Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

PREMIUM-familien fylder to år

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 15/10/2016 - 00:01

Klumme

KLUMME: Spanien i Dag har udviklet sig til andet end et medie. Takket være PREMIUM-abonnenterne er der kommet mange nye tiltag.

Jo, det var en dristig beslutning, da vi i efteråret 2014 besluttede at gøre Spanien i Dag til en betalingsside for de læsere, der ønskede at drage nytte af samtlige nyheder og artikler.

Al begyndelse er svær. Men i dag kan vi konstatere, at vores ønske og mål om at gøre Spanien i Dag til læsernes avis og blive økonomisk mindre afhængig af annoncører er på rette spor.

Det takker vi vores PREMIUM-abonnenter for. Vi er også meget taknemmelige for jer, der har været med lige fra starten.

Vi havde i efteråret 2014 lidt startvanskeligheder med de automatiske betalingssystemer for PREMIUM-abonnementerne. Men i foråret 2015 lykkedes det os at få etableret Spaniens eneste betalingssystem med kreditkort på dansk. 

Det har været en stor succes, og vi er nu ved at hjælpe andre danske virksomheder i Spanien med at kunne drage nytte af dette betalingssystem.

Ditten og datten og andet vigtigt

PREMIUM-abonnenterne er blevet Spanien i Dags familie. Vi får spørgsmål om det ene og det andet, og der er jo ikke noget mere naturligt end at hjælpe et familiemedlem.

Der er også mange, der lige har glemt adgangskoden, at forny kreditkortet eller ikke kan få det til at fungere på sin iPad. Så er vi parate hver dag hele ugen med hurtige svar.

Eller noget helt andet. For eksempel spørgsmål om en hund. Spanien i Dags IT-Quinde, Carmen, er også uddannet dyrlæge og har tidligere praktiseret. Jo, hun er i sandhed et vidtfavnende menneske...

PREMIUM-abonnenterne har også noget, der ligner ret til at bestille artikler om bestemte forhold, der er af betydning for dem. Dem har vi haft mange af gennem tiden, og de fleste af alle forslag har været særdeles relevante. Vi har selvfølgelig forbeholdt os retten til eventuelt at afvise, men det er kun sket i tilfælde, der kan tælles på én hånd.

SPANIEN & DIG

Som eksempler på artikler, der er skrevet på opfordring fra læserne, er artikler om skat, arv, lejeregler, vovser i tog, registrering af feriebolig, spansk politi, syn af bil, regler for taxikørsel etc.

Sektionen hedder SPANIEN & DIG

Der er også mange ikke-PREMIUM-abonnenter, der gratis forsøger at få os til at svare på spørgsmål eller lave artikler for dem. Her er vores holdning, at såfremt deres emne er relevant for vores PREMIUM-abonnenter i bred forstand, så publicerer vi en artikel alene for PREMIUM-abonnenterne.

Ny pen

Måske har du bemærket en ny skribent på Spanien i Dag, Dorrit Barrett. Hvis ikke, kan du glæde dig til hendes artikler. Dorrit har en baggrund som både journalist, redaktør og mange år som novelleforfatter.

Vi synes, at Dorrit skriver i et levende sprog og er i stand til at gøre den mest kedelige historie læsevenlig og spændende. Dorrit er et skønt nyt familiemedlem for os alle.

 
 
Udflugter

Vores udflugter til Kongestien har været en stor succes for deltagerne, og pladserne er blevet revet væk.

Spanien i Dags Pia Bruun er i år blevet uddannet som ‘Técnico en Conducción de Actividades Físico-deportivas en el Medio Natural’ og er vist den eneste dansker i Spanien med den fine titel, der på dansk kan oversættes til autoriseret naturguide. Det giver tryghed for deltagerne på turene. 

Vi fortsætter med at arrangere spændende oplevelses-ture for grupper på bestemte dage. Men der er også mulighed for skræddersyede ture for færre personer til andre udflugtsmål, hvor spørgsmålet om tilgængelighed for alle også kan prioriteres.

