Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens ældste nogensinde

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 08/06/2016 - 10:17

Sundhed & sygdom

VIDEO: Med sine 114 år og lidt til har Ana Vela nu rekorden som den ældste spanier i historien.

Meget få danskere når at runde 100 år og få et brev af Dronning Magrethe, før de går bort, men en spansk kvinde har rundet den milepæl for længe siden. 

114 år og 222 dage har Ana Vela levet. Hun var vidne til begge verdenskrige, før hun fyldte 40 år og har oplevet en helt utrolig industriel udvikling, som man ikke kunne drømme om i starten af 1900-tallet.

Vela er den anden ældste nulevende europæer – kun overgået af italieneren, Emma Morano, der er 116 år gammel.

Hun fik den officielle titel mandag af Grupo de Investigación en Gerontología, Forskningsgruppen for Genontologi, skriver diariosur.es.

Andaluser i Catalonien

Rekordholderen blev født i Córdoba den 30. oktober 1901 og flyttede til Barcelona i 1940'erne for at arbejde som dameskrædder.

Hun lever nu på plejehjemmet La Verneda i Barcelona tæt på hendes 88-årige datter. Du kan møde dem begge i videoen herunder.

For to år siden blev hun den ældste nulevende spanier, og mandag overtog hun så tronen som den ældste spanier nogensinde fra en anden andaluser, María Antonia Castro, der døde for 20 år siden.

Spanien har en af de højeste levestandarder i verden, hvilket ofte tilskrives maden fra Middelhavet og en traditionel langsommere levevis.

Men en spanier har faktisk formået at tilbagelægge 107 år på en diæt bestående mest af rødvin.

Kommentarer

Kære Alexander Paaske. Du må ikke oversætte gerontologi (læren om aldring/at ældes) til genteknologi (en teknik til bl.a. at kortlægge og modificere DNA) . Det er heller ikke korrekt at sige, at den gamle dame kom til Barcelona ”for at arbejde som en dameskrædder”. På dansk hedder det: ”for at arbejde som dameskrædder”. Jeg kan i øvrigt oplyse, at grunden til, at den gamle dame sidder som forstenet på videoen, er, at hun er senil dement og formentlig næppe aner, at hun er den anden ældste europæer. Iøvrigt skal du have tak for at finde nyheden frem.
Venlig hilsen Sven Blomgaard

Kære Sven

Det er skønt med opmærksomme læsere - tak for hjælpen og hav en god dag :-)

 

Redaktionen

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.