes skygge holder den værste varme væk, så bager solen hele sommeren fra en skyfri himmel. Hvis du bliver varm undervejs, så tag en dukkert med al tøjet på - det holder på fugtigheden og køler kroppen ned.

Den første lagune, du kommer til. Her kan du dyppe dig og tage en lille drikke-pause

Et af de første steder, hvor der er en oplagt mulighed for en lille dukkert, er i El Vado de los Patos, en slags ande-dam, som dog ikke længere har nogen ænder. 

Husk at have sko på, som sidder ordentligt fast på foden

Efterhånden som turen går op gennem slugten, bliver flodbunden mere stenet. Selv om stenene ikke er glatte, gælder det om at have fodtøjet i orden. Sandaler og klip-klapper er forbudt! Vælg et par gamle tennissko eller vandrestøvler, som kan vaskes efter brug. Er du i tvivl, så træd mellem stenene, så er du sikker på ikke at skride. Man kan også bruge hænderne til at støtte sig med, hvis det kniber med sikkerheden.

Frokostpause på vejen - husk at tage affaldet med dig

 

Der er masser af oplagte steder, hvor man kan nyde sin frokost. Er øllen blevet lidt lunken i rygsækken, så læg den til nedkøling i vandet. Husk at rydde op efter dig, og sørg for at få alt med.

Efter yderligere to kilometer dukker dæmningen op - La presa - hvorefter man så kan vælge at gå samme ved tilbage - husk at man aldrig ser det samme når man går tilbage - eller tage den delvist oerdækkede kanal, som er 6,5 kilometer land.kanalen bugter sammen med bjergskråningen på sin vej mod kysten og slutter i en stor dæmning, hvorfra vandet ledes ned til el-stationen på det sted, hvor turen startede. 

Vær opmærksom på, at kanalen kun er delvist overdækket, og det gælder om at have tungen lige i munden, når man balancerer på kanten af den. Kniber det med balanceevnen, eller lider du af højdeskræk, kan det være en god idé at tage turen tilbage gennem flodlejet i stedet for.

Fra dæmningen - hvor badning er strengt forbudt - går der en lille sti ned ad skrænten. Stien er ret stejl, og zig-zagger ned til el-stationen og flodlejet, hvorfra der er en lille halv times gåtur tilbage til parkeringspladsen.

Slut med flod-svin

Mange af klipperne er skæmmet af graffiti

Forurening og ødelæggelse af naturparkens værdier får nu myndighederne til at gribe ind. Hvis det lykkes at vedtage begrænsninger i besøgstallet, da det være sidste sommer floden er så let tilgængelig, som det har været tilfældet hidtil. 

Andre steder har man valgt at indføre brugerbetaling, som i El Chorro og på El Caminito del Rey, i Barranco Blanco i Coín er der lavet parkeringsforbund på p-pladsen nør floden Río Alaminos fra den 1. juni til den 1. oktober, så besøgende skal gå flere kilometer, for at komme frem. 

Inspireret fra bandemiljøet i USA smider folk deres slidte sko op i kablerne

Noget af det første man ser på vej ned til flodlejet er dusinvis af udtrådte sko, der er smidt op i el kablerne. Men der ligger endnu flere og flyder langs flodens løb og det er ikke noget kønt syn.

Slut med vandland

Nerjas nye kommunalbestyrelse, der er styret af et samarbejde mellem PSOE og Izquierda Unida har gjort det til et af de første mål at sætte en stopper for problemet, der har stået på i længere tid.

For bare få år siden var Río Chiller ret ukendt, med efter at de besøgende er begyndt at dele videoer og billeder på nettet, er folk begyndt at valfarte til floden.

Men når dagen er omme, ligger der tonsvis af affald langs flodlejet og der er også rapporter om skader på nærliggende installationer. Der ligger affald langs ruten, og flere steder er der malet grafitti på bjergvægge og sten.

 

Formand for kommunens miljøudvalg, Jorge Bravo fra venstrefløjs-partiet IU, siger til lokalavisen Sur, at en hans første opgave bliver ”at bringe orden i Rio Chillar og gøre op med det vandlandsbillede, som er opstået i de seneste år”.

Vil begrænse antallet

Han vil have et møde med formanden for miljøudvalget i Málaga-provinsen, Adolfo Moreno (PSOE) og Naturparkens direktør, Richardo Salas, for at finde en løsning på problemet.

Én løsning er at sætte en begrænsning for antallet af besøgende, som det er sket i Rio Verde i Granadas Sierra Almijara, hvor adgangen til området er begrænset.

- Vi vil også lave et informationskontor ved floden for at give råd til besøgende og kontrollere antallet turister, siger Jorge Bravo.

Hvad med parkering?

Et andet problem er parkeringsforholdene, for hvis du bare smider bilen i vejkanten, kan du være sikker på, at der er en hilsen til dig fra politiet, når du kommer tilbage.

Der er indrettet p-pladser ved en nedlagt cementfabrik, som har plads til 69 biler. Resten skal parkere to kilometer væk i Calle Mirto, hvor der er åbnet et stort område for besøgende.

- Vi skal gøre alt, hvad der er muligt for at forhindre overbelastning af floden og miljøet. Det kan ikke fortsætte som hidtil. Fra rådhusets side kræver vi handling, siger han.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.