Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kæmpe, illegalt våbenlager

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 30/03/2015 - 11:24

Krimi og katastrofe

KRIMI: Politiet laver den største beslaglæggelse i området nogensinde.

Politiet har anholdt en mand i Barcelona for at have været i besiddelse af et arsenal af ulovlige våben og ammunition. Der er tale om den største samling af ulovlige våben nogensinde i Catalonien.

Det skriver blandt andre 20minutos.es

I en erklæring oplyser catalansk politi, at den anholdte bor i Barcelona, er spansk statsborger og 66 år gammel. Sigtelsen lyder på ulovlig besiddelse af våben og sprængstoffer samt handel med og opbevaring af begge dele.

Manden blev anholdt den 22. marts, efter at politiet havde fået en anmeldelse fra en mand om, at den 66-årige siddende i sin bil havde spurgt ham, om ikke han ville bytte en pistol for en drink. Han var ikke umiddelbart med på den sære byggehandler og flygtede derfra og direkte til politiet.

Manden blev anholdt kort tid efter, mens han stadig sad i sin bil, hvor politiet fandt to pistoler, en revolver, knive, knojern, peberspray og ammunition.

Bevæbnet til tænderne

Og så var politiets interesse mildest talt vakt, så efter anholdelsen, tog de et smut forbi mandens to boliger. Her fandt man et sandt våbenarsenal: i en lejlighed i Barcelonas Horta-kvarter fandt man håndvåben, et haglgevær, tre rifler, 2.500 patroner, tre kilo sprængstof, tusind detonatorer, en attrap granat samt forskellige andre forbudte våben, så det var nødvendigt at sætte bombeeksperterne ind.

I et andet hus i Planoles, Girona, fandt man elleve håndvåben og ti rifler, dele til håndvåben, 205 patroner af forskellige kalibre, over 19.300 projektiler, elleve knive, fem lyddæmpere og 30 magasiner.

Den anholdte stod skoleret for dommeren den 25. marts, men er nu lødsladt mod kaution. Efterforskningen er fortsat åben.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.