Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Advarsler om jordskælv ignoreret

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 07/10/2013 - 11:28

Vejr og natur


Jordskælvsfaren var kendt, men blev ignoreret, da man begyndte at pumpe gas ned i undergrunden. Gasindsprøjtningerne har resulteret i utallige...

Jordskælvsfaren var kendt, men blev ignoreret, da man begyndte at pumpe gas ned i undergrunden. Gasindsprøjtningerne har resulteret i utallige jordskælv, og indbyggere demonstrerer nu for at få projektet stoppet.

 

Tusindvis af mennesker marcherede søndag gennem gaderne i Les Cases d' Alcanar i Tarragona for at kræve en definitiv lukning af Castor-gasprojektet, der menes at have forårsaget hundredvis af jordskælv langs den nordlige kyst af Middelhavet. Mellem 3.000 og 6.000 demonstranter fyldte gaderne under sloganet: "Vi vil ikke have det".

 

Demonstranterne kalder Castor-gaslageret for en "lynaftale, der har omgået europæiske og nationale direktiver” og kræver øjeblikkelig indstilling af aktiviteterne. Projektets mål er at udnytte hulrummet efter et tømt oliefelt som et naturligt gaslager.

 

Kendte til faren

Både regeringen og miljøministeriet var velinformerede om faren for jordskælv i forbindelse med lagring af gas i undergrunden.

 

Allerede for 25 år siden advarede olieselskabet Shell om faren for jordskælv ved udnyttelse af Castor-oliefeltett ud for Castellón, hvor der i løbet af den seneste måneds tid har været registret flere end 400 jordskælv.

 

Regeringen og gasselskabet Escal UGS, der står for udnyttelsen af det gamle oliedepot, valgte at vende det døve øre til den advarsel.

 

Sprængte budgettet før jordskælv

Der er nu investeret 1,2 milliarder i udnyttelse af det gamle oliedepot – tre gange så meget som oprindeligt budgetteret – men der er aldrig lavet en undersøgelse af risikofaktorerne, inden projektet begyndte at sprøjte de mange millioner ton gas ind i depotet.

 

Shell stod for olieudvindingen i undergrunden ud for Valencia i årene fra 1973 til 1989, hvor der blev registreret omkring 30 jordskælv - langt færre end de 400, der er registeret i løbet af den seneste måned.

 

Ukendt metode brugt i 25 år

Metoden med at sprøjte gas ned i tømte oliefelter har været anvendt i 25 år, men har ikke været kendt af befolkningen. Det har projektet i Castellón lavet om på, og de mange jordskælv har sat sindene i kog.

 

Der findes godt 600 af den slags gasdepoter verden over, og Spanien har allerede tre i brug. ”Serrablo” ligger mellem Jaca og Sabiñánigo i Huesca og er det første depot, der blev brugt, efter det blev tømt for gas i 1989. Derudover er der ”Gaviota” ud for Bermeo i Vizcaya, der blev taget i brug i 1994 og ”Yela” i Brihuega i Guadalajara, der blev taget i brug i 2012. Sidstnævnte benytter sig af en saltlomme i undergrunden.

 

Sprøjter gas i underjordiske svampe

De tre depoter har tilsammen en kapacitet på 5,7 milliarder kubikmeter gas.

 

Det nye og potentielt fjerde depot ud for Valencia har en kapacitet på 1,3 milliarder kubikmeter.


Formand for geologisk forbund, Luis Suárez, siger til RTVE.es, at gassen ikke lagres i et hulrum, men sprøjtes ind i porøse klipper, der fungerer som store svampe. De absorberer den flydende gas, så den igen kan udvindes  ved nye indsprøjtninger af kemiske stoffer.

 

Oliefelter ideelle til gasopbevaring

Udover at være porøse skal klipperne også være lukket godt til for at hindre, at gasarterne siver ud. Da tømte oliefelter og naturgaslommer allerede opfylder de krav, plus at der er installeret udstyr til udvinding i dem, er de oplagte som lagre til forarbejdet naturgas.

 

OECD anbefaler, at lande har tilstrækkeligt med gaslagre til 90 dages forbrug, mens EU nøjes med at anbefale 53 dage. I dag svarer beholdningen i de spanske gasdepoter til et forbrug på cirka 20 dage.

 

Naturgas udgør næsten en fjerdel af det samlede energiforbrug i Spanien. Eksperterne advarer om, at enhver underjordisk mineaktivitet kan medføre jordskælv, der måler mellem et og to på Richter-skalaen, hvilket normalt ikke kan mærkes af befolkningen.

 

Naturgasopbevaring ved forkastning

Rystelserne i Valencia har været oppe på fire, og det er ikke normalt, forsikrer eksperter. Derfor har de anbefalet, at projektet indstilles, til der er fundet en løsning på problemet. Eksperternes krav blev torsdag bakket op af Industriministeren.

 

Det underjordiske gaslager ligger 22 kilometer ud for kysten hvor der tidligere har været registreret seismisk aktivitet. Trykket fra indsprøjtning af gas i undergrunden øger faren for jordskælv, advarer eksperterne. 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.