“I dag vil jeg afsløre to hemmeligheder for dig…”
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/06/2025 - 06:21

Klumme
Midt i flugten fra politikernes hensynsløse og onde tornadoer.
Mere end halvdelen af spanierne anser politikere for at være leveringsdygtige i misinformation.
Konstateringen fremgår af Digital News Report 2025.
Faktisk er det 57 procent af spanierne, der anser de nationale politikere som leveringsdygtige i misinformation. Et tal, der er 10 procent højere end i de andre 47 lande, hvor Digital News Report udarbejdes.
Det er også konstateret, at 37 procent af spanierne undgår at følge med i nyheder - en tendens, der er stærkest blandt unge og på de politiske fløje
Mistilliden til de nationale politikere i forhold til falsk og vildledende information er størst blandt ældre med 64 procent af dem over 65 år. Blandt dem, der identificerer sig med højrefløjen, er tallet 61 procent mod 56 procent blandt dem på venstrefløjen.
Men den spanske opfattelse af politikere som spredere af falske nyheder begrænser sig ikke kun til Spanien, da udenlandske regeringer og politikere anses for den næststørste trussel med 45 procent.
Lad mig afsløre en hemmelighed for dig
Det er desværre mig, der skriver de fleste politiske nyheder her på redaktionen. Og ved du hvad? Det er ofte - faktisk nærmest altid - en uudholdelig pine at skulle gøre det. I næsten 100 procent af de spanske politikeres udtalelser sviner de hinanden til. De ikke engang taler svineriet, men råber det og ofte med røde hoveder, fordi deres blodtryk er helt oppe i det røde felt.
Som onsdag, hvor jeg skulle rapportere om dagens møde i Kongressen
Jeg vil ikke udelukke muligheden for, at jeg var den eneste i hele Spanien, der havde tålmodighed til at følge transmissionen direkte på fjernsynet ...
Den var en skamplet på folkevalgtes opførsel over for befolkningen.
En samling banditter, der alene prioriterer personlig magt og langtfra befolkningens interesser.
Hvornår har fløjene i Kongressen samarbejdet om lovgivning for borgernes tarv siden valget for snart to år siden? Måske kan du hjælpe mig med svar?
Svip til Danmark
Hvor er det da en anledning til at påskønne politikernes indsatser i Folketinget, hvor størstedelen af lovgivningen vedtages med brede flertal - måske lige bortset fra St. Bededag …
Nu kan Lars Løkkes økonomiske hjælp til Fonseca på ingen måde sammenlignes med korruptionssagen i Spanien. Og politikerne i Danmark og Spanien slet, slet ikke.
I Danmark har oppositionen - i talesprog - bedt om en undersøgelse af handlingens lovlighed. De har ikke forsamlet sig med bannere på Kgs. Nytorv og råbt på, at Lars Løkke skal trække sig.
Lad mig også afsløre en anden hemmelighed for dig
Med 35 år på bagen i Spanien ville det nok være underligt, hvis jeg ikke havde lært den spanske kultur og mentalitet at kende. Det har igen at gøre med tidens hotteste emne om korruptionen i PSOE.
I Spanien har det i årevis været "korrekt", at man sagde tak og kvitterede, hvis nogen havde gjort én en tjeneste.
- Hej Pablo. Tak fordi du skaffede min datter jobbet. Må jeg ikke invitere dig på en middag, hvor vi også kan snakke om reparationen af din bil, som mit værksted nok let kan ordne?
- Tak fordi du henviste en køber til min bolig. Her en kuvert med det beløb, jeg ellers skulle have betalt en ejendomsmægler.
- Kære borgmester, tak for kommunens hurtige byggetilladelse. Kender du nogen, der har brug for en god lejlighed i byggeriets første række?
En personlig erfaring
For vist nok 15 år siden hyrede en familie mig til at få skåret toppen af en bakke, hvor der skulle opføres et hus. Blandt flere tilbud valgte jeg det bedste for mine klienter og fair for begge parter.
Et større arbejde med både anlæg af vej til toppen, udgravninger og mindre sprængninger i klippen.
Efter arbejdets afslutning kom entreprenøren til mig for at modtage slutafregningen. Vi snakkede om, hvor godt det var gået, og på vej ud af døren stak han mig lige en kuvert med tak for, at han havde fået opgaven.
Den indeholdt sedler, der svarede til omkring 10 procent af hele arbejdets pris. Jeg afviste at modtage den mange gange. Til sidst tog han den med, og først dagen efter opdagede jeg, at han havde lagt den i min postkasse.
Min løsning blev, at jeg orienterede familien og trak beløbet fra i det honorar, de skulle betale mig. Og så inviterede de både mig og familien på en stor middag …
Korruption, bestikkelse …?
På min vej gennem mange samfundslag fortalte jeg ofte historien om Aalborg-borgmester Marius Andersen, der i 1982 fik seks måneder i spjældet for sit mosgrønne badeværelse. Nogle forstod, at han blev straffet - andre slet ikke.
Det er bare vigtigt at forstå, hvordan den spanske mentalitet med "tak for hjælpen" har været gennem generationer for at forstå nutiden bedre.
Af en anden kaliber
Den aktuelle korruptionsskandale i PSOE er jo af en helt anden karakter.
Om den ender med lige så hårde domme - eller hårdere - som da PPs Gürtel-korruptionssag i 2018 endte med de hårdeste domme på 52 år, bøde til PPs økonomiansvarlige på 44 millioner euro og dom over PP selv, vides ikke på nuværende tidspunkt.
Det var jo netop i den anledning, at det samme år lykkedes for Pedro Sánchez at få afsat daværende PP-premierminister Mariano Rajoy ved en mistillidsdagsorden.
Måske slutter Sánchez' regeringsperiode på samme måde - måske ikke. Det afhænger af holdningen i de partier, der udgør hans parlamentariske flertal.
Gud og hvermand ved, at Pedro Sanchez og Alberto Feijóo hader hinanden. Desværre har dette had forplantet sig til de øvrige medlemmer i partierne.
Alt til skade for borgerne, der har kastet op over dem i årtier.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kan måske også interessere dig
Hvad kan haste mere end at blive rask nok til at nyde ferien?
Urgencias er til ‘urgente’ sager, altså noget der haster. Og dét giver mening!
Slut: Nu får ballademagere en velfortjent bøde på 500 euro
Efter utallige episoder med fulde og aggressive passagerer sætter Ryanair nu hårdt mod hårdt.
Få en fed oplevelse på falderebet: Tag med til lanterne-festival
Orientalsk magi på Costa del Sol.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.