Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ryanair gider ikke at lege

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 23/02/2015 - 12:27

Fly & trafik

FLY & REJSE: Lavprisselskabets topchefer ville ikke røre udkast med en ildtang ved helt exceptionelt møde med danske fagforeninger.

Ryanair rykker snart ind i Kastrup Lufthavn, og det får fagforeninger op på dupperne. Parterne mødtes fredag eftermiddag til, hvad rejsemagasinet Check-in.dk kalder for: et historisk møde.

Fnøs ad papirerne

Men selvom der var store forventninger, når nu Ryanair havde indvilliget i at mødes, så havde den kommercielle direktør, David O’Brien, og personaledirektør, Eddie Wilson, ikke tænkt sig at rette ind. De gad ikke engang at se på det udkast til en overenskomst, som Flyvebranchens Personale Union (FPU) og Serviceforbundet havde sat sammen til mødet.

- De nærmest fnøs ad det og ville overhovedet ikke røre ved det. De kiggede ikke i det og lod det ligge, da mødet var færdig, siger formanden for Serviceforbundet, John Dybart, til Check-in.dk.

Ingen planer om overenskomst

Mødet foregik på et hotel nær Heathrow-lufthavnen i London og skete i anledning af, at Ryanair åbner base i Kastrup til marts med fly og personale i lufthavnen. Derfor vil FPU og Serviceforbundet tegne overenskomst med Ryanair, men den er Ryanair ikke med på.

Adskillige gange har selskabet slået fast, at man ikke vil samarbejde med fagforeninger og derfor – i sagens natur - ikke har planer om at indgå en overenskomst for sine ansatte i København.

John Dybart fortæller efterfølgende Check-in.dk, at Ryanair var ret afvisende over for nogen som helst form for samarbejde. Intet nyt møde blev aftalt.

Arbejdsretten denne uge

Men de slipper dog ikke helt for at se på hinanden, da de allerede torsdag skal mødes i Arbejdsretten i København, da FPU og Serviceforbundet har tænkt sig at få rettens ord for, at man lovligt kan iværksætte en konflikt og sympatikonflikter fra den 26. marts.

Det ville kunne lamme Ryanairs sjællandske eventyr, allerede inden det rigtig kommer i gang. Men det irske lavprisselskab lader sig ikke sådan kue, og man har planer om at hente personale og fly fra baser andre steder, hvis der er udsigt til blokade. I så fald ville det nemlig være ulovligt at udføre strejke.

Ulovlig blokade

Hvis medlemmer af HK, 3F og andre LO-fagforbund indleder sympatikonflikt, kan det betyde, at Ryanair ikke kan få checket passagerer ind, få lastet kufferter og tanket sine fly. Det er dog kun hvis selskabet etablerer en base.

Hvis Ryanair dropper ideen om at åbne en base men starter med at lade sine nye ruter betjene af fly fra andre baser, så er der ikke noget fagbevægelsen kan stille op. Så kan de ikke lovligt blokere Ryanair-flyene.

Direkte til Spanien

Ryanair starter Kastrup Lufthavn med en rute fra Dublin til København den 18. marts, som bliver betjent med fly og besætning fra selskabets base i Dublin. Derfor er der intet fagbevægelsen kan stille op mod den afgang. Ellers er den officielle startdato for den nye, danske base den 26. marts.

Selskabet kommer blandt andet til at flyve fra den danske hovedstad til Madrid og Milano, men alle nye ruter er ikke offentliggjort endnu, så der kan stadig komme flere spanske destinationer til.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.