Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Historisk motortrafikvej snart klar

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 27/08/2015 - 01:00

Fly & trafik

TRAFIK: Strækningen har været undervejs i 14 år, men nu er øst og vest endelig bundet sammen langs Middelhavet.

Næste måned bliver den længe ventede og allersidste strækning af motortrafikvejen 'La Autovía del Mediterráneo' i Sydspanien indviet.

Der er tale om én af de dyreste vejstrækninger i landet, og som har været længst tid undervejs.

Projektet blev godkendt i 2001, men går rent faktisk helt tilbage til 1990, da vejvæsenet, la Dirección General de Carreteras fremsendte sit forslag til ny motortrafikvej mellem Motril i Granada Provinsen og Adra i Almería til miljøministeriet.

Og siden da er årene – og millionerne – rullet af sted. Nu – 14 år efter godkendelsen - ser det ud til at vejarbejdet er færdigt.

Nu mangler der stort set kun autoværn og skiltning, for at strækningen står klar til at modtage de første bilister, skriver lokalavisen SUR.

Den nye strækning går fra Carchuna i Almería til Castell del Ferro i Granada Provinsen og er på 10,1 kilometer.

Den forbinder den østlige del af Málaga Provinsen med kysterne i Granada og Almería - og har kostet den nette sum af 13,5 millioner – per kilometer.

Dermed er der i alt 1.440 kilometer motortrafikvej mellem Cádiz i syd til den franske grænse.

Historisk øjeblik

Indvielsen sker med deltagelse af landets konservative regeringsleder, Mariano Rajoy.

Regeringens delegerede i Granada, Santiago Pérez, bekræfter, at der var været tale om meget kompliceret arbejde.

- Klippestykker er blevet sprængt i luften. En stor del af det, faktisk det meste, er sket om natten, siger han.

- Derfor vil jeg gerne takke de naboer, der har boet nærmest vejarbejdet for deres tålmodighed, siger Pérez.

13,5 millioner per kilometer

Hele strækningen har kostet 135 millioner euro – hvilket er det dobbelte af de oprindeligt budgetterede 67,36 millioner.

Landets tidligere socialistiske regering havde afsat alt for få penge til projektet, og der måtte laves ændringer, kritiserer regeringsrepræsentanten.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.