Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

I skammekrogen med politikerne!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 20/07/2019 - 00:01

Klumme Samfund og Politik

KLUMME: To tidligere premierministre i Spanien kommenterer på landets parlamentariske lavpunkt. og opfordrer til ansvarlighed.

Felipe González og José Maria Aznar var i denne uge deltagere i et seminar, der egentlig handlede om digitalisering, men de to erfarne herrer, kunne ikke afholde sig fra at kommentere situationen op til afstemningen om ny regeringsleder i næste uge.

Felipe González, socialdemokratisk politiker (PSOE), var premierminister i Spanien fra 1982 til 1996 i fire valgperioder.

José Maria Aznar, konservativ politiker (PP), var Spaniens premierminister fra 1996 frem til den 17. april 2004.

José Maria Aznar og Felipe González 

Engang politiske fjender, men i dag med en helt anden enighed, når det drejer sig om adfærden blandt medlemmerne i Kongressen..

De satte ikke navne på de enkelte partier og politikere, men som Aznar sagde, var der i øjeblikket tale om den største politiske uansvarlighed nogensinde. Gonzalez tilføjede, at de nuværende politikere burde sendes i "rincón de pensar" - tænkehjørnet - svarende til skammekrogen på dansk.

Bruddet med fortiden, hvor det enten var PSOE eller PP, der havde absolutte flertal, har betydet flere partier, der hver for sig kun fokuserer på egne interesser og ikke tænker på landets tarv.

Det er nødvendigt, at man enes om løsninger mod midten, for at give landet stabilitet.

- I de seneste fem år, er der ikke blevet truffet én eneste vigtig beslutning, og de beslutninger, der er blevet truffet, er forkerte. Men hvordan skal det også kunne lade sig gøre, når der ikke findes en regering med et flertal bag? Det burde være muligt at sætte fælles mål med den nuværende sammensætning i Kongressen og koncentrere sig om løsningerne af de problemer, som landet står over for, beklagede Aznar.

- Ingen af de store udfordringer, som landet står over for, kan i dag løses med en regering, der har absolut flertal. Der kan i dag kun være en mindretalsregering, der skaber flertal for ny lovgivning gennem politiske aftaler på det bredest mulige grundlag. I dag præges det politiske billede af personer, der agerer med uforenelighed, modstand og rivalisering, beklagede González.  

Mødet med de tidligere regeringschefer foregik i en venlig atmosfære, hvor de to tidligere politiske fjender, nærmest spøgte med, at de nu var så enige.

Enigheden slog også igennem ved journalisternes spørgsmål.

Gonzálzs nævnte også, at Spaniens økonomi lige nu er frakoblet den politiske magt men, at hvis situationen fortsætter, kan det blive dyrt for landet.

Aznár forsikrede, at han aldrig havde oplevet et værre øjeblik i spansk politik med den nuværende lammelse, hvor politikerne ikke forklarer, hvad de vil med landet. Aznár beklagede også, at den samme situation i øjeblikket også finder sted ved regeringsdannelserne i La Rioja, Murcia og Madrid-regionerne.

Næste uge

På mandag den 22. juli starter indsættelses-debatten. Det er PSOEs leder, Pedro Sánchez, der har stafetten, fordi hans parti blev det største i Kongressen efter valget den 28. april.

Tirsdag den 23. juli finder den første afstemning sted, hvor det er nødvendigt at få absolut flertal - det vil sige 176 stemmer ud af de i alt 350 medlemmer - for at Sánchez bliver indsat.

Lykkes det ikke, finder den næste afstemning sted inden for 48 timer, og her det kun nødvendigt med et simpelt flertal, det vil sige flere stemmer for Sánchez end imod.

Ved den første afstemning vil de fleste nok markere holdninger, mens det ved den anden afstemning er muligt at vise ansvarlighed ved at undlade at stemme og derved sikre, at Sánchez bliver indsat og landet kan komme videre.

Balancen mellem partierne er også den, at intet andet partis leder, vil kunne opnå flertal.

Lykkedes det ikke for Sánchez at blive indsat, har han sagt, at han vil udskrive nyvalg. Det vil i givet fald blive den 10. november i år, når fristerne i den spanske valglov skal overholdes.

Et nyvalg der i henhold til de seneste meningsmålinger ikke vil give den store ændring i partiernes mandater, bortset fra at PSOE vil gå yderligere frem.

Gennemsnit seneste meningsmålinger

Nuværende mandatfordeling

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.