Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dødssygt barn pga. vaccine-frygt

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 03/06/2015 - 12:09

Sundhed & sygdom

SUNDHED & SYGDOM: Ikke kun Danmark oplever en bølge af ubegrundet frygt for børnevacciner, og som direkte følge bliver børn dødssyge. Spanien har nu det første tilfælde af difteri siden 1987.

Seks-årigt barn fra Olot nær den catalanske by Girona er blevet indlagt i alvorlig tilstand efter at være blevet smittet med difteri.

Børnesygdommen blev ellers udryddet i Spanien for næsten 30 år siden takket være de rutinemæssige vaccinations-programmer, men som i Tyskland, Danmark og andre I-lande er forældre pludselig begyndt at fravælge vaccinen.

Sundhedsministeriet bekræfter, at den lille dreng ikke er vaccineret. El País skriver, at mellem fem og ti procent af borgerne i Spanien ikke er vaccineret, og det er primært fordi, forældrene er imod vacciner.

Den tendens har nu fået de første alvorlige konsekvenser.

Minder om influenza

Drengen begyndte at få det skidt allerede den 23. maj, men først fem dage senere, den 28., blev han indlagt på hospitalet i Olot. Fredag den 29. modtog Det nationale center for Mikrobiologi på hospitalet i Girona-regionen en prøve, og dagen efter blev den værste frygt bekræftet: drengen er smittet med difteri.

Han blev derefter hasteoverført til Vall d’Hebron-hospitalet i Barcelona.

Søndag morgen indledte Sundheds-ministeriet en intens jagt på medicin til at behandle drengen, da man ikke længere ligger inde med det – sygdommen var jo udryddet …

Modgiften blev fundet i Rusland, og kom til Spanien med fly mandag morgen, hvor man så kunne starte behandlingen af den lille, dødsyge dreng. På det tidspunkt var han indlagt på intensivafdelingen i en alvorlig tilstand.

Lokale kilder fra Olot bekræfter, at forældrene er indædte vaccinations-modstandere og bekender sig til alternative behandlingsformer. Samme kilde siger, at det "ikke er ualmindeligt i det område, at familier afviser medicinsk hjælp. Det er en hippie-kommune, og de søger sjældent lægehjælp til deres børn".

På hospitalet i Olot er man nu særligt på vagt overfor enhver person, der skulle dukke op med symptomer.

Dybt uansvarligt

Generalsekretær for sundhed, Ruben Moreno, er dybt forarget over nutidens anti-vaccine-kampagner.

- De er uansvarlige, da konsekvenserne af ikke at vaccinere et barn kan være ganske alvorlige. Retten til vaccination tilhører børnene - ikke forældrene, siger Moreno.

Spanien har ikke haft et bekræftet tilfælde af difteri siden 1987.

Ti procent klarer den ikke

Særligt små børn under seks og ældre mennesker over 60 bliver ramt af sygdommen, som smitter via luftbårne bakterier, der udstødes ved hoste og nys.

De første tegn er influenzalignende symptomer, herunder hovedpine, ondt i halsen og feber. Difteri har en dødelighed på cirka ti procent ifølge det spanske seruminstituttet.

Dødsfarligt at droppe vaccinen

Difteri er mere eller mindre ikke-eksisterende i Europa i dag, efter man begyndte at vaccinere børn rutinemæssigt, og det er endnu et mysterium, hvor og hvordan drengen er blevet smittet.

Men i takt med at flere fravælger at vaccinere deres børn, dukker de gamle sygdomme op igen. I Tyskland er et lille ikke-vaccineret barn eksemeplvis for nylig død af mæslinger.

Hvad mener du?

En anden sygdom, som stort set ikke eksisterer mere, er polio. Kun Pakistan, Afghanistan og Nigeria kæmper stadig med sygdommen, og det fik fik førstnævnte til at true forældre med store bøder og forbud mod at komme i skole til ikke-vaccinerede børn.

I Danmark er der snak om, hvorvidt man skal forbyde ikke-vaccinerede børn på institutionerne eller simpelthen straffe forældrene på pengepungen og fratage tilskud til institutionspladsen, hvis ikke de vaccinerer.

Men hvad mener du? Skal man selv have lov til at bestemme eller skal der lovgives på området? Skriv din kommentar herunder.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.