Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lad os flyve til en stjerne...

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 03/01/2015 - 00:01

Klumme

KLUMME: næppe var årets første arbejdsdag startet, før tanken om en øde ø fristede.

Du kan sikkert godt forestille dig, at du betaler mange penge for den bedst mulige internetforbindelse. Tilmed også, at du har en reserve- forbindelse, hvis den bedst mulige skulle crashe. Jeg behøver sikkert heller ikke anstrenge mig meget for at overbevise dig om, at reserven nødvendigvis heller ikke behøver fungere...

 

Det var netop tilfældet, da teamet bag Spanien i Dag mødte friske og veloplagte på årets første arbejdsdag. Intet fungerede, og som det tidligere er sket, tog vi alle til de hjemlige skyttegrave, hvor hver enkelt har internet. På den måde kom nyhedsbrevet frem - omend lidt forsinket - og nyhederne lagt op på hjemmesiden.

 

Da var det, jeg kom til at tænke på livet på en øde ø, hvor der hverken er telefon eller internet. Og samtidig kom jeg til at tænke på Ninna og Frederiks sang: Lad os flyve til en stjerne.

 

Kender du ikke Ninna og Frederik - eller har lyst til at genopfriske dem - så klik i linket nedenunder og se videoen fra filmen 'Verdens rigeste pige.' Den er fra 1958 og absolut en oplevelse værd. Det var iøvrigt samme år, Ingvar Kamprad åbnede sit første IKEA i Älmhult i Sverige.

 

Ninna, der i dag er 82 år, bor i Barcelona. Frederik døde i 1994 

 

Traditionen tro så jeg både Spaniens Kong Felipes tale juleaften samt Dronningens og Stratsministerens nytårstaler henholdsvis nytårsaften og 1. nytårsdag.

 

Specielt efter Statsministerens tale, kunne jeg godt have undværet kommentarerne fra både studieværterne og de inviterede politikere. Tænk, hvis man bare havde haft en stund helt alene til at gøre sig sine egne tanker og konklusioner om hendes tale. Selvfølgelig kunne jeg straks have slukket for tv’et, men det gjorde jeg altså først, da politikerne for alvor begyndte at opføre sig som de mest uopdragne i børnehaven.

 

Nu var taleren i år en socialdemokrat, til næste år er det måske én fra Venstre eller måske Dansk Folkeparti. Så inviterer studieværterne bare nogle politikere, der er i opposition til vedkommende, og vi får den samme gang børnehave bare med modsatte fortegn.

 

Hvad kan vi bruge det til? Eller når studieværterne selv fører debatten ind på årets forestående valg i Danmark, der uden tvivl bliver årets medie-stunt i Danmark uden sidestykke?

 

Spørgsmålet om flygtninge deler godt nok danskere, uanset hvor de bor i verden. Tusindvis af meninger er der også om dagpenge, østarbejdere, EU og alt muligt andet.

 

“Her går folk og kaster skygge over vores liv og lykke” synger Ninna og Frederik i sangen og tænk, alt det politiker-propaganda ville man slippe for på den øde ø.

 

Folketinget er nu engang sat sammen, som det er, og hvor ville det være dejligt, hvis de passede deres arbejde og løste problemerne uden at skulle servere tudefjæs for befolkningen i ligegyldige debatter, der kun har valg-propaganda som formål.

 

Den øde ø lokker også svært i Spanien. Specielt med det år, som vi nu er kommet ind i, hvor de politiske svinestreger formentlig vil blusse op i et hidtil ukendt omfang med landets nye politiske konstellationer.

 

Allerede sidste år lokkede Ø’en, da korruptionsafsløringerne nærmest eksploderede, og gjorde en stor del af befolkningen rasende. Selvfølgelig ikke den del, der havde nydt godt af overflodsflæsket. Og det var ikke så få.

 

Den spanske administration er fyldt med personer, der har deres jobs på grund af relationer og ikke fordi, de er kvalificerede til jobbene. Og ganske vist er det, at det finder sted på alle niveauer: i administrationen hos både stat, regioner, kommuner og statsforvaltede selskaber har ‘amigos’ altid stået i første række ved tildeling af de fede jobs.

 

Og nej, hvor kan de slås indbyrdes administrationerne i staten, regionerne, amterne og kommunerne. Ja så meget, at erhvervsmæssige initiativer dør i den årrække, der ofte går, inden en tilladelse til en større erhvervsaktivitet foreligger. For der er jo hele tiden hensynet til, at der ikke bliver tisset på vores amigos’ erhvervsinteresser. 

 

Sikkert er det, at denne etablerede klasse vil kæmpe med næb og klør mod det nye parti Podemos’ entré på den politiske arena. Flere spanske analytikere spår noget af en revolution og under alle omstændigheder betydelige forandringer som konsekvens af partiets krav.

 

Den hidtidige politiske struktur med dominans af enten regeringspartiet PP eller socialisterne PSOE vil falde fra hinanden, da de fleste analytikere er enige om, at regeringspartiet PP vil miste sit absolutte flertal, og at PSOE heller ikke vil opnå et.

 

De etablerede partier frygter Podemos. Da partiet vandt pladser i maj i Europaparlamentet startede de med at nedsætte honorarerne til deres medlemmer. Og sådan er der mange ting i partiets program, der skræmmer den rige gruppe i Spanien, der er blevet større i forbindelse med krisen.

 

En anden skræmmeting for de etablerede er, at Podemos’ centrale gruppe på 62 personer fortrinsvis er yngre mennesker og næsten alle med en akademisk topuddannelse. Folk, der i debatter kan blive svære at bide skeer med.

 

Premierminister Mariano Rajoy har inviteret PSOE til samarbejde efter et valg - hvis altså PP ikke får absolut flertal. PSOE’s leder, Pedro Sánchez, har afvist. Indtil videre…

 

Vi vil sikkert også frem til valget senest i november opleve, at Rajoy vil kaste godbidder ud til befolkningen i håb om at kunne bevare magten. 

 

Der er ikke meget tvivl om, at 2015 bliver det politisk mest spændende år i det spanske demokratis historie.

 

Og når man samtidig har visionen om at dele denne udvikling med Spanien i Dags læsere, er det forbundet med en del vanskeligheder at flygte til en øde ø.

 

Måske skal jeg bare visualisere min helt egen Ø. Måske er det heller ikke så svært i Spanien, hvor solen skinner så meget, og klimaet er så dejligt. Jeg kan jo bare ind i mellem flygte til en landsby, hvor indbyggere alligevel ikke gider snakke politik, eller til en naturpark, som der er så mange af.

 

Samtidig kan jeg så håbe på, at Spanien får en velfærdsmodel, der - trods den politiske børnehave - er lige så god som den danske.

 

På Spanien i Dag glæder vi os til at dele 2015 sammen med dig!

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.