Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

44 stjålne babyer

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 17/03/2011 - 11:39

Krimi og katastrofe


Under franco-styret fik mange frataget deres nyfødte babyer. Enten for at straffe moderen, fordi hun havde den forkerte holdning, eller for at ...

Under franco-styret fik mange frataget deres nyfødte babyer. Enten for at straffe moderen, fordi hun havde den forkerte holdning, eller for at belønne barnløse for at have den rigtige. Man løj og sagde, at barnet var dødfødt.  Sagerne om baby-tyveri vælter ind, men onsdag blev den første afvist i retten.

 

Sagerne handler som regel om mennesker, der leder efter deres børn eller søskende, der kan have været blevet solgt. Og antallet stiger dag for dag. 

 

Sager strømmer ind

Anklagemyndigheden allerede har modtaget 44 indberetninger om formodede baby-tyverier på hospitaler umiddelbart efter fødslen, som, man mistænker, blev solgt eller givet videre til barnløse familier.

Anmeldelserne er strømmet ind siden sommeren sidste år, og det er som regel de påstående mødre eller søskende, der henvender sig. I årevis har de desperat ledt efter svar. I slutningen af februar blev 13 sager taget op, udover de 10 anklagemyndigheden i Málaga allerede er i gang med at undersøge. Det er som regel ældre kvinder, der henvender sig, og efter at have gået med spørgsmålene i 30, 40 og nogle endda 50 år kræver de nu at få sandheden. Der er også tilfælde af 'børn', der søger deres forsvundne søskende eller deres biologiske forældre.

 

Manglende beviser

I går kom det frem, at domstolen i Malaga har afvist en af sagerne. Det drejer sig om en anmeldelse indgivet af Isabel Agúera fra Estepona. Hun var den første, hvis sag endelig blev taget alvorligt af retssystemet og var derfor den direkte årsag til, at der kom skred i anmeldelserne. Agúeras mor fødte en pige i 1970, og hun fik efterfølgende beskeden, at barnet var dødfødt, men hun har siden været overbevist om, at det var løgn. På hospitalet fik hun forklaret, at babyen var blevet begravet med en mand, men ingen havde hverken informeret om det forud for begravelsen eller fået tilladelse til at begrave barnet. Agúera begyndte derfor på et tidspunkt selv at undersøge sagen, og hun fandt ud af, at gravstedet ikke findes på nogen kirkegård i Malaga, og der findes heller ikke nogen dødsattest.

 

Agúere udtaler, at hun naturligvis anker afgørelsen, og at hun i dag torsdag har et møde med chefanklageren i Málaga Antonio Morales for at lægge en slagplan. Ifølge La Rioja er sagen faldet på grund af manglende beviser, men Morales vil fremlægge nye dokumenter, som han har modtaget fra Landsarkivet for alle fødsler på børnehospitaler i 1970 omkring det tidspunkt, hvor barnet angiveligt forsvandt.

 

Toppen af isbjerget

Repræsentanter for de berørte familier bad i går formelt Kongressen om at hjælpe ofrene økonomisk i deres søgen efter mistede familiemedlemmer og om at give adgang til alle eksisterende filer. Det anslås, at godt 300.000 mennesker er berørt i hele Spanien, men indtil videre er der kun anmeldt 261 sager. Godt 5000 mail vedrørende sager ligger dog fortsat ubesvarede.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.