Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tro ikke på alt

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 23/03/2017 - 12:14

Krimi og katastrofe

TERROR: Gårsdagens terrorangreb i London, hvor en spansk kvinde omkom, har sat gang i panik og rygtespredning på de sociale medier. Men du skal ikke tro på alt, lyder det fra politiet.

Folk deler i disse timer terror-rygter på kryds og tværs, og nu må politiet sige for nummer 1.000 gang: Det er løgn.

Verden blev i går endnu engang mindet om, hvor skrøbeligt det hele egentlig er. Psykopater bag rattet på en bil, og tragedien er en realitet.

I London pløjede bilen gennem fodgængere, en kvinde røg i Themsen og en betjent blev stukket ihjel. Fire mistede livet og op mod 30 blev kvæstet - heraf flere alvorligt. Det ene dødsoffer kommer oprindeligt fra Spanien.

Husk at like vores facebookside

Ikke råbe ulv

Så derfor er det naturligvis ikke underligt, at folk er bange - også i Spanien.

Men det er alligevel ikke nogen grund til at råbe ulv.

WhatsApp-besked om forhøjelse af terrorniveauet i Spanien efter angrebet i London gør lige nu spanske mobiler rødglødende.

Men der er altså endnu engang tale om en falsk oplysning.

Terroralarmniveauet i Spanien er på niveau fire ud af fem, og det har det været siden den 26. juni 2016. Det er højt, men ikke det højeste.

Hvis trusselsniveauet blev hævet op, ville der være en pressekonference, Rajoy ville udtale sig, der ville blive udsendt en pressemeddelelse, en mobilisering af de væbnede styrker og soldater i gaderne. Med andre ord: Du vil ikke være i tvivl.

Ignorer beskeden

Politiet må nu igen bruge tid på at forklare folk, at hvis du har fået en besked på WhatsApp om, at alarmniveauet er hævet, er det helt forkert. Det er en løgnebesked, som fra tid til anden bliver rundsendt - især efter et angreb som i London.

Politiet skriver via Twitter, at man skal ignorere den slags beskeder og ikke sende den videre.

Indenrigsministeriet bekræfter ligeledes gennem de sociale netværk, at det aktuelle alarmniveau er på fire. Ligesom politiet beder man om, at folk lader være med at dele meddelelsen.

Ifølge beskeden er niveauet altså steget til fem, som indikerer "overhængende angreb", så man skal undgå offentlig transport og steder af stor offentlig interesse.

Du kan altid tjekke det aktuelle alarmniveau her

Spansk mor omkommet

Offeret med spanske rødder, Aysha Frade, stammer fra A Coruña. Her bor hendes to søstre fortsat, hvor de driver en engelsk skole.

Aysha Frade var mor til to piger og kommer oprindeligt fra Betanzos i A Coruña. Det skriver nyhedsbureauet Efe.

Både i Betanzos og i A Coruña By er der her til morgen blevet afholdt to minutters stilhed til minde om den afdøde, der var bosiddende i den britiske hovedstad. 

Rajoy meddelelte også her til formiddag, at alle offentlige kontorer ville afholde et minuts stilhed klokken 12 i dag til minde om de tre ofre. Gårsdagens fjerde offer var angrebsmanden.

Alle offetnlige bygninger flager desuden på halvt frem til klokken 18.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.