Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vestager på spanske forsider

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 20/05/2015 - 12:34

Samfund og Politik

POLITIK & ERHVERV: Den danske konkurrencekommissær i EU, Magrethe Vestager, beroliger spanierne.

Betingelserne for salget af Jazztel vil komme forbrugerne til gode i form af øget konkurrence og gode priser, lyder det fra den danske politiker Margrethe Vestager.

Konkurrencekommissæren for Europa-Kommissionen, Margrethe Vestager, siger, at de betingelser, der er stillet op for at Orange kan købe spanske Jazztel, ikke er i strid med gældende konkurrenceregler og vil sikre overkommelige priser for forbrugerne.

- Vi kan godt lide virksomhederne fusionerer. Vores bekymring er, at disse fusioner ikke påvirker konkurrencen og at forbrugerne fortsat kan vælge tjenester til overkommelige priser, siger Vestager til Europa Press.

Kæmper for forbrugerne

Kommissæren siger, at fusioneringen af landets tredje og fjerde største operatør er sammensat således, at forbrugerne ikke pludselig vil stå over for højere priser på den spanske telekommunikation.

- Jeg ønsker held og lykke til Orange og Jazztel, men håber også at der vil komme nye aktører til at fremme konkurrencen, og at forbrugerne fortsat kan have valgmuligheder, siger Vestager.

Europa-Kommissionen godkendte i går købet af Jazztel af den franske koncern Orange til en pris på 3,4 milliarder euro.

Som en del af betingelserne er Orange forpligtet til at tilbyde et uafhængigt netværk af fibernet til mellem 700.000 og 800.000 private hjem i 13 bykommuner i Madrid, Barcelona, Valencia, Sevilla og Málaga.

Flest kundeklager

Jazztel modtog sidste år flere kundeklager end nogen anden teleoperatør i Spanien. Firmaet fik flere end 11 klager for hver 10.000 fastnettelefoner.

På andenpladsen kom Orange med 7,59 klager, efterfulgt af Ono med 6.39, Vodafone med 4,7 og Movistar med 2,32 klager.

Det er altså de to mest upopulære selskaber, der nu bliver til ét. Jazztel fik i øvrigt også flest klager, hvis vi ser på både tale- og dataprodukter med 15,86 klager per 10.000 abonnenter.

Jazztel gav tilsyneladende også den ringeste kundeservice, da der kom flere end dobbelt så mange klager vedrørende den som hos konkurrenterne.

I alt indløb der 34.327 klager i 2014, hvilket er en stigning på 8,6 procent i forhold til 2013. De mest almindelige klager var om mobiltelefonregninger og problemer med at opsige internet via telefonlinjen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.