Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Regnen vælter ned

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 24/09/2021 - 11:48

Vejr og natur

VIDEO: Veje forvandlet til floder, biler trukket væk, boliger under vand. For en uge siden knoklede brandfolk mod flammehav i Sydspanien, og mens branden endnu ikke er erklæret for slukket, knokler man nu med et ganske andet element.

Fra asken til ilden. Eller fra ilden til vandet? De stakkels brandfolk i Andalusien har virkelig snart fortjent en solid ferie!

For nylig kæmpede de mod en helt uoverskuelig brand i indlandet bag Estepona, Málaga. En ret ulige kamp, da der blæste meget, temperaturerne var høje og landskabet var knastørt. Alle krydsede fingre efter lidt tiltrængt nedbør, og det var i sidste ende også det, der hjalp. Branden kom under kontrol i sidste uge, men endnu ikke meldt endeligt lukket.

Nu er der så helt andre opgaver, der sender de brave bomberos på overarbejde: Oversvømmelser på grund af regn!

I dag skriver de andalusiske brandmyndigheder, Infoca, på twitter:

"Vi fortsætter arbejdet i #IFJubrique, der er under kontrol. #NU: Vi griber ind på grund af oversvømmelser i provinserne Córdoba, Granada og Huelva, i sidstnævnte særligt slemt i Isla Cristina, Cartaya og Lepe. Vi er fortsat på vagt."

Til tweetet er dette billede:

Det er vejrfænomenet Dana, der giver alle problemerne. Læs mere om det her

I byer i Huelva arbejder mere end 630 personer lige nu med at rydde op og udbedre de skader, der er forårsaget af de kraftige regnskyl langs Huelvas kyst siden torsdag. 

Alarmcentralen i Andalusien måtte sende hjælp ud til flere end 300 hændelser i Huelva-kommunerne Isla Cristina, Ayamonte og Lepe, hvor der er sket oversvømmelser af boliger og virksomheder. Danas passage gennem Extremadura har også medført mange problemer - især i den sydlige del af Badajoz-provinsen.

Dana, som i de seneste dage har ramt store dele af den vestlige del af fastlandet og Balearerne, begynder nu endelig at aftage, men områder i syv regioner er dog fortsat i alarmberedskab i dag - Castilla y León er i næsthøjeste alarm for op til 30 mm nedbør i timen.

Forvent mere af den slags

En ny form for tørke i Middelhavsområdet medfører en stigning i antallet af voldsomme regnskyl i efteråret.

For at der kan forekomme skybrud, skal en kombination af høj luftfugtighed, ustabilitet og lokale konvergenser kombineres effektivt.

En konvergenszone opstår i et område hvor to vindsystemer med forskellig vindretning støder sammen langs en linie. Herved løftes luften op langs linien, og der dannes nedbør.

Den nye form for tørke skyldes, at luften i dag indeholder mere fugt, hvilket kan føre til 30 procent mere nedbør.

De tørkeperioder, der opstår på halvøen, er mere tilbøjelige til at forårsage ekstreme hydro-meteorologiske episoder som vi nu ser.

For Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer, IPCC, er det ifølge José Miguel Viñas, meteorolog hos Meteored, uomtvisteligt, at menneskelige aktiviteter er årsag til klimaændringer, der "gør ekstreme begivenheder som hedebølger, skybrud og tørke hyppigere og mere intense". Dette er mere tydeligt i Middelhavsområdet".

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.