Verdens bedste olivenolie kommer fra Castillo de Tabernas

230303_oliovenolie_portada

Der er to pladser ledige på turen!

Skrevet af Jacques Borggild

På vores 3-dagestur fra den 6. - 8. marts besøger vi på 3-dagen om onsdagen Olivenolie-møllen Castillo De Tabernas. Olivenlunden, som leverer en del af olien til møllen, ligger i Tabernas-ørken-dalen i nærheden af Almería. Denne dal har et helt unikt mikroklima, som ligger ud til Middelhavskysten og har det største antal solskinstimer  om året i Europa. 

Dette giver Castillo De Tabernas mulighed for at opnå en ekstrem overlegen råvare, som gennem sin koldpresning resulterer i en extra jomfru olivenolie, som er unik i hele verden.

I Castillo De Tabernas olivenolie-møllen produceres en af de absolut bedste jomfru olivenolier, som i dag findes på det internationale marked. Baggrunden for denne høje kvalitet finder vi i de bedste råvarer samt anvendelsen af den mest moderne teknologi i presnings-processen. 

Et originalt oliventræ er stedsegrønt og ca. 15-20 meter højt. Træerne podes og beskæres således at et ”produktionstræ”  typisk er max. 3-5 meter højt. Et oliventræ producerer i snit 200-300 kilo oliven pr. høst, men man har hørt om træer, som producerer helt op til 400-500 kg. Der bruges 5 kg. Oliven til  at fremstille 1 liter jomfruelig olivenolie.  

Høsten starter i september-oktober, hvor de umodne, grønne bær, som anvendes til spiseoliven, høstes. I december og januar høstes de modne bær, som anvendes til jomfruolie. Man anvender normalt de billigere olier til stegning, mens de dyrere jomfruelige olier anvendes som dressing til salater. 

Det kan være svært for vi nordboer at forstå, hvorfor olivenolie er så populært bl.a. i de Sydeuropæiske lande, en dansker bruger ca. 1/2 liter olivenolie pr. år, mens en Italiener bruger ca. 10 liter pr. år. 

Olivenolie er sundt

Olivenolie har flere gavnlige virkninger. Den virker helende på mindre sår og dulmer smerter. Et par spiseskefulde olivenolie modvirker forstoppelse, men det vigtigste er dog, at olien nedsætter kolesterolindholdet i blodet, hvilket betyder at risikoen for blodpropper nedsættes. Olien kan også virke forebyggende mod brystkræft. Olivenolie har en sammensætning, som minder meget om fedtet i modermælk. Mange mener, at fedt er usundt, men faktum er, at indbyggerne i Middelhavslandene, som for eksempel Grækenland, Italien og Spanien stort set ikke kender til blodpropper! Men – hvorom alting er, så – selv om olivenolie er en  sund form for fedt – feder det som alle andre fedttyper.

Miljøvenlig produktion

Castillo-oliemøllen interesserer sig meget for miljø, såvel i produktionen på fabrikken som  i mark-produktionerne. Castillo har leveret produktionsprogrammer til de mange landmænd, som har plantet oliventræer og startet en produktion af olivenolie og dermed været med til at gøre produktionerne i Tabernas-området økonomisk positive, samtidig med at oliven-produktionen har været stærkt stigende i hele Almería-provinsen.

Andalusien producerer 70 procent af Spaniens olivenolie, som igen udgør 40 procent af verdensproduktionen. Cirka. 35 procent af eksporten sendes til Italien, som hælder den spanske olivenolie på egne flasker og reeksporterer olien som ”Italiensk olivenolie”.

Det er en fantastisk ting, at Castillo har formået at  hæve befolkningstallet i Tabernas-området  ved at hjælpe de mange lokale landmænd med deres olivenolie-produktion.

Kirken Øst for Málaga har bestilt 300 - ½ liter  flasker jomfruelig olivenolie, som kan købes på 3-dagesturen. Vi får flaskerne leveret med vores egen etikette, som kirkens forperson Karen Margrethe Engelbreckt har tegnet. Og husk nu, at der kan  gå år, ja årtier mellem ”den næstsidste olie” og “--- ------ ----”. 

Der er to pladser ledige på turen!

Læs mere om rejsen her