Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skjulte perler i Barcelona

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 25/05/2014 - 00:05

Skønne Barcelona giver dig enestående muligheder for at udforske modernismen ned til mindste detalje - nu mere end nogensinde. Dette tager ikke e...

Skønne Barcelona giver dig enestående muligheder for at udforske modernismen ned til mindste detalje - nu mere end nogensinde. Dette tager ikke en eftermiddag eller to, så vi foreslår, at du udvælger nogle enkelte perler, tager dine mest behagelige sko på og har dit kamera klar.

Tilgængelig for alle med undtagelse af besøg i visse bygninger

Skjulte, kunstneriske perler, der hidtil har været lukket for besøgende i den catalanske hovedstad Barcelona, har gennem de seneste måneder været gennem en omfattende renovering og er nu åbne for offentligheden.

Mere modernistisk end nogensinde

Barcelona er mere end nogensinde hovedstad for modernistiske monumenter, og selv om det fortsat er Gaudís mesterværk, La Sagrada Familia, som med sine to millioner besøgende om året hiver de fleste turister til byen, er udvalget nu blevet både større og bredere.

Indgangen til det smukke hospital

Blandt de tidligere skjulte perler finder du det nyligt renoverede Hospital de la Santa Crue i Sant Pau, som ligger blot et par gader væk fra den kendte katedral, La Sagrada Familia.

Pavillonerne i Hospital de Sant Pau er blevet restaureret. Bygningen blev opført af Lluís Domènech i Montaner i perioden mellem 1902 og 1930 og er nu - efter fem års restaurering - delvist åben for offentligheden.

 

To afdelinger er endnu under restaurering og fire mangler at blive restaureret. Målet er at gå tilbage til det oprindelige arkitekttegnede værk.

Arkitekten Lluís Domènech i Montaner, har også designet kendte værker som Palau de la Musica Catalana og Casa Lleó i Morera.

Hospital de la Santa Crue i Sant Pau må være et af de smukkeste hospitaler, du nogensinde har set. Her kan du få timer til at gå ved at beundre de fantastiske udsmykninger, farver og former.

Et af de imponerende rum

Området uden for hospitalet byder på flotte haver og pavilloner, der engang var dedikeret til at helbrede de syge. Oplev også nogle af de underjordiske tunneler, som engang forbandt de forskellige dele af hospitalet.

Det smukke område uden for hospitalet

Hvis du kan lide glaskunst, keramik eller generelt beundrer modernismens smukke arkitektur, vil dette være en god oplevelse af det blomstrende Barcelona i det tidlige 20. århundrede.

Billede taget oppe fra en af hospitalets udkigsposter.

Historiske skatte

For at blive ved arkitekten Domènech i Montaner, kan vi se lidt nærmere på det fantastiske Casa Lleó i Morera, som helt sikkert lægger sig til i rækken af modernistiske seværdigheder, og som for nyligt blev åbnet for offentligheden.

Casa Lleó i Morera

Huset er blevet restaureret og åbnet for første gang. Her er der guidede rundvisninger i stueetagen og på terrassen, hvorfra der er en forrygende udsigt.

Detaljerne er helt fantastiske


Her findes et utal af fine skulpturer, mosaikgulve og utroligt smukke mosaikvinduer i alle regnbuens farver.

Fantastiske kreationer

Frk. Morera bestilte i det tidlige 20. århundrede arkitekten Domenech i Montaner til at udføre renoveringen af hendes bopæl, som lå på den fine Passeig de Gracia.

Imponerende materialer, former og farver

Desværre døde hun før arbejdet var færdigt, så hun kom aldrig til at leve i de fantastiske rum, som Domenech i Montaner kreerede til hende. Hendes søn, Dr. Lleó i Morera sørgede for, at arbejdet blev færdigt og gav bygningen sit navn.

Torre Bellesguard - Gaudís velholdte hemmelighed

Torre Bellesguard er også blandt perlerækken af Gaudís velbevarede hemmligheder. Det er et af Gaudis mindst kendte værker og er opført fra 1900 til 1909. Bygningen har nu åbnet dørene for turister, efter at have været lukket og i privat eje i 70 år. Driften er lagt i hænderne på et turistfirma, som tilbyder guidede rundvisninger.‏

Navnet Bellesguard er ikke nogen tilfældighed. Bell Esguard er catalansk og betyder "smuk udsigt". Bygningen blev opførst ved foden af bjerget Collserola på ruinerne af en gammel borg.

Designet af huset blev bestilt i 1900 af Maria Sagües, som var en stor beundrer af Gaudís arbejde. Maria var enke af Jaume Figueras, og derfor kaldes Torre Bellesguard også Casa Figueres.

Forbered dig på at nyde denne modernistiske perle, som på mange måder tager pusten fra én.

Her findes et utal af eksempler på skjult symbolik fra Gaudí, mosaik-kunst og arkitektens ubestridte ikon; korset.

På trods af at denne perle ligger et stykke fra centrum af Barcelona, er den et kunstværk, der er besøget værd – ikke mindst fordi du her finder den bedste udsigt over byen.

Gaudi, gader og gode varer

Når man går rundt i en så fantastisk by som Barcelona, får man nærmest hold i nakken af at kigge op, for at se de smukke bygninger, som byen er oversået med.

Imens du går og kigger på modernistiske krummelurer og anderledes vinkler, går du faktisk også på kunst. Mange af mange Barcelonas gader er nemlig utroligt smukke - især dem i bydelen Eixample.

Det mest kendte mønster kaldet 'Rosa de Barcelona'

Fliserne er lavet i forskellige former. Dem på Passeig de Gracia er sekskantede og blev designet af Gaudi som del af interiør til huset Casa Batlló og blev senere anvendt til hans Casa Mila "La Pedrera".

Resten er for det meste firkantede med forskellige mønstre.

Gaderne mod det kendte Mercat La Boquería St. Josep er også udsmykkede - omend lidt mere moderne. Fortovet her er udstyret med en mosaik designet af Joan Miró.

Hvad gaderne leder til, er dog et smukt eksempel på modernismen - buen over det kendte marked. Den modernistiske bue er fra 1914 og blev restaureret i december sidste år. Den blev indviet i forbindelse med fejringen af hundredårs-jubilæet for buens opførelse.

Denne del af ramblaen hedder Rambla de Sant Josep, opkaldt efter et kloster, som blev revet ned i midten af ​​1900'erne og erstattet af markedet.

Den modernistiske bue Boqueria-markedet er for nyligt blevet restaureret og står nu smukkere end nogensinde. 

Det er en fornøjelse og en oplevelse for alle sanser at gå rundt her.

Der er et hyggeligt kaos... Summen af liv, lys, farver, dufte og smukt design - alt på ét sted.

De værker som vi har omtalt her, er blot en lille del af den catalanske modernisme. Der findes utallige smukke billeder og beskrivelser af stederne, men intet er, som at være der selv; lade hænderne mærke mosaikken, fordybninger i mønstre lavet i forskellige materialer, øjnene se farverne og resten af sanserne indtage dufte og lyde. Riv nogle dage ud af kalenderen, planlæg, oplev og find dine helt egne favoritter blandt de mange perler i smukke Barcelona.

- God tur!

Find billige flybilleter med de bedste rejsetider til Barcelona

Læs også med næste søndag, hvor vi igen er på besøg i Barcelona.

Tilgængelig for alle

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.