Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ombord på Donald Trump Airways

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/01/2017 - 00:01

Klumme

KLUMME: Nu er Donald Trump blevet USAs 45. præsident. Hvad betyder det for dig og mig og vores information om, hvad der sker?

Jeg sidder i et fly med ukendt kurs. 

Når jeg ser ud til højre er det mørkt, og det lyner ind imellem gennem de tunge sorte skyer.

Når jeg ser til venstre, gryr dagen med solstråler og en blå himmel danner baggrund.

I højttalerne lyder det: “This is your captain speaking. Please fasten your seatbelts we are approaching a turbulent area”.

Passagererne virker nervøse og meget usikre.

Vigtigt

Uanset om man bor i USA, Fuengirola eller Valby er valget af USAs næste præsident noget vigtigt, der berører os alle. Det ses på engagementet. Måske et lige så hot samtaleemne, som et nationalvalg i vores respektive lande.

Og lederen af USA - verdens indtil videre mest magtfulde land - er da også en person, der kan få indflydelse på vores hverdag i de enkelte lande.

Ikke bare når vi tænker på verdensfreden og vores egen sikkerhed i NATO-sammenhæng, men også på de økonomiske konsekvenser på for eksempel handelsniveau. 

Mens jeg skriver denne lørdagsklumme er Donald Trump i dag, fredag, blevet indsat som USAs 45. præsident.

Bakspejlet

Jeg tænker i den forbindelse tilbage på den tid, der er gået, siden Trump stillede op som præsidentkandidat, til hans nominering som Republikanernes kandidat og endelig hans sejr over Hillary Clinton.

På en måde kan jeg ikke lade være med at sammenligne denne tid med Simon Spies’ exceptionelle evner til at få gratis reklame for sit rejsebureau.

Uanset om det var reservationen af et ekstra flysæde til hans stok, hans morgenbolledamer eller sex-seancer på en natklub, så endte det hele med, at kunderne gjorde Spies Rejser til landets største og mest populære rejsearrangør.

Uden at der dengang fandtes hverken twitter, Facebook eller andre sociale medier, som i den amerikanske valgkamp er udnyttet helt ud i de yderste hjørner.

Ingen kan vel være meget uenig med mig i, at valgkampen i USA har været både usmagelig og nedværdigende for de personer, der var kandidater til landets højeste embede.

Nogle vil selvfølgelig mene, at den ene var værre end den anden. Sådan skal det også være: Enhver har ret til at have sin mening og skal respekteres herfor. Alt for ofte ender politiske diskussioner mellem mennesker desværre i en gråzone, hvor de ikke hører hjemme.

For ingen har jo ret, før fremtiden har bevist det.

Medierne

Jeg har lyttet intenst til både dem, der har ment, at Trump ville blive både tunge skyer og tordenvejr og til dem, der mente, at der er chance for solskin og blå skyer.

Som sædvanligt har det været svært at trænge igennem til substansen i mediernes dækning. Vi ved jo alle, at alt for ofte opprioriteres dramaet og frygtscenarier i overskrifter og Breaking News.

Og aldrig tidligere har så mange kloge analytikere taget fejl om, hvad der var virkeligheden i de amerikanske vælgeres opfattelse af de to præsidentkandidater. 

Nu hvor Donald Trump er blevet USAs præsident, bliver det kunsten for os andre at finde pålidelige kilder til hans kommende påfund og ikke mindst være skeptiske over for fortolkningen af dem. Under valgkampen blev han jo uvenner med flere større amerikanske dagblade hvis journalistik, han talte meget nedsættende om.

Måske kan man forestille sig, at de gerne ville hævne sig og derved medvirke til at sløre de faktuelle forhold for os andre.

Normalt er amerikanske forhold ikke på Spanien i Dags liste over nyheder til vores læsere. 

Men ligesom USAs nye præsident er vigtig for dig i Valby, er han det også for vores læsere i både Danmark og Spanien - og for mig i Fuengirola.

For jeg bor ikke langt væk fra USAs store baser og missilopstillinger i Sydspanien. Baser, der er blevet anvendt til bombetogter mod mål i både Nordafrika og Mellemøsten.

Og som måske vil blive anvendt til at opfylde Trumps løfte om at udrydde Islamisk Stat.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.