Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvis du elsker lækre sko...

Skrevet af Pia Bruun, man, 02/03/2015 - 01:00

Penge & Forbrug

FORBRUG: Hører du til de mange kvinder, der har en svaghed for lækre sko, så kommer her en god nyhed: Den eksklusive skofabrikant Hispanitas åbner sin første butik i Madrid til efteråret.

Butikkens placering er endnu ikke blevet afsløret, men vil være beliggende i en central del af den spanske hovedstad, Madrid.

Det er Hispanitas’ første egen butik i Spanien, men på ingen måde den sidste, siger administrerende direktør Luis Chico de Guzmán.

Det eksklusive skomærke fejrer sit 25 års jubilæum i år og har solgt sine modeller i butikker og kæder over hele landet siden 1990.

Men nu vil producenten altså endelig stå på egne fødder (sko) med sin første butik i Spaniens største by.

Det er udsigt til øget forbrug, der får Hispanitas op på tæerne.

Efter flere år med faldende salg er det indenlandske marked nu begyndt at komme sig, og Hispanitas forudser en vækst i sit salg på hele otte procent i de kommende år, siger Chico de Guzmán.

Siden begyndelsen af krisen i 2007 har Hispanitas overlevet takket været sit internationale salg, som har holdt virksomheden oven vande, indrømmer Chico de Guzmán, som kan gnide sig i hænderne over en fremgang på de udenlandske markeder på hele 20 procent.

Hispanitas sælger fra butikker og gennem koncessioner i 50 lande, og omsætningen herfra udgør 62 procent af den samlede omsætning.

Selskabet har primært koncentreret sin internationale ekspansion i Kina og USA og har planer om at fordoble sin tilstedeværelse i Kina, hvor der nu er 15 udsalgssteder i indkøbscentre i øjeblikket.

Go'e udsigter

Selv om Hispanitas kom ind på det amerikanske marked for et år siden, har der været stille og støt fremgang på det nye marked, siger selskabets ledelse.

Hispanitas sluttede sidste år med en omsætning på 46,5 millioner - en stigning på 9,6 procent i forhold til 2013. Prognoser for 2015 omfatter vækst på 30 procent via online-salg.

Hispanitas sko og støvler er lavet af meget høj kvalitet og er håndlavet i Petrer, i den sydlige del af Alicante-provinsen.

Firmaets produkter betegens som ”praktiske, behagelige, solide og alsidige, men med et smart, feminint touch”.
Støvler koster fra 100 til 150 euro – så det er ikke i den billige ende. Skoene koster fra 90 til 120 euro, og taskerne koster mellem 100 og 210 euro.

Hispanitas har to taskefabrikker og 12 skofabrikker i de vigtigste centre i Petrer, samt fabrikker i nabobyerne Elda, Elche og Villena.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.