Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vigtig viden om el-markedet 2

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 16/04/2014 - 06:00

Erhverv & Service Samfund og Politik


I dag fortæller Gert J. Uth om, hvordan hele el-markedet hænger sammen. Hvem ejer el-nettet, hvad er distributørernes opgave, hvordan fungere...

I dag fortæller Gert J. Uth om, hvordan hele el-markedet hænger sammen. Hvem ejer el-nettet, hvad er distributørernes opgave, hvordan fungerer el-selskaberne, som forbrugerne betaler til, og hvordan fungerer en smart-måler?

 

Klik her for at læse den første artikel om el-markedet

 

Her ses Gert J. Uth, administrerende direktør i det danske el-selskab Evergreen Eléctrica, sammen med Marianne Dalgaard

 

Gert J. Uth fortsætter i dag:

 

Sådan er el-markedet skruet sammen

El-nettet, luftledninger, kabler, transformer-stationer etc. ejes af den spanske stat gennem selskabet Red Eléctrica de España – REE.

 

Strømmen distribueres gennem el-nettet af forskellige distributører rundt omkring i landet. De bliver også betalt for vedligeholdelse og udbedring af skader ved strømsvigt. Distributøren har også ansvaret for målerne i de enkelte husstande og foretager aflæsningerne.

 

Strømmen sælges til brugerne af forskellige el-selskaber, der ikke har noget med distributørerne at gøre. El-selskaberne køber løbende deres strøm på børsen og fakturerer forbrugerne efter de aflæsninger, som de får fra distributøren.

 

Der findes flere tusinde private leverandører – eksempelvis vindmølleparker, solcelleparker etc. - til det spanske el-net. Selve el-forsyningen er altså ikke statsejet.

 

Forvirring

Hvis der er haverier på el-nettet i for eksempel Andalusien, ser man altid biler med det blå 'Endesa' på de hvide biler. Samtidig modtager de fleste forbrugere regningen fra Endesa, så alle tror, det er det samme firma.

 

Men det er det ikke. Endesa på bilerne er distributør, mens Endesa på regningerne er et el-selskab, der sælger strømmen. Altså to vidt forskellige juridisk selskaber – selvom de har samme ejer.

 

Forbrugere i Andalusien, der eksempelvis har Iberdrola eller Evergreen som el-selskab, vil ligeledes se bilen fra Endesa-distributøren, hvis der er problemer med strømforsyningen til deres ejendom.

 

De distributører og el-selskaber, der deler navn og er forskellige juridiske enheder må ikke udveksle følsomme data med hinanden.

 

Den nye lov

Det vigtigste ved loven er, at det i fremtiden bliver muligt - en pligt for de store - at tilbyde forbrugerne en el-pris, der følger markedet op og ned. Sådan bliver markedet mere transparent, mener regeringen.

 

Det er en idé, som jeg støtter 100 procent. Den fjerner nemlig lotteridelen for os el-selskaber, hvor vi i måneder med lave priser på børsen tjener gode penge, og i måneder med høje priser på børsen kan tabe stort.

 

Strøm bliver handlet på en børs, som styres af en enhed, der hedder OMEL. Her handles strøm på almindelige markedsbetingelser - dog totalt domineret af de Fem Store.

 

Der er vigtigt at understrege at de forbrugere, der helst vil fortsætte med en årlig fast pris, sagtens kan aftale det med deres el-selskab, hvis selskabet ønsker at tilbyde den ordning.

 

Afgifterne - ulogisk

Elafgifterne varierer ikke – som Spanien i Dag skrev - fra hustand til hustand. Afgifterne vil fortsat afhænge af 'potencia' og forbrug uanset husstand.

 

Afgiften på ”potencia” er reguleret af staten og videre-faktureres uden avance af el-selskaberne. Potencia er i manges øjne en skjult skat. Den nye lov straffer husstande med højt potencia og lavt forbrug, og mange har meget svært ved at se logikken og det fornuftige i, at man straffer de små forbrugere for at spare.

 

Hvad er ICP?

