Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Klar til sus på Kongestien?

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tir, 24/02/2015 - 09:45

Rejser & oplevelser

OPLEVELSER: Endelig er der sat dato på, og fra i dag kan du reservere billetter til Camino del Rey.

Fra og med i dag kan du reservere billet til en tur på den nyrenoverede Caminito del Rey. Kongestien – der tidligere var en af verdens farligste – bliver indviet til påske.

Provinsdiputationen i Málaga er klar med sin nye hjemmeside til pladsbestilling på den berygtede sti, der snor sig tre kilometer langs den lodrette klippevæg 100 meter over floden ved El Chorro i den nordlige del af provinsen.

Børn ingen adgang

På hjemmesiden er der detaljeret information om reglerne for at færdes på stien. Der er kun plads til 50 personer ad gangen og maksimalt 600 besøgende om dagen.

Der kan kun foretages fem pladsreservationer per person og højst to måneder i forvejen. Børn under otte år må ikke færdes på stien, derimod er der ingen begrænsninger for ældre eller gangbesværede. Du skal bære hjelm, men det er til gengæld gratis at låne en hjelm, og den bliver udleveret ved indgangen.

En tur på Caminito del Rey er gratis i de første seks måneder efter indvielsen den 26. marts. Provinsdiputationen overvejer at udvide gratis-perioden til et helt år for at fremme besøgstallet og promoveringen.

El Caminito del Rey vil være åben i sommerperioden fra klokken 10 til 17, om vinteren fra klokken 10 til 14. Mandag lukket.

Stien er 2,9 kilometer lang, hvoraf de 1,5 kilometer går langs klippevæggen, mens resten er stier gennem klippe- og skovområdet.

Vær opmærksom på at stien er liniær, og at man derfor skal påtænke tid til at gå turen tilbage igen, og at der fra P-pladsen til stiens start er omrking en halv kilometer. Fra indgangskontoret til stiens start er der cirka ti minutters gang.

På hjemmesiden http://www.caminitodelrey.info/es er der også oplysninger på engelsk, fransk og tysk. Og det er også her, du kan reservere billet, men først fra klokken 12 i dag, tirsdag den 24. februar.

Opdateret klokken 12:30

På grund af overvældende interesse er hjemmesiden nede, og det er pt ikke muligt at reservere billetter.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.