Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kan udlejning af feriebolig i Spanien blive let for en udlejer i Danmark?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 02/07/2016 - 00:01

Bolig Klumme Spanien & Dig

KLUMME: Det ærlige svar er, at det kan gøres mindre vanskeligt. Læs her, hvordan Spanien i Dag arbejder på at gøre det lettere for udlejerne.

Den 19. maj startede vi vores artikelserie om de nye regler for lovlig udlejning af ferieboliger i Andalusien.

Siden da har vi fået i hundredvis af henvendelser fra læsere, der søger råd om, hvordan de skal forholde sig i fremtiden.

Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at svare vores læsere bedst muligt.

Noget af en omvæltning er det jo, at der fremover er pligt til at registrere udlejningsboligen som feriebolig i Junta de Andalucías turistregister, at der for hvert lejemål skal være en gyldig kontrakt på spansk, at der for hver enkelt gæst over 16 år i lejemålet skal indberettes et dokument til politiet samt, at lejeindtægterne skal indberettes til skattemyndighederne i Spanien og ligeledes til SKAT i Danmark.

Gennem vores artikler og de hundredvis af henvendelser fra vores læsere, ved vi nu nøjagtigt,  hvad der er udlejernes største problemer.

Spørgsmålene

Udlejerne befinder sig for det meste i Danmark, alle dokumenter skal være på spansk, hvordan laver jeg lejekontrakten på spansk, hvordan indleveres registreringerne til politiet, hvorledes laves skatteregnskabet til Spanien, og hvad koster det at få en spansk revisor til at stå for det?

Kan det overhovedet længere betale sig at leje ferieboligen ud?

Bliver hele indtægten ikke bare ædt op af omkostninger?

Bare for at nævne enkelte af de mange spørgsmål.

I forbindelse med kravet om registrering af ferieboligerne lavede vi artikelserien om registrering af ferieboligerne for at hjælpe vores læsere til selv at kunne gøre det. Samtidig gjorde vi dog opmærksom på, at vejen til registreringen godt kunne være brolagt med problemer, hvis man ikke er spanskkyndig.

Det endte så med, at mange spurgte, om Spanien i Dag ikke kunne gøre det for dem. Vi tog handsken op, startede med at hjælpe, og på nuværende tidspunkt har vi registreret ferieboliger for ganske mange læsere.

Udlejernes behov

Dialogen med disse læsere gjorde det endnu mere klart for os, hvad deres fremtidige behov vil være.

Spanien i Dag er ikke noget verdensfirma med mange ansatte. Men vi, der arbejder i virksomheden, har hver vores kompetencer, der kan løse de fleste opgaver, som er vigtige for vores læsere.

I den seneste måned har vi derfor arbejdet på at udvikle et administrationssystem, der kan gøre det betydelig lettere for de læsere, der udlejer ferieboliger i Spanien - uanset hvilken region det sker i.

For det er jo således, at netop lovgivningen om udlejning af ferieboliger sorterer under den enkelte region, hvilket igen betyder, at der kan være 17 forskellige lovgivninger i Spanien. Enormt kompliceret, for det kræver forskellige registreringer og lejekontrakter for hver enkelt region.

Administrationssystemet

Om det kommer til at hedde et administrationssystem, ‘Management-system’ eller ‘Let-Udlejning’ ved vi ikke endnu. Kært barn har som oftest mange navne, og det vigtigste ved vores initiativ er blot, at det skal være lettest muligt for vores læsere at klare udlejningen af ferieboligen hjemme fra Aalborg, Brovst eller hvor udlejeren nu måtte befinde sig.

Princippet

  1. Udlejeren registreres med sine personlige basisoplysninger og ferieboligens specifikationer i databasen.

  2. Lejekontraktens data udfyldes automatisk med oplysningerne nævnt under pkt. 1 og resten - dvs. lejerens data og lejemålets specifikation - udfyldes på dansk.

  3. Lejekontrakten genereres herefter på spansk til print eller udskrivelse som pdf til videreforsendelse.

  4. Lejekontrakten til en specifik lejer kan gemmes, så når den samme lejer igen vil leje din feriebolig, ligger alle data gemt i systemet.

  5. Registreringsformularerne til politiet udfyldes ligeledes i en formular på dansk, hvorefter den genereres på spansk som pdf. for fremsendelse til politiet.

Når systemet er endelig færdigt inden for kort tid, er det vigtigt for os at kunne servicere de læsere, der ønsker at benytte sig af det på den bedste måde.

Derfor er vi meget interesseret i at vide, hvor mange af vores læsere - og andre - der udlejer ferieboliger i Spanien.

Du vil derfor kunne hjælpe os ved at svare på nedenstående formular, der alene spørger om, hvorvidt du udlejer feriebolig i Spanien og i hvilken region. Du bedes kun svare, hvis du udlejer.

Det understreges, at svaret er helt anonymt.

På forhånd tak for hjælpen! Dit svar svar kan forhåbentlig også være en hjælp til dig selv.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.