Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Slut med at tjene på bøder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 15/05/2014 - 09:49

Fly & trafik


Stor sejr for både bilister og færdselsbetjente. Det vanvittige lønsystem, hvor betjentene fik løn efter, hvor mange bøder de udskrev, er n...

Stor sejr for både bilister og færdselsbetjente. Det vanvittige lønsystem, hvor betjentene fik løn efter, hvor mange bøder de udskrev, er nu blevet erklæret ulovligt og bliver nedlagt.


Fagforeningen for betjentene i Guardia Civil har vundet en sejr, der får nogle urimelige vilkår i deres lønsystemer fjernet. Det hjælper også bilisterne, da betjentene brugte mere tid på at udstede bøder, end på at hjælpe bilister i nød.

 

Ifølge reglerne fik betjentene nemlig bonusser – og dermed højere løn – afhængig af, hvor mange trafikbøder de udstedte. Men der var ikke ret mange bonusser for at gå efter det egentlige mål med færdselsloven - at tilskynde til sikker kørsel og redde liv.

 

Klapjagt på bilister

De officerer, der havde udstedt flest bøder, fik udbetalt et løntillæg, som udgør en stor del af betjentenes grundløn.

 

Der blev udbetalt bonus i henhold til "afregning af ydelser for betjentenes serviceniveau." Det fremgik klart, at der var en direkte sammenhæng mellem bonusudbetaling, og det antal fart- og parkeringsbøder, der blev udstedt.

 

Guardia Civils fagforening, AUGC, havde anlagt en sag for at få fjernet den særlige bonusordning, som betød at betjentene var mere forhippet på at inddrive bøder end at sikre trafikken.

 

Fagforeningen kritiserede denne praksis, som gik ud på at få flest mulige penge ud af den almindelige skatteborger for at sikre betjentenes egen løn.

 

Konkurrence mellem stationerne

Det betød en faretruende konkurrencesituation, hvor politichefer på enkelte Guardia Civil-stationer tjente store bonusser, fordi deres underordnede udstedte flere bøder til bilister.

 

I 2010 gik færdselspolitiet i en sanktions strejke, hvor de nægtede at udstede bøder og gav i stedet bilisterne verbale advarsler i protest mod deres arbejdsforhold og lønninger.

 

Nu har retten i Madrid endelig gjort det bøderelaterede bonussystem for ulovligt og har beordret det nedlagt.

 

Afgørelsen påvirker kun Guardia Civil, men har ikke nogen indflydelse på lokalpolitiet.

 

I mange byer er lokalpolitiet afregnet efter lignende bonussystemer, som er direkte dikteret af kommunalbestyrelsen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.