Sådan set fra oven

Hvordan får man højdeskræk og bjergbestigning til at gå op i en højere enhed?.Klikker ind på bjergvandringspanien.dk, melder sig til og laver derefter en aftale med sig selv om, at der ikke findes nogen undskyldning for at springe fra.
Nu skal i ikke ryste på hovedet af det der med højdeskræk. Så alle jer, der har det fint med at bo på tiende sal og helst sidder på en vinduesplads i flyet, kan bare glæde sig til en fantastisk oplevelse.
Vi andre, der må sige nej tak til alle fornøjelser over 5 meters højde, ved godt hvordan det er, når skrækken melder sig. Og her er der måske noget at hente fra oven.

Det var Niels-Henrik Kristensen og Arne Brandt fra bjergvandringsgruppen, der fik mig overtalt. Alene navnet ”bjergvandrerne” virker jo unægtelig beroligende. At vandre betyder jo at gå af sted i et afslappet tempo – ikke? Hvis nu der havde stået noget med at bestige eller klatre, var jeg nok hoppet over.
Vi mødtes ved indgangen til Grotterne i Nerja kl. 0830. Ret tidligt for os, der kom kørende langvejs fra, synes jeg. Og så en søndag morgen, hvor dynen unægteligt trak i den anden retning.
Der var 15 deltagere, hvoraf de fleste så ud til at være voksne folk. Jeg kikkede nøje på dem. Ingen hakke, redningsvest eller pigsko.

Vi kørte op til udgangspunktet (!) for vandreturen, der lå i 700 meters højde. Jeg havde ikke læst rigtigt på lektien hjemmefra og troede faktisk, at det var målet for udflugten.
700 meter er allerede 695 meter over end min 5-meters grænse og jeg bad en stille bøn for, at vi ikke skulle meget længere op. Det meste af vores verden lå jo allerede for vores fødder. Langt dernede lå Nerja og drivhusene i Maro.
Mens resten af holdet nød det betagende syn ud over kysten, kom tvivlen.
- Altså hvad er det nu du har gang i .... og du kan jo nå at springe fra endnu, sagde min højre hjernehalvdel.
 

Henrik forklarede at toppen lå lige der ovre bag ved og at det kun ville tage tre timer at gå derop – inklusiv pauser.
Det var ikke en af de svære ture.
Samtidig dukkede Asger Mundbjerg op. Han var startet fra Maro kl. 7 og var gået de 700 meter op ad bjerget – i lige linie – altså. Måske bare for at varme lidt op...
Mine undskyldninger var simpelthen ikke gode nok
Holdet begyndte at gå op ad en smal sti, der snoede sig rundt om bakken. Så dukkede den ene bakketop op efter den anden.

Jeg holdt blikket nede og fokuserede på de tørre buske, smørgule blomster og små klippestykker, der skulle gøre det ud for en sti.
  
Et par timer og to millioner sten senere var vi kommet et godt stykke op.
- Nu gør vi holdt, sagde Henrik og jeg åndede lettet op. Endelig. Det var lykkedes. Jeg kunne næsten ikke få armene ned! Men det var inden jeg vidste bedre.

Vi satte os ned og spiste lide af den medbragte mad. Utroligt som det smager i den friske luft. Solen skinnede fra en skyfri himmel - det var vindstille og et usædvanligt flot efterårsvejr.
Jeg smugkikkede lidt uden at nogen så det. Laaaaaaaangt der nede lå Frigiliana som en lille hvid flække. Jeg har ellers altid syntes at byen lå så højt.

Himmel og hav stod i et, kun adskilt af en bræmme af skyer over den nordafrikanske kyst.
Torre del Mar og La Herradura dukkede op i hver sin side.
Det var først da Henrik pegede over på en grå stenet bjergtop, der stak op længere ude, at det gik op for mig at vi var langt fra målet.
- Altså, det gør du simpelthen ikke, sagde hjernehalvdelen igen. Jeg begyndte febrilsk at lede efter en god undskyldning. Jo - altså jeg kunne jo bare stå af og vente på at de andre kom ned igen.
Holdet rejste sig og vi gik videre. Forbi en gammel mineskakt, der var så dyb, at man ikke kunne høre stenen ramme bunden.

