Ny korruptionssag i Estepona

 

Esteponas socialistiske borgmester og flere andre lokalpolitikere er blevet anholdt i en sag om korruption indenfor den kommunale forvaltning.

 

Efter 15 timers razzia på borgmesterkontoret i Estepona er mindst 25 personer blevet anholdt og sigtet og tre varetægtsfængslet i en omfattende sag om korruption og magtmisbrug indenfor lokalforvaltningen.

Blandt de anholdte er Esteponas socialistiske borgmester Antonio Barrientos, statdsarkitekten, fire kommunalbestyrelsesmedlemmer og adskillige ekslokalpolitikere.

 

Udløber af Malaya-sagen

Sagen er blevet døbt Astapa og er en udløber af den såkaldte Malaya-sag fra Marbella, der er den hidtil største sag om korruption indenfor den offentlige forvaltning i Spanien nogen sinde.

Blandt de sigtede er også to tidligere medlemmer af Jesus Gils tidligere parti, der i dag er blevet omdøbt til PES.

Sagen menes at have forbindelse til entreprenør og spekulanter i andre spanske storbyer som Madrid, Córdoba, Bilbao og San Sebastián.

 

I følge de foreløbige oplysninger, minder Astapa-sagen i Estepona meget om Malaya-sagen i Marbella.

Dele af kommunalbestyrelsen er sigtet for svig, bestikkelse, embedssvigt, korruption, kapitalflugt og hvidvaskning af sorte penge.

I følge telefonaflytninger modtog lokalpolitikerne bestikkelse til gengæld for at godkende en række byggeprojekter.

 

Flere partier i parlamentet kræver nu at der bliver nedsat en uvildig kommission, der skal se nærmere på korruptionssagen i Estepona.

 

Broget politisk billede i kommunalbestyrelsen

Kommunalbestyrelsen i Estepona er sat sammen af repræsentanter fra flere forskellige partier.

Socialistpartiet PSOE har 11 mandater, PP har fem, det tidligere GIL-parti, som i dag hedder PES har også fem, det andalusiske parti PA har to og det venstresocialistiske parti en og tidligere borgmester Rosa Diez også et mandat.

 

Den skandaleramte borgmester Antonio Barrientos er 47 år gammel og uddannet speciallæge i allergi. Han overtog borgmesterposten i Estepona i 2001 efter den tidligere borgmester Antonio Caba, der blev erklæret inhabil i forbindelse med en skandalesag på et advokatkontor.

 

Men allerede seks måneder efter blev Barrientos afsat under en mistillidserklæring, ledet af den konservative Rosa Diez og to GIL-medlemmer, men de måtte gå af igen ved det efterfølgende kommunevalg i 2003.

Her lykkedes det Barrientos at danne flertal takket været støtte fra de to tidligere GIL-parti medlemmer, der forinden havde støttet det konservative styre.

 

Ved kommunevalget sidste år gik Barrientos frem fra seks til 11 mandater, mens det konservative parti og GIL-partiet hver måtte nøjes med hver fem.

 

Kritiserer korruption og magtmisbrug

Barrientos har officielt altid fremtrådt som lovens forlængede arm.

Under afsløringen af Malaya-sagen i Marbella gik Barrientos så langt som til at sige, at det var dybt beklageligt at der var nogen, der ikke kunne adskille det offentlige fra det private og at hvis der var nogen, der havde fingrene i kassen, måtte de falde med lovens magt.

 

Uenig med den andalusiske forvaltning

Barrientos har flere gange været på kant med den andalusiske regeringsleder Manuel Chaves, der har afvist flere byggeprojekter fra Esteponas borgmester.

Barrientos var desuden blandt de tre socialistiske borgmestre i Málaga provinsen, der for to år siden stemte imod godkendelse af omstridte den andalusiske jordlov POT.

 

 

 

Se flere nyheder i temaet