Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mit telt er mit hjem

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 21/04/2017 - 01:00

Samfund og Politik

BOLIG & SAMFUND: Mange er hjemløse på Balearerne, efter det er blevet ekstremt dyrt at leje på grund af korttidsudleje til turisterne.

Boligsituationen på de Baleariske øer er forfærdende, og i dag er 188 hjemløse registreret i Palma.

Ahmed på 59 år er en af dem.

Han bor i et telt i parken Ses Estacions. Af egen fri vilje, siger socialarbejdere, der to gange er blevet afvist, da de ville hjælpe ham.

Mange af hans naboer støtter og hjælper ham med at opretholde det daglige liv. Han gør jo ingen skade, siger de.

Andre mener, at La Administración burde tage sig af ham, men folkene har prøvet, og han har altså nægtet at modtage hjælp fra de sociale myndigheder.

Med hensyn til at han generer på offentlig vej, siger El Cort, at da der er tale om en beboelse, skal der en dommerkendelse til, før politiet kan fjerne personen. Og den er ikke kommet endnu.

Alligevel er han myndighedernes problem.

Ham og alle de andre, som bor på gaden, hører under El Institut Municipal d*Afers Socials, der hører under El Conseil de Mallorca.

Træt af løgne

- Hvis han bare ville gå til et af centrene, ville der ikke være noget problem, siger man fra IMAS. En institution, som har et nødberedskab for sociale tilfælde sammen med Røde Kors.

Der er en specialafdeling, der bevæger sig rundt i byen om natten for at hjælpe dem, der ikke har tag over hovedet.

Men Ahmed siger til Diario de Mallorca, at han ikke giver noget for Røde Kors.

- Jeg er træt af spørgsmål, løgne og fælder. De lover ting, som de så ikke kan opfylde, siger han.

Ahmed blev født i Marokko for 59 år siden. I Spanien har han opretholdt livet ved selv at tjene til dagen og vejen - primært i byggefaget.

Han blev som mange andre millioner af mennesker slået ud af kurs af den økonomiske krise. Mange af de mennesker, den ramte, lever i dag under fattigdomsgrænsen i enten religiøse eller offentlige herberger.

Ingen boliger til de fattige

Andre som Ahmed vil helst være ude i det fri. Han bor midt i byen i en slags telt, hvor han sover og laver mad. Det er meget rent og ryddeligt.

Der er ingen boliger til immigranter, mener han.

At leje på øerne koster i gennemsnit 1.160 euro per måned. Huslejerne er steget med 11,97 procent i første kvartal af 2017.

Det gør Balearerne til Spaniens dyreste sted at leje bolig. Stigningen skyldes, at folk hellere vil udleje på kort sigt til turister. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.