16 døde på Spaniens veje i weekenden
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 08/07/2025 - 08:19

Fly & trafik
Motorcyklister udgør en fjerdedel af de dræbte.
I sommerens første store trafikoperation fra den 4. til den 6. juli omkom 16 personer på Spaniens veje.
Ifølge Trafikdirektoratet, DGT, var seks af de dræbte motorcyklister, mens tre var fodgængere og én kørte på scooter.
I alt er 549 personer omkommet i trafikken i Spanien i år.
Farlige landeveje og sårbare trafikanter
Af de 15 ulykker skete de 11 på almindelige landeveje med bare en kørebane i hver retning.
Ni af ulykkerne var frontalkollisioner, tre var påkørsler af fodgængere, og to var, hvor folk kørte af vejen.
De fleste ulykker fandt sted i turistområder som Alicante, Almería og Barcelona, hvor millioner kørte på sommerferie denne weekend.
Knap fem millioner ferietrafikanter
Trafikmyndighederne havde forventet 4,9 millioner langdistancerejser i løbet af denne første sommertrafikoperation.
De største problemer opstod fredag eftermiddag og lørdag formiddag, da tusindvis kørte mod kystområderne i Levante og Andalusien.
Trafikminister Fernando Grande-Marlaska understregede mandag det triste i, at motorcyklister udgør hele 25 procent af dødsofrene, selvom de kun står for tre procent af trafikken.
Fem store trafikoperationer
DGT har planlagt fem store trafikoperationer denne sommer. Efter den første i den netop overståede weekend følger operationer i slutningen af juli, begyndelsen af august og midten af august.
Den sidste store operation vil finde sted fra den 29. til den 31. august, hvor de fleste vender hjem fra ferie.
DGT forventer godt 100 millioner rejser denne sommer, hvilket er en lille stigning fra 2024. Udover den normale ferietrafik følger DGT også tæt med i den store mængde udenlandske biler på Spaniens veje, især dem der kører mod Portugal og Nordafrika.
Kan måske også interessere dig
Málaga Lufthavn bliver den første til at tilbyde lufttaxi
Banebrydende teknologi sætter standarden for fremtidens transport.
Fedt: Hvor let kan det lige blive?
Ny app bygger bro mellem forbrugere og håndværkere.
Capirotes, pasos, tronos, nazarenos ... Påsken er noget helt særligt i Spanien
Min kollega Kathrine har bedt mig om at skrive en artikel om Semana Santa i Spanien. Og det er ikke helt let …
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.