Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rajoy anmoder om tillid

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 27/10/2016 - 11:18

Samfund og Politik

POLITIK: En mere ydmyg kandidat til posten som regeringschef holdt i går sin indledende tale i kongressen.

Onsdag aften klokken 18:00 startede indsættelsesproceduren - ‘La Investidura’ -med Mariano Rajoy som kandidat til ny regeringschef - Presidente del Gobierno.

Først blev det kongelige dekret, hvor kong Felipe VI har peget på Mariano Rajoy, læst op.

Dernæst kom Mariano Rajoys næsten timelange tale, hvor han pointerede nødvendigheden af, at der snarest kom en regering, så Spanien igen kunne begynde at fungere.

Det var - sammenlignet med hans tale i august - en noget mere ydmyg kandidat, der anmodede kongressens medlemmer om at vise ham tillid som ny regeringschef.

Som noget af det vigtigste erkendte Rajoy, at ville blive chef for en mindretalsregering, der ikke vil kunne få vedtaget noget som helst uden støtte fra andre partier.

Derfor inviterede han partierne til et bredt samarbejde.

Ciudadanos

Han nævnte i den forbindelse de 150 punkter, som han i juli var blevet enig med Ciudadanos om, der jo omfatter vidtgående tiltag mod korruption og ny valglov.

Rajoy kom også ind på forholdene i Catalonien, hvor han understregede, at vejen frem var forhandlinger inden for konstitutionens rammer og hvis der på noget tidspunkt skulle være afstemning om uafhængighed skulle alle spaniere stemme herom.

Blandt andre vigtige forhold kom Rajoy ind på arbejdsløsheden, familiernes forhold,  sundhedssektoren og forholdet til EU.

Den første afstemning kommer senere i dag. Her er det ganske vist, at han kommer i mindretal fordi PSOEs 85 medlemmer stemmer ‘nej’.

Derefter finder en ny debatrunde sted på lørdag, hvor der sluttes af med en ny afstemning. Her ventes Rajoy at få et simpelt flertal og derved blive indsat som regeringschef.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.