Pas på øjnene

Et par billige solbriller kan ødelægge øjnene i stærk sollys.


Mens vi smører os ind i faktor 15 og spiser masser af salat og frugt for at passe på figuren i sommervarmen, så er der ikke mange der tænker på at beskytte øjnene.

 

Billige og smarte briller
Den spanske optikerforening bekræfter at der er alt for lidt fokus på faren for øjensygdomme som følge af det kraftige sollys og UV-strålingen ved Middelhavskysterne.
Hovedparten af turisterne køber nemlig billige solbriller, som ikke yder nogen særlig god beskyttelse af øjnene.
Vel - de ser smarte ud, når de sidder rigtigt, og bliver da også mest købt for et syns skyld. Og selv om brillerne nogen gange bærer et lille EU-mærke som garanti for kvalitet, så er det ikke til at vide om det er fup og fidus.

 

Vælg brilleglas med omhu
En mørk solbrille er ikke noget garanti for beskyttelse af øjnene. Hvis glasset er uskarpt, skal øjnene anstrenge sig ekstra meget.

Hvis man dyrker meget vandsport, skal brilleglassene være grønne. Hvis man er nærsynet, skal de være brune, og hvis man har brug for at køre med solbriller, skal glassene være grå. Pas på med at bruge gule brilleglas i trafikken, for de kan forvrænge farverne i lyssignalet.

Men een ting er så godt som sikkert: Jo billigere solbrillerne er, jo dårligere er kvaliteten og kunden får heller ikke nogen garanti for, at brillerne har et effektivt solfilter.
Dårlige solbriller kan derfor ligefrem skade synet, hvis de bliver brugt meget i stærkt sollys.

De billige solbriller bliver mest solgt i tøjbutikker, kiosker, supermarkeder og på markeder for stort set ingen penge.

 

Gå til læge hvis synet svigter
I følge optikerforeningen i Málaga bruger 15% af indbyggerne solbriller, der ikke giver nogen effektiv beskyttelse mod det stærke sollys. Antallet af øjensygdomme stiger i sommermånederne med 20%.

Hvis du får problemer med synet i solen, eller hvis øjnene bliver røde og klør, er det vigtigt at opsøge en optiker eller en øjenlæge.

 

 

 

Se flere nyheder i temaet