Vær godt klædt på til vinterudsalg!

Hvis man har købt med kreditkort og vil have beløbet refunderet - eller hvis der er fejl i varen?

 
Udsalget er startet – ganske vist ovre flere etaper – men nu er det i fuld gang.
For første gang nogensinde har butikkerne i år haft mulighed for at fremskynde udsalgets start til den 2. januar – men det er kun de færreste, der har valgt at gøre det. Årsagen er, at de store butikskæder skal have udsalgsperioden til at hænge sammen med reglerne i resten af landet, og her startede det de fleste steder først den 7. januar.
 
Men hvad er det nu der gælder ved køb af udsalgsvarer? Radio Solymars udsalgsekspert Jesper Sander Pedersen, svarer på spørgsmål.
 
Hvem er det der bestemmer, hvornår der er udsalg?
 
Perioden besluttes af lokalregeringen i landets regioner, og det er her i Sydspanien La Junta de Andalucia.
Regeringen har i år forsøgt at efterkomme et krav fra erhvervslivet om at fremskynde udsalgets start for at øge omsætningen i forbindelse med Hellig Tre Konger.
Vinterudsalget starter ellers normalt den 7. januar og varer to måneder, men perioden er i år rykket frem til 2. januar.
Det har de små forretningsdrivende taget til sig, mens de store indkøbskæder som El Corte Inglés, Zara, Cortefiel, C & A, m.fl.) først startede udsalget den 7. januar.
 
Hvorfor har de små forretninger været hurtigere end de store?
 
De små forretningsdrivende er hårdest ramt af krisen og bruger udsalget til at kompensere for den dårlige omsætning i julemåneden. De store kæder skal have udsalget til at hænge sammen med afdelingerne i resten af landet og har et ikke samme akutte kapitalproblem.
 
Hvad er forskellen på udsalg (rebajas) og tilbud (oferta/ descuentos/ fin de existencia)? 
 
Rebajas : Tidsbegrænset periode og særlige bestemmelser ved salg, returret og ombytning.
 
Oferta: Ingen begrænsninger
 
Hvad er det for nogle bestemmelser?
 
Alle varer, som sælges på udsalg, skal have været sat til salg, inden udsalget startede. Den oprindelige pris skal derfor fremgå af etiketten sammen med den nye udsalgspris. Køberen kan på den måde se, hvor stor besparelsen er ved at købe den pågældende varen på udsalg.  
 
Er alle udsalgsvarer i lige god stand?
 
Det er de normalt, men man jo kan aldrig være helt sikker. Man skal som et godt tip undersøge alle udsalgsvarer for fejl (defekte syninger, manglende knapper, pletter, fejlfarver, osv.), inden man køber. Det er ærgerligt at opdage fejlen derhjemme for så skulle forsøge at bytte varen på et senere tidspunkt.
 
Hvordan er fristen for at bytte en udsalgsvare?
 
Forbrugeren har normalt 14 dages fortrydelsesret fra den dag, man har købt varen på udsalg. Dvs. man kan ikke kræve at få varen byttet, når fristen er overskredet.
Man kan som en forholdsregel bede om at få fristen forlænget, hvis der er tale om en gave, som først vil blive åbnet på et senere tidspunkt.
Det vil i så fald blive noteret på bagsiden af kvitteringen og aftalen skal klart fremgå.
 
Hvad skal man gøre ved ombytning?
Forbrugeren skal medbringe den vare, de ønsker at bytte sammen med den originale emballage, hvis vi taler om elektronisk udstyr, hårde hvidevarer. Desuden skal de have den kvittering eller kassebon, de bad om at få og ikke mindst det konto- eller kreditkort, man har brugt til at betale med.
 
Det er en vigtigt detalje, for forretningen har ikke pligt til at refundere beløbet kontant, hvis udsalgsvaren er betalt med et kontokort. Ekspedienten skal refundere beløbet til den bankkonto, hvor beløbet er trukket fra.
Forretningen har ikke lov til at opkræve kommission for at refundere beløbet til køberens konto.
 
Man har ret til at bytte udsalgsvaren med en tilsvarende model, hvis forretningen fortsat har den pågældende vare, eller få pengene retur, hvis varen er udsolgt i den størrelse eller farve, man oprindelig har købt. Man kan også bede ekspedienten om at skaffe en tilsvarende model fra en anden afdeling, hvis der er mulighed for det.
 
Er der nogle faldgruber forbrugerne skal være opmærksomme på?
 
Forretningerne må ikke placere varer, der sælges til normalpris i det samme område, hvor der skiltes med udsalgsvarer.
Forretningerne har pligt til at refundere beløbet (kontant eller tilbagebetaling til bankkonto) til kunderne, med mindre der er opsat skilte, som gør opmærksom på, at varen ikke kan byttes eller beløbet refunderes.
 
Disse begrænsninger gælder normalt:
Undertøj – hygiejniske grunde
DVD-film, CD, Blue-Ray film - kan ikke byttes hvis cellofan indpakningen har været åbnet
Computerspil (de samme begrænsninger)
 
Hvad gør man, hvis man føler sig dårligt behandlet eller snydt? 
 
Man har i så fald mulighed for at udfylde en formular ”hoja de reclamación” på stedet og aflevere den til det kommunale forbrugerkontor (OMIC). Kontoret vil i så fald undersøge sagen og ekspedere den videre til forbrugerklagenævnet, hvis der er belæg for klagen.
De fleste forretningsdrivende vil normalt forsøge at finde en løsning, som gør begge parter tilfredse.

 

 

Se flere nyheder i temaet