Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spansk byggeboom

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 26/08/2014 - 01:00

Bolig


Hvem sagde krise? Der bliver bygget og banket mere i Spanien end noget andet EU-land.

Hvem sagde krise? Der bliver bygget og banket mere i Spanien end noget andet EU-land.

 

Spaniens byggesektor har fået vokseværk og steg med hele syv procent i andet kvartal 2014. Det er den største vækst i den periode i de 28-EU medlemslande.

 

Der er tale om en velkommen nyhed for byggesektoren, der siden 2008 har været ramt af den hidtil værste krise i landets demokratiske historie.

 

Byggeriet i Spanien faldt med 15,9 procent fra juni 2007 til juni 2008. Det skete, efter at ejendom-boblen brast og flere års opskruede priser imploderede og sendte landet ind i en langvarig recession.

 

Siden 2008 er ejendomspriserne styrtdykket med op til 40 procent.

 

Udsigt til stabil vækst

Men nu tyder meget på, at nedturen er ved at vende.

 

Ud over fremgangen i andet kvartal kommer Spanien desuden ind på en fjerdeplads med den største år-til-år stigning i byggeriet på 6,8 procent, fremgår det af de foreløbige tal fra EUs statistiske kontor, Eurostat.

 

Byggeboom i øst

Fremgangen i byggeriet i Spanien er dog intet i forhold til Slovenien, der er blevet EU's nye byggeslagmark.

 

Det østeuropæiske land slog alle rekorder med et sandt byggeboom på 28,7 procent fra juni 2013 til juni 2014.

 

Det største fald i byggeriet fra juni 2013 til juni 2014 finder vi i Rumænien med en tilbagegang på 13,1 procent. Portugal gik tilbage med 10,3, Slovakiet med 5,0 og Holland med 3,5.

 

Den største vækst var Slovenien med sine 28,7 procent, Ungarn med 9,8, Polen med 8,0 og Spanien med 6,8 procent.

 

Set på årsbasis er byggeriet i EU dog gået tilbage med 0,5 procent. Inden for Euro-zonen ser det endnu værre ud. Her er nedgangen på hele 2,3 procent.

 

367.000 job forsvundet

Årsagen til nedgangen er frem for alt en nedgang i efterspørgslen på nybyggeri og ingeniørarbejde.

 

De stærke tal for Spanien i årets andet kvartal har dog også et men. Fra maj til juni var der en nedgang på 2,9 procent, mens EU-gennemsnittet var et fald på 0,3 procent og 0,7 procent i Euro-zonen.

 

En 2013-undersøgelse fra arbejdsformidlingsfirmaet Manpower anslår, at der inden for byggesektoren er forsvundet 367.000 job fra første kvartal 2007 til første kvartal af 2013.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.