Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Abort? Så skal du se fosteret først

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 18/10/2013 - 01:00

Samfund og Politik


Tving gravide til at se fosteret, inden de får tilladelse til abort. Sådan lyder forslaget fra Middelalderen. Eller det kunne man tro. Faktisk...

Tving gravide til at se fosteret, inden de får tilladelse til abort. Sådan lyder forslaget fra Middelalderen. Eller det kunne man tro. Faktisk er det en lyslevende folkevalgt politiker, der er kommet på den idé.

 

Medlem af Europa-Parlamentet Carlos Salvador mener, at kvinder, der overvejer abort, skal tvinges til at se billeder fra den første scanning af fosteret. Først derefter kan de få tilladelse til provokeret abort.

 

Leder af folkepartiet, Unión del Pueblo Navarro, Carlos Salvador, siger, at i stedet for at gennemføre den meget restriktive abortreform, som reelt set gør det umuligt at afbryde en graviditet medmindre moderens eller barnets liv er i fare, så bør regeringen beholde den nuværende abortlov med enkelte ændringer.

 

Skal se første scanning

Abortansøgeren skal nemlig modtage en forseglet kuvert med et billeder fra den første fosterscanning, oplysninger om støttenetværk og onformationer om, hvad en abort egentlig indebærer.

 

Salvador mener, at det vil få kvinderne til at tænke på fosteret som et levende væsen og ikke som en ”ting, der kan forsvinde ved et trylleslag”.

 

På nuværende tidspunkt kan kvinder frit få foretaget en abort i Spanien indtil svangerskabets 14. uge, eller op til den 22. uge, hvis fosteret er deformeret, svært handicappet eller, hvis der er en risiko for liv eller helbred hos enten moder eller barn.

 

Unge 16- og 17årige behøver ikke at få deres forældres eller værges tilladelse til en abort, og deres beslutning bliver behandlet fortroligt.

 

Minister vil begrænse abort

Justitsminister Alberto Ruiz- Gallardón har længe sagt, at han ønsker at begrænse adgangen til abort til kun at gælde i de tilfælde, hvor der er alvorlig fare for liv, og at ingen kvinder under 18 skal kunne få en abort uden forældrenes skriftlige samtykke.

 

Justitsministeren vil også forbyde aborter med den begrundelse, at fosteret er deformt eller alvorligt psykisk- eller fysisk handikappet, fordi det vil gå imod FN's holdning til handikappedes rettigheder.

 

FN har dog tidligere udsendt rapporter, hvor organisationen kraftigt kritiserer amerikanske stater, med abort-love lignende dem, justitsministeren vil indføre.

 

Organisationen udtalte i den forbindelse, at "et kriminelt forbud mod abort er et meget klart udtryk for en stats indblanding i kvinders seksuelle helbred, fordi det begrænser en kvindes kontrol over hendes egen krop".

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.