Jeg trøstede mig med, at bjerget jo trods alt havde stået der en del år. Der var noget urokkeligt over den der grå klippe, der i al sin beskedenhed tårnede sig op foran os. Det var selvfølgelig ikke nogen Mount Everest – men alligevel...
Holdet delte sig i to: De seje, der hurtigt nåede op på toppen - og så os andre.
Stien blev smallere, de gule blomster forsvandt og stenene blev store som klippestykker. Til sidst var der kun væggen tilbage og nogle blå mærker, som fortalte, at vi var på ret kurs. Oppe på toppen kunne man se et stort hvidt kors. Målet.

Det var her bjergbestigeren blev undfanget. Videre – opad. Ikke noget med at stoppe her.
Min 5-meters grænse nærmede sig nu de 1.500 meter og det var pludselig helt ligegyldigt om bjerget var 1000 eller 2000 meter. Nu var der kun 70 meter skrænt tilbage.
Det var underligt at tage det sidste skridt – og så stå der oppe med jorden under sig.
Jeg kunne ikke dy mig for at kikke ud. Almuñecar og Motril kom til syne der ude i venstre synsfelt, og Málaga og Mijas bjerget foldede sig ud i den modsatte ende. Endnu længere ude lå Gibraltar-klippen. Når man kikkede bagud kom Sierra Nevada frem i sin hvide snedragt.
Bortset fra et par enkelte andre punkter var El Cielo det højeste i området.
Det viste sig at være en usædvanlig flot dag til formålet. Der var ikke en vind der rørte sig og det er en sjælden fornøjelse, sagde kenderne.

Fornemmelsen af at have gennemført noget stort fortog sig hurtigt. Det strømmede til med bjergvandrere, flest spaniere fra omegnen og måske et par svenskere. Shorts og gule strømper – de kommer fra nord. Et sted stod en bonde og flette kurveting. Det mindede mest af alt om en populær søndags udflugt.

Nedturen var ikke halvt så slem, som jeg havde troet, og jeg behøvede ikke at tænke (så meget...) over højder eller skråninger.
Da vi et par timer senere igen var nede ved parkeringspladsen, så det helt anderledes ud, end få timer tidligere. Bilerne stod godt nok der, hvor vi havde sat dem, men der var slet ikke så langt ned. Lige der nede lå jo Nerja og Frigiliana. Man kunne næsten gå derned....

Jeg kikkede tilbage mellem bjergene, da vi kørte det sidste stykke ned af bjergvejen. Af og til dukkede el Cielos stolte bjergtop op langt ude i det fjerne og jeg tænkte at hvis nogen på et tidspunkt havde sagt at jeg en dag skulle stå der oppe og kikke ud så havde jeg slået mig selv på lårene og skreget ALDRIG I LIVET.

Kik ind på bjergvandringspanien.dk og find næste rute. Det kan være vi ses...Du får en god oplevelse sammen med en gruppe dejlige mennesker, frisk luft og gang i kroppen.

GODE RÅD
Vær i nogenlunde form. Gå f. Eks. 3-5 km. dagligt eller dyrk anden motion
Vær forberedt på, at det kan være svært at tage trapperne et par dage efter turen..
MEDBRING:Rygsæk, vandrestøvler eller tykbundet joggingsko, kasket, solbriller, vanter og evt. hue og varmt tøj, hvis det bliver køligt. Brug gerne vandrestave.
Tag vandflasker og mad med og lidt ekstra til hurtig energi.
Godt humør.

UDGIFTER: Gebyr på 3€ per tur
 

 

Se flere nyheder i temaet
Drives af Drupal, et open source system til håndtering af indhold
Open source online newspaper and magazine software