Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Træthed førte til dødsulykke

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 20/07/2016 - 11:23

Krimi og katastrofe

TRAGEDIE: Tragisk busulykke i marts skete, fordi chaufføren faldt i søvn. 13 unge kvinder mistede livet, og yderligere 40 blev såret.

Tilbage i marts udviklede en bustur sig til et sandt mareridt for 57 Erasmus-studerende på A-7 motorvejen ved Freginals cirka 150 kilometer syd for Barcelona. 

Passagererne var på vej fra Fallas-festivalen i Valencia til Barcelona, hvor de studerer, da det gik helt galt.

Chaufføren mistede kontrollen over bussen, der endte i en modsatte kørebane og kolliderede med en bil. 13 unge kvinder blandt andre flere fra Italien og en enkelt fra Norge mistede livet, mens 40 blev såret.

Resultater fra den indledende efterforskning viste tegn på, at chaufføren var faldet i søvn kort inden uheldet, hvilket også blev bakket op af beretninger fra nogle af de studerende om zig-zaggende kørsel, men først nu er det blevet bekræftet af Cataloniens politi, skriver n332.es.

Meget ustabil kørsel

Efterforskningen viser nemlig, at bussen kørte 100 kilometer i timen og pludselig bremsede ned til 74 kilometer i timen for straks at accelerere til 100 igen.

Derudover viser undersøgelserne fra ulykkesstedet også, at køretøjet flere gange var ude over advarselsstriberne i siden af vejen.

Konklusionen fra efterforskerne af ulykken er, at disse faktorer er typisk for en chauffør, der falder i søvn bag rattet, og dermed ikke er i stand til at holde presset på speederen. 

Derfor mister køretøjet farten og kører ud på de vibrerende striber, der så vækker chaufføren, som forvirret straks træder på speederen. Det fører så i sidste ende til det katastrofale uheld.

Buschaufføren overlevede den tragiske hændelse uden større skader, og nu er det meget sandsynligt, at han sigtes for uagtsomt manddrab.

Du kan læse mere om, hvorfor ulykken havde så fatale konsekvenser ved at klikke her.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.