Hvis der på din el-regning står noget om ICP, er det fordi, du får en månedlig bøde for ikke at have et HFI relæ. Det kan løses med en enkelt opringning til dit el-selskab og koster en investering på mellem 30-150 euro afhængig af, hvor god din installation er.

 

Det er noget, du bør tage hånd om, dels fordi investeringen er kapitaliseret i løbet af 3-4 måneder, og dels for din egen sikkerheds skyld – uden ICP risikerer du ganske enkelt at dø, hvis du for eksempel taber en toaster i dit fyldte badekar. Eller på anden måde laver en personlig kontakt med el-nettet.

 

Smart-målere

 

Alt det her med smart-målere er meget fint, men indtil nu er der kun meget få private, der har fået en smart-måler, og de, der har en, ved det som regel ikke.

 

Vi har ikke helt styr på udbredelsen, men det er nok cirka 3 millioner, der har en smart-måler ud af de 22 millioner målere, der findes i Spanien. Jeg har svært ved at forestille mig, at alle har fungerende el-målere inden 2018 – årstallet er også allerede skubbet flere gange.

 

Det 'smarte' er, at måleren har et indbygget SIM-kort (telefonkort) og derfor kan fjernaflæses ved en opringning. Kundens forbrug kan således aflæses time for time.

 

Smart-måleren er en rigtig god idé for både kunden, os som el-selskab og samfundet. Fordelen for kunden er, at de altid får en præcis opgørelse over deres faktiske forbrug – altså ikke estimeret.

 

For os som el-selskab kan vi bedre planlægge indkøbet af strømmen til den enkelte kunde og i den sidste ende er det også en besparelse for samfundet.

 

Fungerer allerede for kunder

I Evergreen har vi gennem flere år haft en 'smart-aftale' med de kunder, der ønsker præcise aflæsninger hver måned. De aflæser ganske enkelt selv deres måler og sender tallet til os på mail eller gennem vores mobil-app. Et tillidsforhold, der har fungeret rigtig godt.

 

Samtidig er sagen den, at vi i Evergreen kan indgå hvilken som helst aftale med vores kunder helt uafhængigt af andre el-selskaber og distributørerne. engeinteresserne i Evergreen er også rent private. Vi er ikke en afdeling af en af de store, som vi har hørt masser af gange, vi skulle være.

 

Andre fakta

  • Spanien deler el-børs med Portugal. Generelt er el-priserne lidt dyrere i Portugal en i Spanien.
  • El-markedet blev ”liberaliseret” i 2009, og de første el-selskaber, herunder Evergreen, startede i 2010
  • Det sværeste ved at drive el-selskab er at købe den rigtige mængde strøm til kunderne.
  • Man kan ikke få ren ”grøn strøm” ud af sin kontakt. Strømmen fra de forskellige leverandører bliver blandet sammen i transformatorerne. Man kan se fordelingen på sin el-regning.
  • El-børserne er verdens hurtigste børser, da man ikke kan lagre strøm
  • Endesa er italiensk ejet og ikke spansk, som mange tror.
  • Mange af de Fem Stores lokale repræsentationer er franchises, hvilket i høj grad forklarer den manglende beslutningsdygtighed og langsommelighed i netop de lokale kontorer.
  • Iberdrola har sit hovedkvarter i Bilbao af skattetekniske årsager.
  • 90 procent af alle elselskaber findes i Catalonien.
  • I 2013 var Evergreen det eneste aktive el-selskab med hovedsæde i Málaga Provinsen.
  • På en normal elregning er ca. 75 procent af prisen faste afgifter, skatter og moms
  • E-On og Endesa er begge blandt top 15 af verdens største el-selskaber. I 2012 havde Endesa værdier for ca. 75 milliarder US-dollar og E-on for ca. 187  milliarder US-dollar.
  • Der er stort set ingen el-handel mellem Danmark og Spanien.
  • 3-fasede installationer er yderst sjældne i Spanien."

Tak til Gert J. Uth

 

Spørgsmål?

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at stille det til Evergreen.

 

Klik her for at sende spørgsmålet

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.