Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

53 evakueret fra truende vulkan

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 28/09/2011 - 11:05

Vejr og natur


Jern-øen ryster og afventer vulkanens næste træk, men flere er allerede evakueret. Den lille Canariske ferie-ø El Hierro har forhøjet bered...

Jern-øen ryster og afventer vulkanens næste træk, men flere er allerede evakueret. Den lille Canariske ferie-ø El Hierro har forhøjet beredskabet på grund af faren for et vulkanudbrud. Det er ikke sket i over 200 år.

 

53 personer i den lille landkommune Frontera er blevet evakueret og flere skoler er lukket. De 38 er midlertidigt flyttet ind hos venner og familie, mens 15 er indkvarteret på et studenter-herberg i Valverde. Trafikken gennem Los Roquillos-tunnellen er indstillet.

 

El Hierro er den vestligste - og mindste - af de Canariske Øer

 

Det var egentlig planlagt, at der skulle evakueres op mod 300 beboere, men eksperter vurderer ikke, at der er overhængende fare for et pludseligt vulkanudbrud. Man mener altså, at hvis det sker, vil der være tid nok til at få folk væk.

 

Området, hvor de fleste rystelser finder sted

 

Bliv væk fra køkken, vinduer og elevatorer

Den seismiske aktivitet i den vulkanske undergrund på øen er i løbet af de seneste dage taget kraftigt til. Der blev tirsdag registreret flere end 100 mindre jordskælv, hvor de 79 var på mellem 2 og 3,8 på Richterskalaen. Rystelserne blev registreret otte km under jordens overflade.

 

Myndighederne opfordrer beboerne til at følge udviklingen nøje. Hvis der kommer en kraftig rystelse, skal man holde sig indendøre, indtil rystelserne er taget af og være opmærksom på faren for nedstyrtninger fra tage og bygninger. Myndighederne advarer desuden mod, at man opholder sig i køkkenet, nær vinduer eller bruger elevatoren under kraftige rystelser.

 

Eleverne i nærliggende skoler har fået besked på at kravle ind under deres skriveborde og kan eventuelt beskytte sig ved at holde en bog over hovedet, oplyser medierne.

 

Der er siden juli registreret over 8.000 rystelser på øen, men eksperterne tror alligevel ikke, at der er overhængende fare for et vulkanudbrud. Det sker faktisk ofte, at der er kraftig seismisk aktivitet på vulkanøer, uden at det behøver at medføre et udbrud eller et kraftigt jordskælv, siger den spanske forsker Alvaro González, der er ansat ved et tysk videnskabscenter.

 

De røde prikker viser aktivitet inden for de seneste 48 timer. De blå prikker viser aktivitet, som er ældre end 48 timer. Klik på billedet for at se det stort

 

800 vulkaner på "efternøleren"

Ligesom resten af de Canariske Øer er El Hierro en vulkanø. Den anslås til at være omkring 1,2 millioner år gammel, hvilket gør El Hierro til den yngste i øgruppen.

 

Der er over 500 åbne kratere på øen, og 300 som er blevet overdækket gennem tiderne med lava. Det er vulkanen Lomo Negro, der rumsterer, og sidst den var i udbrud var for over 200 år siden. Lomo Negro ligger ved stranden Verodal, og vulkanen brød ud i 1793 i forbindelse med et kraftigt jordskælv.

 

Isla del Hierro har det højeste antal vulkaner ud af alle øer ved de Canariske Øer. Den har over 500 åbne kratere og andre 300 kratere, der er dækket til med lava fra tidligere udbrud. Desuden har øen 70 grotter og vulkanske rør, hvoraf hulen Cueva de Don Justo er den længste med sine seks kilometer.

 

Se videoklip fra spansk nyhedsudsendelse

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.