Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vejret: Varm luft fra Afrika

Skrevet af , tir, 15/07/2014 - 11:12

Vejr og natur


Så gik den ikke længere - heden ruller ind over Sydspanien i de næste dage. Med 40 grader er det en god idé at have en bredskygget stråhat ...

Så gik den ikke længere - heden ruller ind over Sydspanien i de næste dage. Med 40 grader er det en god idé at have en bredskygget stråhat og solbriller med, hvis du skal på tur til Alhambra i Granada eller besøge La Mezquita i Córdoba.

 

Årsagen er varm luft fra Afrika, der trænger ind over landet fra syd.

 

I beredskab på grund af varmen

Både Córdoba, Sevilla, Huelva, Cádiz, Granada og Jaén er i forhøjet beredskab på grund af varme.

 

Córdoba er i næsthøjeste beredskab. Her stiger termometeret i løbet af eftermiddagstimerne til 40 grader. Resten ”nøjes” med 38 grader. Det gælder for hele Sevilla Provinsen, El Andévalo og El Condado i Huelva, flere landområder i Cádiz, Sierra Morena, El Condado of Valle del Guadalquivir i Jaén, og Genil, Guadix og Baza i Granada.

 

De varmeste timer på dagen er fra klokken 12 til 18, hvor indbyggerne opfordres til at holde sig i skyggen eller inden døre og holde sig fra hårde fysiske aktiviteter.

 

I alt 15 spanske provinser er i dag i forhøjet beredskab på grund af varme.

 

Centralspanien er særligt udsat. Her er der varsel om 40 grader i Toledo, og mellem 25 og 38 grader i Ávila, Salamanca, Cáceres, Badajoz, Madrid, Ciudad Real, Cuenca og Guadalajara.

 

Det meste af landet får i dag letskyet eller skyfrit vejr med undtagelse af De Kanariske Øer og på Mallorca, hvor det bliver mere skyet.

 

Det varme vejr kommer efter en usædvanligt kølig forsommer, hvor temperaturene flere steder har ligget omkring to grader under det normale for denne årstid.

 

Tag dine forholdsregler

Det gælder derfor også om at være påpasselig, når man bevæger sig ud i den stærke sol.

 

Tag på stranden i de tidlige morgentimer eller sent på eftermiddagen, og hold børn helt væk fra den bagende sol midt på dagen. Brug en hat eller en parasol og masser af solcreme.

 

Chefen for vejrtjenesten Sirimiri Consulting, Eduardo Román, advarer om, at juli kan ende med at blive ”meget varm”.

 

- Det er rigtigt, at vi har haft en kølig start på sommeren, og det gælder om at nyde det, så længe det varer, for nu kommer varmen, siger han til on-line avisen Teinteresa.

 

Varmt om natten

Nattemperaturen stiger de fleste steder til over de 20 grader, og det betyder, at vi får sværere ved at få en god nattesøvn.

 

20 grader menes at være det maksimale, for at vores krop kan slappe af, når vi sover.

 

- Når termometeret stiger til over 20, har vi svært vil at falde til ro, siger Eduardo Román.

 

Vejret for i dag ser således ud: Madrid får sol og mellem 20 – 35 grader, Barcelona letskyet med mellem 21 - 27, Valencia solrigt og 22 – 29 grader, og det samme i Málaga dog lidt varmere med mellem 24 – 33 grader.

 

Husk solcreme

Pas på med UV-indekset, der er helt i top i disse dage.

 

Barcelona: 8.6
Kanariske øer: 10.3
Madrid: 9.3
Málaga: 9.9
Mallorca: 8,7

 

Til sammenligning ligger det på 5.7 i København. Læs mere om det i morgen.

 

Tirsdag, kl. 15:00

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.