Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mijas' muslimske kulturarv

Skrevet af Pia Bruun, ons, 31/03/2021 - 07:00

Udflugter

UDFLUGT: Vi benytter corona-tiden til at fordybe os i lokalhistorien og inviterer dig på en vandring gennem tiderne. Denne gang gælder det Mijas' muslimske fortid

I dag er Andalusien et af de mest eftertragtede steder for spanske og udenlandske turister. Ud over strandene og det gode vejr er den sydspanske kulturarv også en af de helt store attraktioner.

Her kan man se og opleve rester fra landets muslimske fortid: tænk bare på Alhambra, La Mezquita i Córdoba eller det labyrintiske og snørklede gadeforløb som vi finder overalt i centrum af hovedparten af regionens små og store byer.

Perioden ‘al-Andalus’ var særlig betydningsfuld i her Andalusien, hvor den varede i næsten 800 år, fra udbredelsen af islam på den iberiske halvø i 711 til Nasride-dynastiets endelige fald og Granadas kapitulation i 1492.

Mijas er ingen undtagelse når det gælder islamisk kulturarv. Vi har ganske vist ikke mange rester tilbage fra den periode, men historikere, antropologer og arkæologer har forsket i dokumenter og udgravninger og det giver os en idé om, hvordan muslimske Mijas så ud.

Her er resterne af den gamle mur rundt om byen

Og la Alzacaba lå ikke der, hvor man i dag finder restauranten af samme navn. Men hvor så?

Vi spadserer gennem byen og finder resterne af ‘al-Andalus’ på vores vej. Vi genskaber den gamle muslimske ‘Qasba’ som bestod af en lille landsby og moské, som lå beskyttet inde bag murene. Vi går op ad rampen og ind gennem hovedindgangen til 'La Alquería' - den gamle landsby, som desværre ikke findes længere. Men det gør et af de formentlige fire vagttårne bag murene, og det skal vi op i. 

Kærlighed på tværs af religion

Vi nyder udsigten fra tårnet og fra murene ‘La Muralla’ som blev bygget til byens forsvar mod pirater og kristne angreb.

Vi hører den ret så autentiske men også dramatiske historie om ægte kærlighed på tværs af religion og politik mellem den muslimskfødte Juana de Carlos – oprindelig dronning af Fez – og en kristen slave. Parret stak af sammen og flygtede under beskyttelse af den daværende kejser Karl V til Spanien.

Juana lod sig omvende til katolicisme, parret blev gift og slog sig ned i Mijas, hvor de boede i al ubemærkethed i flere årtier. Det vidner dokumenter om.

Klippens jomfru

Vi kigger neden under en af Mijas’ mest besøgte turistattraktioner: La ermita de la Virgen de la Peña, hvorfra man kan nyde en storslået udsigt over kysten. Selve kapellet er ikke interessant for os i denne forbindelse, men det er fundamentet derimod. Her stod nemlig det oprindelige muslimske vagttårn, og det var her man fandt den lille træfigur, der i dag er byens skytshelgen.

Denne bygning kender de fleste, ikke?

Men der blev også opført et kloster og det ser vi resterne fra.

Men at der fandtes et kloster neden under det lille kapel ved kun de færreste

Så kan du lide historie, og vil du vide mere om Mijas’ fortid, så meld dig til turen på søndag, når vi traver gennem en lille del af ‘al-Andalus’

Vil du med?

Alle ture starter klokken 11:00 med afgang fra Plaza de la Virgen de la Peña lige overfor Rådhuset.

Turene varer cirka to timer, og de er tilrettelagt og promoveres i samarbejde med Mijas Kommunes Udlændingeafdeling.

Deltagerne fordeles i hold efter ønsket sprog: Engelsk, dansk og tysk.

Pris: 12 euro for guidet tur (Den muslimske arv og Mijas i går og i dag) eller 15 euro (kunstnerbesøg), som inkluderer smagsprøver..

Max 10 personer per hold.

Yderligere information på telefon 0034 686 454 717.

Tilmelding nødvendig til pia.bruun@gmail.com

OBS: Hvis du er blandt Amigos, så husk at benytte den email, du er registreret med og skriv, at du er Amigos af hensyn til din førsteret til reservation.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.