Alcaucíns borgmester anholdt

 
Der blev fundet 160.000€ i kontanter i poser, som var skjult i en madras i borgmesterens hjem i Alcaucín.
 

Borgmesteren og hans døtre anholdt

Anholdelsen af den socialistiske borgmester i Alcarcín, José Manuel Martín Alba og hans to døtre har på ny pustet til afsløringerne af omfattende korruption i Sydspanien.

Ud over borgmesteren er 12 personer anholdt.

Borgmesteren blev anholdt på sin bolig i Calle Alta, hvor der blev foretaget en omfattende husundersøgelse.

Også borgmesterens to døtre er anholdt for medvirken til svig og skatteunddragelse.

 

Sagen handler om ulovlige byggetilladelser til opførelse af boligområder og feriehuse i Alcaucín.

I følge politiet har lokalpolitikere og flere embedsmænd modtaget bestikkelse. Pengene er blevet udbetalt af de byggefirmaer og promotorer, der har fået tilladelse til at opføre og sælge ejendomme i flere nye boligområder i kommunen.

En arkitekt fra provinsdiputationen i Málaga er også anholdt, sigtet for at have givet grønt lys for de ulovlige projekter.

Også en konstruktør fra Alcaucín og hans datter er sammen med en anden konstruktør fra Velez-Málaga sigtet. De stod for promovering og salg af de ulovlige bebyggelser.

 

Fattede mistanke til borgmesterens konto

Sagen mod Alcaucíns borgmester begyndte for otte måneder siden.

Skattevæsnet fattede mistanke til borgmesterens bankkonto, som ikke blev brugt til andet end løn overførsler. Det var en gåde, hvordan borgmesteren kunne betale sine løbende udgifter, uden at hæve på sin konto.

Under ransagning af borgmesteren bolig fredag eftermiddag blev der fundet 160.000€ i kontanter som var gemt i poser i en madras.

 

I følge de foreløbige undersøgelser er der ikke blot tale om, at kommunen vendte det blinde øje til ulovligt byggeri.

Både borgmesteren og flere embedsmænd menes at have modtaget bestikkelse i form af kontanter eller bebyggelse.

Der ventes flere anholdelser i den kommende tid.

 

Alcaucíns indbyggere overrasket

Byens indbyggere, der tæller ca. 2.500 personer er rystet over skandalen.  

Den socialistiske borgmester har haft absolut flertal i kommunalbestyrelsen i 20 år. I følge indbyggerne var han en god mand og afholdt blandt indbyggerne.

Flere erkender dog at de længe havde hørt rygter om at der skete adskillige ulovligheder på borgmesterkontoret. Også miljøpartier og foreninger har indleveret anmeldelser mod påstået ulovligt byggeri.

 

 

 

 

Se flere nyheder i temaet