Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Få så dannet den regering!”

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/07/2016 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: Spaniens politiske ledere bliver opfordret til at lægge egoismen på hylden for at undgå endnu et nyvalg.

I morgen starter ‘Dronningerunden,’ hvor Spaniens top-politikere mødes med Kong Felipe VI, der skal afgøre hvem, der skal forsøge at danne regering.

Situationen er dog noget nær et déja vu med perioden efter de seneste to valg, hvor ingen af politikerne ville give sig for at få dannet en regering. Det kan du læse mere om ved at klikke her.

Derfor har 47 personer inkluderet kunstnere, tidligere politiske ledere og andre personligheder underskrevet et åbent brev, hvor de opfordrer landets partier til at gøre alt for at undgå et tredje valg inden for et år, skriver El País.

Det drejer sig om personer fra stort set hele det politiske spektre fra PSOE over Ciudadanos til PP, heriblandt seks forhenværende ministre under socialistiske regering og en tidligere PP-minister.

Forfatter Fernando Savater og tidligere generalsekretær for NATO, Javier Solana, er også at finde på manifestet over folk, der siger, at førsteprioriteten lige nu for Spanien er at få en ny regering op at køre.

Drop jagten efter syndebukke

- Tiden er inde til at søge aftaler og løsninger i stedet for at forblive besat med at finde syndere at give skylden, lyder brevet, der også er underskrevet af historiker Santos Juliá og filminstruktør Manuel Gutiérrez Aragón.

Dokumentet beder derudover partierne om at “undgå den absurde situation at tvinge vælgerne til at overdrage løsningen til et nyt valg.”

- Alle ledere og partier burde vide, at de allerede har kæmpet mod hinanden ved to afstemninger, og at de er forpligtet til at gøre den nødvendige indsats for at afslutte denne regerings-løse situation, slutter brevet af med.“

Interessant 'Dronningerunde'

Når ‘Dronningerunden’ er overstået i morgen, regner man med, at Kong Felipe VI vil pege på fungerende premierminister og PP-leder, Mariano Rajoy, til at danne regering, hvilket han afslog efter December-valget, hvor Pedro Sánchez, PSOE, i stedet forsøgte at blive Spaniens nye leder. Men han var aldrig i nærheden af et flertal. 

Denne gang står Rajoy og PP dog en lille smule stærkere, men har stadig ikke nok mandater til et flertal, da partiet ikke har en reel samarbejdspartner.

Sánchez har gentagne gange slået fast, at han ikke vil støtte en regering med Rajoy i spidsen, og midterpartiet Ciudadanos med Albert Rivera i spidsen, der ellers var det bedste bud på en regeringsmakker, har Rajoy ikke kunnet nå til enighed med.

Regering i sigte?

Både PSOE og Ciudadanos har dog lagt op til, at de vil undlade at stemme på Mariano Rajoy ved indsættelses-afstemningen om at blive landets kommende premierminister - hvis det altså bliver aktuelt - og dermed vil PP-lederen kunne danne et simpelt flertal.

Bliver det tilfældet, vil Spanien altså have en mindretalsregering, der skal indgå aftaler fra lov til lov.

Lige netop det scenarie kan du også læse mere om i fredagens artikel. 

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.