Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skør præst - tag i egen barm

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 10/05/2014 - 00:05

Klumme


Fredag kunne vi læse om en katolsk præst, der påstod, at antallet af kvindelige dødsofre for hustruvold er steget, fordi Jesus og de kristne...

Fredag kunne vi læse om en katolsk præst, der påstod, at antallet af kvindelige dødsofre for hustruvold er steget, fordi Jesus og de kristne værdier er forsvundet ud af samfundet. Det er grebet ud af den blå kirke-luft.

 

Prædikenen medførte ramaskrig i hele Spanien – ikke mindst fordi den fandt sted i forbindelse med et barns første altergang.

 

Præsten sagde blandt andet, at for 30 år siden slog mænd ikke deres koner ihjel, men nøjedes med at slå. Dengang havde man nemlig de kristne værdier...

 

!

 

Påstanden har lige så lidt hold i virkeligheden som smølfer og mummitrolde. Man begyndte første af føre statistik over hustru-drab i 2003, og ser man på perioden fra dette år og frem til 2013, er der på ingen måde tale om nogen stigende tendens. Tværtimod ligger de seneste tre år stabilt lidt lavere.

 

I 2013, der ikke er med på grafikken, var antallet 54

 

Præsten har altså intet belæg for sin påstand.

 

Derimod synes jeg, det kunne være smart, hvis både han og andre præster ville arbejde på, at antallet af ofre faldt yderligere. Det kunne de eksempelvis gøre ved at tage fat i egen barm – andres må de jo ikke røre.

 

Så længe præsterne i den katolske kirke er afskåret fra at leve et liv, der afspejler det, som finder sted i samfundet, skal de lade være med at spille kloge. De lever et forkvaklet liv uden en naturlig seksualitet.

 

 

De har kun et teoretisk kendskab til, hvad der kan foregå og være af følelser og konflikter i et forhold mellem mand og kvinde. Og det kan nok så mange gange Jesus og korsets tegn ikke hjælpe på.

 

At Jesus er ved at smutte noget ud af samfundet, har han til gengæld nok ret i. Men mon ikke det også er præsternes egen skyld? I dagens samfund, hvor både børn, unge og voksne mere eller mindre er fikserede til cyperspace, kunne man jo godt forestille sig, at forkyndelsen skulle ændre sig ganske betydeligt.

 

I forbindelse med min datters uddannelse som psykolog var hun praktikant i byfængslet i Málaga. Hver mandag kom en gruppe mænd, der af en dommer var blevet beordret til at deltage i terapi. De var blevet dømt for hustruvold, men fordi de var blevet idømt under to års fængsel, slap de for at ruske tremmer mod at deltage i et terapiforløb.

 

I går spurgte jeg Patricia: Brugte I så Jesus, Jomfru Maria og den kristne tro til at hjælpe dem med at afholde sig fra hustruvold i fremtiden?

 

Og svaret var: Far altså!

 

Når krybben er tom, bides hestene. Og det mest imponerende i hele denne sag er faktisk, at antallet af hustrudrab ikke er steget under krisen, hvor millioner er udsat for reel fattigdom.

 

Hvem ved. Måske synes både Jesus og Gud, hvis de havde nogen indflydelse på den katolske kirke, at mange af kirkekronerne skulle bruges på, at psykologer eller andre mennesker med samfundsnær viden, erfaring og glæde skulle stå for nogle af forestillingerne i kirkerne.

 

Skulle det ske, bliver jeg sikkert ikke gammel nok til at opleve det. Det vil nok først finde sted efter det spanske magt- og korruptionsvælde er segnet, og det har - efter alt at dømme - lange udsigter.

 

Mon ikke også, at den katolske kirke i Spanien har lagt afstand til de over 50 procent unge arbejdsløse, der står uden fremtid, alt imens den katolske kirke er sluppet fri for bidrag til at takle den økonomiske krise?

 

Se & Hør-skandalen har bragt Danmark på den anden ende. Ikke mindst chefredaktører og journalister, der på befolkningens og egne vegne tager stor afstand fra det forhold, at ugebladet har betalt en medarbejder i Nets-regiet for hemmelige oplysninger om kendtes brug af betalingskort, hvilket har gjort Se & Hør i stand til at opspore de kendte og få viden om deres forbrug.

 

Det gode ved sagen er, at det efterfølgende er kommet frem, at også andre medarbejdere i andre virksomheder gerne tipper pressen om forhold, som de kender til. Medarbejdere i Naviair har tippet om kendtes rejser, og så er der påstande om medarbejdere på Rigshospitalet, der har tippet om kendtes graviditet eller sygdom.

 

Hvad mangler vi at få at vide om medarbejderes lækager i andre virksomheder eller institutioner eller ministerier eller kommuner eller?

 

Uden tvivl masser.

 

I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan den danske stat har opfordret alle danskere til at stikke naboer ved mistanke om, de fik foretaget sort arbejde.

 

Føler en Nets-medarbejder det så ikke legitimt, hvis han kan bevise, at en udenlandsdansker laver skattesnyd ved at opholde sig mere i Danmark end i udlandet? Nu danskerne alligevel er blevet opdraget til at være stikkere.

 

Hvor er vi henne?

 

 

Vi er også lige dér, hvor vi ved brug af vores computer eller smartphone konstant og frivilligt afgiver data om vores interesse-områder, og hvor vi befinder os henne i verden på hvilket som helst tidspunkt.

 

Lige før jul 2013 var jeg inde og søge efter en ny bærbar computer. Jeg søgte især på en Sony Vaio. Hvad skete der?

 

I mere end én måned efter mit køb, dukkede der tilbud op på Sony Vaio fra amazon.es på en stribe af de hjemmesider – om alt muligt andet - som jeg besøgte.

 

Cookies på hjemmesiderne er de elektroniske sladrehanke, der sporer, hvor vi er og, hvad vi interesserer os for. Lovligheden heraf kan da godt undre.

 

Den almindelige sladren

 

Det er selvfølgelig ikke kun de katolske præster, medarbejdere, journalister og redaktører, der skal gribe i egen barm. Det bør alle gøre.

 

Sladder kan være mindst ligeså skadelig, som at følge folk på GPS'er, tjekke deres kreditkort eller andet. Sladder kan ofte være ondt ment og igangsætte usande rygter, hvor en lille fjer hurtigt kan blive til fem skræppende høns.

 

Så er det mindre alvorligt, når Prins Joachim bliver afsløret i at bruge 48 euro på benzin i den franske by Brest.

 

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

 

Kommentarer

bra lørdagsklumme.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.