Helle Byrn realiserer livsdrøm

 

Af Pia Bruun/Radio Solymar

Efter 10 års intens forberedelse er den nye internationale designskole Marbella Design Academy i Monda nu færdig. Undervisningen startede den 17. september, da 70 forventningsfulde elever mødte op til første skoledag i den nye flotte bygning.

 

Danske Helle Byrn er både stolt og lykkelig over sit livsværk.

En international designskole, som er klar til at konkurrere med nogle af verdens bedste designskoler.

 

Startede i Marbella

Men Helle er ikke kommet sovende til sin succes.

Hun har brugt 18 år på at realisere sit projekt, der oprindeligt startede med privatundervisning til 14 elever i lejede kontorlokaler i Marbella.

- At designskolen nu er flyttet fra Marbella til Monda får ikke nogen betydning for skolens navn, siger Helle i forbindelse med flytningen til den lille landkommune, der ligger 15. nord for Marbella.

- Skolens navn er blevet markedsført lige siden starten og det vil vi ikke ændre ved.

 

International uddannelse
Den nye designskole i Monda er et imponerende bygningsværk. Bygningen er designet af Helle selv og det er på en unik måde lykkedes hende at tilpasse myndighedernes strikse krav til det andalusiske landskab.

 

Skolen tilbyder grundkurser og statsanerkendte uddannelser i indretningsarkitektur, møbel og produktdesign, grafisk design, mode og web design. Al undervisning foregår på engelsk og der er foreløbig tilmeldt 70 elever fra 33 forskellige lande. Skolen forventer i løbet af de næste par år at nå op på 200 elever.

 

Blandt de nye elever på skolen er der flere danske. Årsagen er ikke mindst at Marbella Design Academy den eneste internationale designskole i Spanien, hvor danske elever kan få udbetalt SU – statens uddannelsesstøtte.

Men Marbella Design Academy adskiller sig fra andre designskoler på flere måder.

 

- Vi har en stærk passion for det vi laver og vores uddannelse er på et meget højt niveau, så stort set alle vores elever har ansættelse bagefter. Vores 1. års indretningsarkitektelever arbejder allerede fra starten med Auto Cad, 3D Max, Illustrator og photoshop så ved slutningen af skoleåret er de oppe på det niveau, som bruges af professionelle designere i dag.

 

Sej kamp

Det har været et langt tovtrækkeri at få skolebyggeriet op at stå. Men Helle Byrn er ikke typen, der giver op. Hun er målrettet og ikke bange for at træffe nye beslutninger.

- Det her har været en balancegang med et højt energiniveau og gå på mod. Jeg var klar over at der skulle arbejdes hårdt for at få det hele op at stå.

 

Helbredet fejler heldigvis ikke noget på trods af de mange arbejdstimer.

 

- Mit blodtryk og min puls er som på en ung pige. Men det kan da godt gibbe lidt en gang i mellem, fortæller Helle, når hun bliver spurgt om, hvordan hun overhovedet har kunnet klare at komme igennem strabadserne.

 

Viljestærk kvinde

Helle mener heller ikke at det har været noget problem, at hun har været kvinde – og udlænding – selv om det til tider har været svært at komme igennem hos myndighederne.

 

- Det handler om styrke og så kvindelist. Min eneste svaghed er mangel på fysisk styrke, så når jeg skal have flyttet noget, må jeg have hjælp. Og det er irriterende, fordi jeg altid vil have tingene gjort her og nu.

Der er næppe mange i Monda, der ikke ved hvem Helle er. Og den lyshårede dansker får stadig mange blikke, når hun kommer kørende gennem landsbyen i sin lyserøde Creysler PT Cruiser.

 

- Jeg føler mig i dag så accepteret, som man kan forvente som udlænding. Jeg tror faktisk at de opfatter mig som en speciel kvinde, der ikke kan sammenlignes med de andre kvinder i landsbyen. Men nu kender de mig og ved hvad jeg står for.

 

Kommunen er selvfølgelig også stolt af sin nye skole og borgmesteren har været en stor støtte hele vejen igennem, forklarer Helle. Det er da også helt oplagt at skolen fremover vil danne ramme om forskellige kulturelle fremstød i kommunen.

 

En typisk skoledag på Marbella Design Academy:

 

Kl. 8.00 - 9.00 Morgenmad i restaurant GAUDI

Kl. 8.45: Briefing med lærerne

Kl. 9.00 – 12.00: Undervisning i hold

Kl. 12.00 – 12.50: Frokostpause. Restauranten tilbyder hver dag en lækker buffet til 5€.

Kl.12.50 – 15.50: Undervisning i hold og/eller enkeltundervisning.

Skolen og restauranten har åbent til kl. 18.00 og tilbyder derudoverbl.a. spanskundervisning, fotokursus, filmforevisning og biografaftener ogandre sociale aktiviteter.

På skolens webside kan man følge med i de forskellige aktiviteter og få tilsendt et nyhedsbrev.

Skolens kurser starter to gange om året: I midten af september og januar.

 

www.designschool.com


TI HURTIGE

1)    Din mest fremtrædende karakterstyrke: Viljestyrke

 

2)    Det bedste du nogen sinde har givet penge ud til: Vores bygge projekt

 

3)    Hvad værdsætter du mest ved andre mennesker: Ærlighed, ligefremhed, energi, passion og gå-på-mod.

 

4)    Dit yndlings dyr: Jeg elsker dyr og jeg har mange. Men jeg holder mest af min påfugl Cesar, mine hunde og katte.

 

5)    Hvis du fik en weekend betalt – hvor ville du rejse hen? Jeg ville blive i nærheden. Jeg elsker Spanien. Jeg ville nok tage til en af Andalusiens smukke byer.

 

6)    Hvad kan gøre dig sur? At blive snydt.

 

7)    .. og rigtig glad? Mange ting. Jeg har en god evne til at sætte pris på gode øjeblikke, såsom samvær med nogen du holder af, smukke omgivelser, god mad og et glas rødvin.

 

8)    Hvad er det bedste tidspunkt på dagen? Når jeg har haft mit varme morgen bad og er klar til dagens dont.

 

9)    Hvornår har du sidst været i Danmark? Ohh! Alt for længe siden. Mit ømme punkt... og jeg brude snart tage af sted, men har alt for travlt. Men når jeg bliver pensioneret vil jeg tilbringe august måned i Danmark.

 

10) Hvor er du om ti år? Om 10 år er jeg 65. Jeg fiser nok rundt Europa i min pink Mormor bus, med surfboards på taget og alt tænkeligt elektronisk udstyr - sammen med mine børnebørn. Jeg har mange planer for min alderdom og med mit fortrinlige helbred holder så bliver det bestemt ikke kedeligt...

 

 

 

 

Se flere nyheder i temaet
Drives af Drupal, et open source system til håndtering af indhold
Open source online newspaper and magazine software