Læs iøvrigt i morgen om muligheden for en spændende tur til Hertugindens intime Palads i Sevilla.

Ferieboliger

Mange af vores læsere er bosiddende i Danmark. En stor del af dem har en feriebolig i Spanien, som de udlejer, når de ikke selv anvender den.

I forbindelse med den nye lov om udlejning af ferieboliger i Andalusien, skrev vi en artikelserie om, hvordan man gør det. Herefter blev vi opfordret til at hjælpe private boligejere med fortsat at kunne udleje, men på lovlig vis. 

Med den viden, vi allerede havde om sagen, var det en naturlig handske at tage op, og vi har siden hjulpet mange af vores læsere med at få registreret deres feriebolig - uanset om den ligger i kystområder eller på landet i Andalusien.

Alle disse registreringer førte til et nyt ønske om, at udlejerne lovligt kunne gennemføre deres udlejninger med både lejekontrakter og indberetning til politiet på spansk. Det betød, at vi i juli og august udviklede en administrationsplatform for udlejerne under navnet www.ferieboligplus.es

Den er smart på flere måder: Alle indtastninger foretages på dansk og i den anden ende kommer de lovpligtige lejekontrakter og indberetninger til politiet ud på spansk. Dertil kommer, at de nødvendige oplysninger til den spanske revisor automatisk ligger klar til den kvartalsvise opgørelse.

Vinterophold

Andre af vores læsere, der bor i Danmark, har ikke nogen feriebolig i Spanien. Måske har de tidligere boet her, men har besluttet at vende tilbage til fædrelandet på grund af alder og børnebørn, der jo altid trækker.

Mange af dem - eller andre - ønsker dog at opholde sig i Sydspanien i lejet bolig i kortere eller længere tid i vinterperioden. For denne gruppe drejer det sig i høj grad om tryghed under opholdet.

Jeg håber, at Spanien i Dag kan blive bindeled mellem lovligt registrerede ferieboliger og denne gruppes behov.

Endnu et familiemedlem

Spanien i Dags familie er bred. Ud over en dyrlæge og en naturguide er min datter Patricia spansk-uddannet psykolog, dansktalende med lang erfaring som krisepsykolog i blandt andet Røde Kors og med hjertet på rette sted.

Patricia har i mange tilfælde - blandt andet gennem det danske konsulat i Málaga - assisteret ved krisesituationer for danske familier hernede.

Patricia er ikke kun kriser. Hun er også rigtig god til at hjælpe enhver videre med et personligt problem og optimisme.

Siger en stolt far om sin datter.

Uforglemmelig

Ligesom manden måske ikke længere husker en buket til hustruen, når den værste forelskelse har lagt sig, må jeg i dag ikke glemme buketten til Spanien i Dags redaktør, Kathrine Hesner.

Kathrine er virkelig hybriden i vores nyhedsproduktion og kan i den forbindelse bedst betegnes som familiens overhoved.

Spanien i Dags fremtid er at øge samhørigheden med vores familie. At vi altid er mediet, der giver dig det ærlige og korrekte svar. Samtidig skal vi orientere om de forhold i Spanien, der er vigtige for dig: Politisk, samfundsmæssigt, skattemæssige forhold, de bedste tilbud på flyrejser, oplevelser i Spanien og alt det andet.

Prøveabonnement PREMIUM

Spanien i Dag har mange modtagere af nyhedsbrevet, der ikke er PREMIUM-abonnenter. I den kommende tid vil vi tilbyde dem et gratis 15-dages prøveabonnement på PREMIUM. Tilbuddet gælder altså kun for nye abonnenter.

Kender du nogen, som kunne være interesserede i det, - eller skulle du selv være det - kan du sende dem eller selv benytte følgende link:

http://www.spanienidag.es/content/opret-premium-pr-veabonnement

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.