Costa del Sol ramt af tornado

 
Costa del Sol blev søndag aften ramt af en tornado, der ødelagde flere boliger i Màlaga.
 
Málaga centrum blev søndag ramt af en tornado, der raserede dele af boligkvartererne i Nuevo San Andrés, Avda. Juan den 23. og Cruz del Humilladero.
Også den nye togstation i Málaga blev ramt af tornadoen, der løftede hele træer op med rode, blæste metaltaget af busstationen og væltede mure. Flere gader blev oversvømmet efter den kraftige nedbør i nat.
 
Den vestlige del af byen værst ramt
I Nuevo San Andres blev facaden til en bygning revet af, og der var en overgang fare for at lejlighederne i bygningen ville blive raseret af de kraftige vindstød.
Málagas borgmester, Fransisco de la Torre, var selv ude i nat for at se på skaderne. Han siger at han aldrig har oplevet noget lignende. Borgmesteren vil nu bede regeringen om at erklære Màlaga for katastrofezone for at få midler fra statens garantifold til at dække skaderne.
Kommunen vil nu oprette tre kontorer i de værst ramte områder, som skal hjælpe de værst ramte.
 
Mindre tornado i Estepona
Tornadoen holdt sit indtog på Costa del Sol i går eftermiddag, hvor den skabte panik og forårsagede skader i Estepona. 5 personer blev såret da taget blæste af Rody Aragón cirkusteltet. Flere træer blev rykket op med rode.
Murene i underetagen på to bygninger på Avda. Puerta del Mar væltede, sol paneler og paraboler blæste af.
 
Taget på busstationen blæste af
Tornadoen vendte tilbage med fornyet styrke senere på aftenen, hvor den ramte den vestlige del af Màlaga centrum. 25 personer blev såret, heraf måtte otte på sygehus. Nogle af de kvæstede er taxachauffører, der ventede ved busstationen, da taget blæste af og ramte de parkerede biler.
 
500 skadesramte
Flere hundrede biler er blevet ødelagt og mindst 20 personer måtte evakueres efter at søndagens tornado i Màlaga havde forårsaget alvorlige skader på deres boliger. 500 personer har foreløbig henvendt sig på kommunens skadekontor for at bede om hjælp.
Nogle af beboerne fortæller til dagbladet SUR at de havde siddet og set TV, da vinduerne pludselig blev revet ud og møbler og billeder begyndte at svæve.
ET ægtepar fik fat i deres mindreårige børn og låste sig inde på soveværelset at skræk for at blive revet ud.
En anden fortæller at vaskemaskinen blev løftet op og landede i patioen på den anden side af huset.
 
Floderne gik over deres bredder
Men også i landkommunerne er der sket skader, dog af mere begrænset omfang. I Periana øst for Màlaga måtte to personer reddes, da en af floderne gik over sine bredder.
Der er sket jordskred på landevejen mellem San Pedro de Alcántara og Ronda, og bilisterne skal være meget forsigtige ved kørsel på landevejene.
I Casabermeja var omkring et hundrede personer isoleret, da Guadalmedina floden gik over sine bredder. Vandet nåede op over broen, der fører ind til El Alcaide og Los Portales boligkvartererne.  
Efter uvejret i går kommer der i dag nogen nedbør, muligvis i form af tordenbyger eller som hagl.
Snegrænsen falder til 1.200 meter og det betyder at der kan falde sne i ROnda og højt liggende dele Axarquia.
Hele den nordlige del af landet har sne og i Madrid sneede det her i weekenden. Det betyder at der kan forventes forsinkelser i både fly og togtrafikken.
 
Kategori F0 og F1
Den tornado, der i går aftes ramte Málaga, havde vindstød på mellem 117 og 180 km/t.
Det svarer til Kategori F1, en såkaldte moderat tornado.
En tornado er en skypumpe, der dannes af et højtryk fra jorden, der bevæger sig mod et højere lav tryk, og det er det, der skaber det enorme sug eller tryk. Tornadoer dannes også i forbindelse med orkaner.
Ordet tornado er af spansk oprindelse og betyder jo at dreje.
Tornadoer bliver opdelt efter Fujitas tornadoskala, fra F0-F5, hvor F5 er de kraftigste og mest alvorlige.
Tornadoen i Màlaga var en F1 og den der holdt sit indtog i Estepona var en kategori mindre, nemlig en F0.
En tornados diameter varierer typisk mellem 100 m og 600 m. Den kan blive op til flere kilometer høj. Det meget lave lufttryk inde i tornadoen skaber ekstremt kraftige vinde.
 
 
 
Se flere nyheder i temaet
Drives af Drupal, et open source system til håndtering af indhold
Open source online newspaper and magazine software